I slut november vedtog Parlamentet nemlig selv et lovforslag om en fair mindsteløn for alle europæiske arbejdstagere.

Flertallet blev sikret med opbakning fra alle de største grupper; EPP (K), S&D (S), Forny Europa (V, RV), De Grønne (SF) samt GUE/NGL (Ø).

Dog stemte Karen Melchior (RV) som den eneste danske europaparlamentariker for forslaget.

Ingen overraskelse 

Modstanden er ingen overraskelse.

For debatten omkring mindstelønsforslaget har kørt på enormt højt blus i Danmark siden Europa-Kommissionen i sidste år fremlagde det.

Både den danske fagbevægelse og arbejdsgivere samt venstrefløjen har været markante stemmer i debatten, hvor Dansk Metals formand, Claus Jensen, vildt nok kræver en folkeafstemning om dansk EU-medlemskab, hvis forslaget en dag skulle blive til virkelighed.

Også fagbevægelsen herhjemme går dog også her imod deres europæiske kollegaer, hvor paraplyorganisationen for den fælles europæiske fagbevægelse, ETUC, har været primus motor bag dette forslag.

Det er dog relevant at se på, hvorfor de europæiske lønforhold overhovedet er noget, Europa-Kommissionen bør bekymre sig om.

En socialskævhed i EU 

Arbejdskraftens fri bevægelighed i EU har nemlig skabt én pulje af arbejdstagere, som virksomhederne kan nyde godt af.

Dette kommer imidlertid også med en slagside.

For hvis ét land hæver lønningerne, sænker dette landets konkurrenceevne over for lande, der ikke hæver dem.

På det europæiske indre marked betyder dette, at virksomheder truer med at flytte ud. Derfor har det især været svært for fattigere medlemslande at hæve deres minimumslønninger for fortsat at kunne konkurrere og holde deres økonomi i live.

I 2018 forholdt det sig derfor sådan, at mindstelønnen i 9 EU-medlemslande ikke var tilstrækkelig til at komme over fattigdomstærsklen i landet.

Det betyder, at der i dag er ca. 20 millioner europæiske arbejdstagere, der på trods af, at de er fuldtidsansatte ikke kan tjene nok på mindsteløn til at forsørge sig selv.

Dette har ført til et enormt braindrain fra fattigere medlemslande, hvor kvalificeret arbejdskraft er flyttet ud af landet.

Samtidigt er organisationsgraden faldet og fagbevægelserne er blevet svækket.

Problemet bunder i, at arbejdskraften jo netop blevet transnational, mens fagforeningerne og lønstrukturerne fortsat er nationale.

Kommissionen siger stop til working-poor

Rådgivet af medlemslandende, ETUC og øvrige aktører på arbejdsmarkedet, vil Europa-Kommissionen således med lovforslaget sætte en stopper for, at arbejdstagere i Europa, der arbejder fuldtid, lever i fattigdom.

Dertil vil Europa-Kommissionen komme af to veje.

Den første vej, som alle medlemsstater skal gå, er at styrke kollektivt forhandlede lønmodeller. I alle medlemslande skal andelen af arbejdstagere, der er dækket af overenskomster øges og rammerne for de sociale parter at forhandle løn kollektivt skal forbedres.

Europa-Kommissionen har nemlig erkendt, at arbejdsmarkedsmodeller med kollektive lønoverenskomster, der eksisterer i seks medlemslande, herunder Danmark, er bedst til at bekæmpe ulighed og fattigdom. Disse seks lande skal udelukkende følge det ovenstående, og styrke forhandlingsmodellen og dens dækningsgrad.

I alle andre lande, hvor der er en lovbestemt mindsteløn, skal der samtidigt med at styrke kollektive lønforhandlinger også gås lovforslagets anden vej, nemlig at sikre at den lovbestemte mindsteløn er på et tilstrækkeligt højt niveau, så man en almindelig arbejdstager kan komme over fattigdomstærsklen, og at den justeres og opdateres løbende. Der er altså ikke tale om én harmoniseret mindsteløn på tværs af alle medlemslande dikteret fra Bruxelles.

Lov bestemt mindsteløn gælder ikke for Danmark 

Ved at forpligte alle lande til ad forskellige acceptable veje at arbejde mod ulighed og fattigdom, kan direktivet tilsidesætte det, som medlemslandene er bekymrede for, når de alene skrider til handling. For forøgelse af arbejds- og lønvilkår svækker ikke landenes konkurrencedygtigheden, når alle i det indre marked foretager sig dem.

Delene om den lovbestemte mindsteløn gælder altså ikke for Danmark og de andre fem lande med arbejdsmarkeder baseret på kollektive lønforhandlinger, da disse allerede af EU anerkendes som guldstandarden for arbejdsmarkedsmodeller.

Der kommer med direktivet altså ikke en lovbestemt mindsteløn til Danmark, men udelukkende det, som den danske fagbevægelse burde se frem til: Nemlig et frisk pust og en booster til den danske model. Dernæst styrker det den danske konkurrencedygtighed og mindsker løndumping, at lønniveauet i udlandet stiger. Og til sidst er det intrinsisk godt, at ulighed og fattigdom i EU falder.

Ingen trussel på den danske model 

Og hvis frygten i Danmark i sidste ende bare består af, at politikere ikke skal blande sig i den danske model, så giver direktivet endda mulighed for, at den danske regering overlader hele implementeringen - som i Danmark udelukkende er at styrke kollektive forhandlinger - til arbejdsmarkedets parter.

Fagbevægelser og arbejdstagere kan altså selv stå for at styrke den danske model og omsætte de foreslåede initiativer og handleplaner, som det vil give mening i Danmark.

For os er det vigtigt, at lovforslaget forstås bedre i den danske debat. Det drejer sig nemlig slet ikke om, at Danmark eller andre lande med lignende arbejdsmarkedsmodeller indretter en mindsteløn.

Tværtimod er lovforslagets største anliggende at styrke kollektive forhandlinger og arbejdsmarkedets parter, da de er bedst til at bekæmpe fattigdom og ulighed.

Derfor er det i Europæisk Ungdoms optik et meget velkommen og for Danmark og den danske model fordelagtigt initiativ, der løser det kollektive handlingsproblem omkring nationale lønniveauer under global konkurrence.