Hvorfor er den danske arbejdsmarkeds­model ikke EU's model?

Alle taler om flexsecurity. Derfor giver det bedre mening at udbrede end at afvikle den danske arbejdsmarkedsmodel. Det mener Britta Thomsen (tid. MEP for S)
Forslaget om et fælleseuropæisk mindsteløn har sat arbejdsmarkedspolitikken på dagsordenen, og ofte handler debatten om, hvordan man forhandler løn og om, hvorvidt der findes en regeringsfastsat mindsteløn. Det gør der i 21 af EU's medlemslande, og i nogle lande bliver overenskomster og andre aftaler, som parterne har indgået, ophævet til lov, der omfatter alle virksomheder og lønmodtagere.

Men Danmark skiller sig også ud fra de fleste lande, når det handler om vilkårene for sikkerhed i ansættelsen. Et område, som har høj prioritet for europæisk fagbevægelse, mens både arbejdsgivere og politikere i Europa har udvist stor interesse for den danske flexsecurity model.

I Europa findes der på samme tid forskellige arbejdsmarkedsmodeller i det enkelte land, hvor man, afhængigt af inden for hvilken sektor man er ansat i, har større eller mindre grad af sikkerhed i ansættelsen.

I resten af Europa er sikkerhed i ansættelsen det vigtigste for lønmodtagerne

For offentligt ansatte gælder i alle Europas lande, at man har så høj grad af sikkerhed i ansættelsen, at en medarbejder kun i meget sjældne tilfælde, hvis der er har udvist grov forsømmelighed i arbejdet, kan fyres efter en retssag.

I nogle lande er offentligt ansattes jobsikkerhed direkte indskrevet i grundloven. Dette kom tydeligt til udtryk under finanskrisen, da EU og den Internationale Valutafond forlangte af kriselandene, at regeringerne skulle foretage nedskæringer af de offentlige udgifter for at få lån.

Da man ikke kunne fyre de offentligt ansatte, måtte regeringerne i stedet reducere deres løn i en periode, hvilket i et land som Portugal medførte beskæringer af lønnen med helt op til 36%, men ingen fyringer. I samme periode 2011-2014 fyrede Thorning-regeringen i Danmark 30.000 offentligt ansatte.

Schröders reformer var dyrt for SPD

I Tyskland kostede Schröders reformer i forbindelse med Agenda 2010 SPD dyrt ved valget. Schröder havde ikke bare forkortet dagpengeperioden, men også forringet overgangsydelsen for de ældre ledige på det private arbejdsmarked.

Regeringspartneren de Grønne derimod fastholdt deres tilslutning blandt vælgerne, fordi partiets kernevælgere var offentligt ansatte, og derfor ikke havde brug for dagpengesystemet.

Samtidig skal det lige understreges, at Schröder ikke opfyldte arbejdsgivernes største ønske, nemlig at indføre en reform af den meget restriktive ansættelseslov på det private arbejdsmarked. Her skal medarbejderen fastansættes nu efter 2 års prøvetid, og der skal betales erstatninger ved fyringer.

Allerede for flere år tilbage flokkedes unge franskmænd og spaniere på det britiske arbejdsmarked, fordi her kunne man i modsætning til derhjemme hurtigt få sig et job. Ungdomsarbejdsløsheden var enorm i de to lande, og det var svært at få job på grund af reglerne af restriktive regler i forbindelse med fastansættelse.

I London fandt de unge bare et job i den boomende servicesektor, og blev man fyret efter 14 dage, var det muligt af finde et andet arbejde på nabo-pubben eller i et vikarbureau.

Macron gik til Danmark mens vælgerne gik i demonstration

Måske var det den situation, som fik den franske præsident Jacques Chirac til i 2006 til at foreslå sin arbejdsminister de Villepen om at fremsætte en lov om, at de strenge ansættelsesregler på det franske arbejdsmarked ikke skulle gælde for unge under 26 år. På daværende tidspunkt var ungdomsarbejdsløsheden i Frankrig 23%, og oprør ulmede i forstæderne.

Men Chirac kom hurtigt på andre tanker for demonstrationerne imod loven antog efterhånden et omfang, som ikke var set siden 1968, og både de unge, deres forældre og bedsteforældrene gik i demonstration, så da Chirac opdagede, at det store flertal af befolkningen var imod loven, bad han sin arbejdsminister om at tage forslaget af bordet igen.

Men problemet med ungdomsarbejdsløsheden forsvandt jo ikke af sig selv, og som en af sine første handlinger drog præsident Emmanuel Macron efter at havde vundet valget til Danmark for at få mere viden om den danske flexsecurity model. Imens gik franskmændene gik i demonstration for at bevare deres sikkerhed i ansættelsen.

Livslange fastansættelser nedsætter mobiliteten

I Spanien har arbejdsmarkedet efterhånden udviklet sig til, at 50% af arbejdsstyrken sidder i meget faste stillinger, mens den anden halvdel er ansat på korttidskontrakter, som kun kan forlænges i op til to år og mere end 20% af de unge er ledige.

Netop lige i disse dage er arbejdsmarkedets parter og den spanske venstrefløjsregering blevet enige om en arbejdsmarkedsreform, som bl.a har til formål at giver parterne mere indflydelse og reducere antallet af korttidskontrakter og sikre mere stabile ansættelser.

De nærmest livslange fastansættelser i Europa medfører, at mobiliteten på arbejdsmarkedet er meget lille, og tilsyneladende prioriteter mange lønmodtagere sikkerhed i ansættelsen frem for højere løn. Så det er svært for regeringerne at indføre mere fleksibilitet.

Selvfølgelig handler det om, hvor meget man får i kompensation, når man er på dagpenge, men efter 10 år i Europa-Parlamentet har jeg lært, at i mange lande forbindes et værdigt arbejdsliv med sikkerhed i ansættelsen.

Ikke godt for sammenhængskraften med to arbejdsmarkeder

Et jobskifte indebærer også, at man skal være i stand til at udarbejde en ansøgning og søge et job, hvilket var et problem for mange medarbejdere i de nye medlemslande, fordi de også indtil muren fald havde det samme job gennem hele livet.

I Portugal blev regeringen væltet for nyligt bl.a. fordi de venstreorienterede støttepartier ville genindføre den samme sikkerhed på det private arbejdsmarked, som før finanskrisen. Det sagde den socialdemokratiske regering nej til, fordi der er brug for mere fleksibilitet.

Samtidigt er det ikke godt for sammenhængskraften i et samfund, hvis der findes to arbejdsmarkeder, hvor den ene halvdel af arbejdsstyrken er ansat i sikre jobs, mens den anden halvdel, som oftest de unge, kun får tilbudt korttidskontrakter eller må emigrere. Indførelse af mere fleksible ansættelsesforhold uden brug af korttidskontrakter vil uden tvivl blive en udfordring for mange af EU's medlemslande i de kommende år.

Den danske model er også vejen frem i Europa

Under det kommende franske formandskab vil der blive sat fokus på forskellige aspekter af det europæiske arbejdsmarked. Så det er en god anledning til at vise de andre lande, den danske models robusthed i forhold til beskæftigelsen, og at der både kan være tale om stabil ansættelse og fleksibilitet samtidigt.

Den danske model er dybt forbundet med vores historie og tradition på arbejdsmarkedet, men den er vejen frem også i Europa, hvor mange faglige folk tror, at den danske model bare er identisk med den amerikanske, så det skal de ikke nyde noget af.

Indtil videre har EU ikke en fælles politik på ansættelsesforhold udover ansættelsesdirektivet, som skal sikre gennemskuelighed i de faktuelle forhold omkring en ansættelse, hvilket skal fremgå af en ansættelseskontrakt. Men hvilke initiativer der vil komme i fremtiden, ved vi ikke, men jeg håber, at den danske model vil blive markedsført med alle sine ingredienser i de andre europæiske lande, så den ikke bare bliver reduceret til en light model af den amerikanske.

Britta Thomsen er tidligere medlem af Europa-Parlamentet (S). Hun er uddannet cand.mag. i historie og portugisisk med sidefag i spansk fra Aarhus Universitet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Flot skrevet. Jeg har altid været stor tilhænger af den danske model. Det tror jeg også arbejdsgiverne er. Det giver et roligt og stabilt arbejdsmarked, med hæderlige løn og arbejdsvilkår.
Men den kan hurtig blive undermineret af, at alt for få unge melder sig ind, i de bærende kræfter i fagbevægelsen. Det vil, på sigt, udhule fremtidige forhandlinger mellem arbejdstagere og arbejdsgivere.

Regeringens seneste udmelding om at skære i dimmetentsatsen er sammen med den stadig ringere dækningsgrad for dagpengene gift for vores flexicurity model. Hvis målet var at få flere unge til at melde sig ind i fagforening og akasse så er det en helt anden vej vi skal gå. Fagbevægelsen må i den grad vågne op og og blokere for yderligere undergravning af sikkerhedsdelen i flexicurity modellen.

ENIG! Desværre er der nok ikke udsigt til, at magthaverne på Christiansborg fatter dit budskab. De har det alt for godt selv!!! Deres overførselsindkomster burde fastsættes på årsbasis af det danske folk!

Annonce