Det viser den seneste meningsmåling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau.
Det andet regeringsparti, Venstre, går også tilbage. Fra 11,2 procent til nu 10,5 procent. Tilbagegangen koster et mandat, så Venstre aktuelt står til 19 mandater - mod 20 den 29. maj.
Det betyder, at hverken Venstre eller Socialdemokratiet har spundet guld på den seneste tids mere og mere intense forlydender om, at statsminister Mette Frederiksen (S) er en af favoritterne til jobbet som Natos næste generalsekretær.
Lars Løkke Rasmussens Moderaterne, er derimod gået frem med to mandater
Det tredje regeringsparti, Lars Løkke Rasmussens Moderaterne, er derimod gået frem med to mandater til nu 15 i forhold til situationen 29. maj. I procenter står Moderaterne til nu 8,2 procent af stemmerne - mod 7,6 procent den 29. maj.
Ergo har Moderaterne samlet op, hvad Socialdemokratiet og Venstre har tabt. Eller måske knap nok. For den samlede støtte til SVM er fra 29. maj til nu faldet fra 41,2 procent til nu kun 40,0 procent.
I mandater står SVM-regeringen præcis, hvor den stod 29. maj, nemlig med kun 72 mandater. 17 mindre end ved valget 1. november sidste år.
SVM-tabet i mandater siden valget fordeler sig således: Socialdemokratiet har tabt 12 mandater, Venstre har tabt fire mandater og Moderaterne har tabt et mandat.
I den blå del af den ni partier store opposition rykker De Konservative frem. Fra 5,3 procent 29. maj til nu 6,5 procent. De Konservative fik ved valget sidste år skrabede ti mandater, men står aktuelt til 12 mandater.
Liberal Alliance fik ved valget et flot resultat med 14 mandater. Fremgangen er fortsat efter valget. Aktuelt står partiet således til 11,3 procent af stemmerne - svarende til forrygende 20 mandater.
Også Danmarksdemokraterne ligger lunt
Også Danmarksdemokraterne ligger lunt. Aktuelt står partiet til 9,4 procent af stemmerne. Svarende til 17 mandater. Tre mere end ved valget 1. november.
I den røde del af oppositionen har SF fortsat optur. Aktuelt står folkesocialisterne til 14,1 procent af stemmerne. Svarende til imponerende 25 mandater. Hele ti mandater mere end SF scorede ved valget sidste år.
I modsatte ende finder vi på den absolutte højrefløj, Nye Borgerlige, som aktuelt ikke opnår tilslutning nok fra vælgerne til at komme op over spærregrænsen.
Nye Borgerlige står således til kun 1,9 procent af stemmerne, som altså udløser nul mandater.
Til sammenligning fik Nye Borgerlige seks mandater og 3,7 procent af stemmerne ved valget sidste år.
gik der fuldstændig Lars Boje Mathiesen-ged i den
Men siden valget gik der fuldstændig Lars Boje Mathiesen-ged i den, og det har siden i den grad været op ad bakke for Nye Borgerlige, der aktuelt repræsenteres af kun to personer på borgen, nemlig partistifter Pernille Vermund og nyvalgte Kim Edberg Andersen.
Den tredje, der er tilbage i NB-folketingsgruppen, Peter Seier Christensen, er pt. sygemeldt med stress.
Voxmeters politiske meningsmåling, offentliggjort den 12. juni, baserer sig på telefoninterview med 1.040 repræsentativt udvalgte personer på 18 år+ og er gennemført i perioden fra den 5. juni til den 11. juni.
Den maksimale usikkerhed på de enkelte partier i denne måling er på+/- 2,5 procentpoint.
Kommentarer
Kommentar:
Jeg var lige ved at skrive, at det er en almindelig adfærd, at SVM-Regeringen går tilbage i meningsmålingerne, mit gæt er omtalen af Nato-Posten, hvor Statsminister Mette Frederiksen bliver nævnt som kandidat, selv om Statsminister Mette Frederiksen gang på gang afviser at være kandidat til Nato-Posten...
Det har selvfølgelig medført rygter og konspirationsteorier over en kam, især på Christiansborg,som igen viser en negativ adfærd partierne imellem, for når man ikke har andet at fremkomme med politisk, ja så kan man jo altid følge Lemmingeeffekten...
Uanset meningsmålingerne, så har SVM-Regeringen sit flertal og, kan egentligt føre den politik de ønsker, som man så med afskaffelsen af Store Bededag, som ikke var nævnt før valget Grundlovsdag 2022...
Nu venter "man så spændt på" hvad regeringen fremkommer med vedrørende Seniorpensionerne og, hvordan den såkaldte "Arne +" pension kommer til at se ud, mit gæt er, at forringelserne ikke vil se godt ud for løn-modtagerne, som igen vel nok, vilfører til endnu en negativt meningsmåling...
God Weekend,
Erling Drews...
Man skal ikke forvente gode nyheder fra mettes regering, så bliver man ikke skuffet.