Debat: Første maj er blevet grå i toppen.

Demokratiet er udfordret, når den brede arbejdende befolkning er fraværende i de folkelige bevægelser, mener tidligere kredsformand i Socialdemokratiet.
Foto: David Troels Garby-Holm
Indenrigsminister Kaare Dybvad (S) taler i Hvidovre 1. maj 2022.
Første maj klokken lidt i syv, mødtes vi på parkeringspladsen.

Vi skulle ind for at gøre det sidste klar til årets kampdag. Maden skulle stilles frem, kaffen skulle brygges og byttepengene skulle tælles.

Jeg var lidt nervøs; hvor mange ville der komme? Havde vi opreklameret nok? Hvor mange er kommet ud af ”vanen” med første maj efter nedlukningen? Vi endte med at blive knap 40 mennesker.

Der mødtes, sludrede og hørte gode taler af blandt andet Mattias Tesfaye og Marianne Vind. Det var lidt færre end der plejede at være. Ikke mange færre. Men lidt færre.

De sidste mange år, har aldersfordelingen i Socialdemokratiet i Brøndby ført til, at der har været et naturligt frafald år for år.

Mange erfaringsramte på vej ud

En ældre partikammerat fortalte mig om sin første 1. maj, hvor Socialdemokratiet fyldte kantinen i Brøndbyhallen.

Jeg snakkede også med en ung brushane fra byrådet. Til hans første 1. maj fyldte vi salen i Kulturhuset Brønden. Nu fylder vi kun halvdelen af fællesrummet i den lokale badmintonklub.

Når jeg kiggede rundt i lokalet, var der mange gode og velkendte ansigter. Megen erfaring efter lange kampe for at bygge vores kommune og fællesskab.

Men hvis man fremskriver udviklingen 10-15 år, så er der ikke mange tilbage i rummet.

Jeg er helt overbevist om, at det ikke blot er et lokalt fænomen her i Brøndby. Jeg har været aktiv i mange foreninger, og de fleste steder er udviklingen den samme.

Medlemsgruppen består næsten udelukkende af pensionister, ansatte funktionærer og unge mennesker med ambition om at gøre karriere.

Jeg kender selv presset på en børnefamilie, hvor job og børn og lang transporttid skal balanceres.

Den brede arbejdende befolkning er stort set fraværende i de folkelige bevægelser. Samtidig er den generation som har været bærende i vores demokrati,  begyndt at tjekke ud.

De få aktive unge, er ikke i nærheden at nok til at fylde byråd, skolebestyrelser, boligforeninger og meget mere.

Det er de foreninger, som er rodnettet i demokratiet, som ved at tørre ud. Og der er ingen udsigt til at det forandrer sig, for det er simpelthen ikke attraktivt for almindelige mennesker at deltage.

Det kan der være mange gode og dårlige grunde til. Jeg kender selv presset på en børnefamilie, hvor job og børn og lang transporttid skal balanceres.

Måske var det også nemmere at være til møder to gange i ugen, da lillemor passede hjemmet og telefonen ikke stjal opmærksomheden.

Et demokrati uden folk

Men vi har fået det Søren Pind meget klogt kaldte et demokrati uden folk. Det er ikke længere i partiforeningen eller på AOF-kurset, at der udvikles gode løsninger på alvorlige samfundsproblemer.

For der er ikke nok mennesker og dem der kommer, er ikke repræsentative.

Der tales meget om verdensfjerne politikere, der træffer ”populistiske” beslutninger baseret på meningsmålinger.

Det er absolut ikke en kritik af de mennesker der er grå i toppen. De deltager i det mindste.

Men det er en kritik, som vi imellem 30 og 50 bliver nødt til at vende indad. For der tales meget om verdensfjerne politikere, der træffer ”populistiske” beslutninger baseret på meningsmålinger.

Det er virkeligheden. Men baggrunden er ikke, at politikkerne er blevet hverken ondere eller dummere end tidligere. Det skyldes det strukturelle skifte i demokratiets rødder.

Baglandet tømt for saft og kraft

Der kommer ikke længere saft og kraft op af baglandet, så politikkerne forsøger at finde det igennem medier, Facebook og analyser.

Hvis politikkerne vitterligt prioriterede kun at lytte til det grå bagland, ville al politik handle om pensionistture, støjbekæmpelse og højere ældrecheck.

På samme måde forsøger embedsværket desperat at aktivere befolkningen, igennem stadig mere omfattende høringsprocesser.

De lykkedes sjældent med andet, end at blokere for en masse nødvendige projekter. Upolitiske mennesker og enkeltsagskrigere har sjældent perspektivet til at acceptere uperfekte løsninger. De har heller ikke mandatet til at indgå bindende aftaler, men kun stemmen til at blokere og råbe ”nej til nyt” igen og igen.

Så måske er "Ungdommen faktisk de sløvede sind". De midaldrende er det i hvert fald.

Spørgsmålet er hvorfor det er sådan og hvad vi gør ved det.

Svend Dyrholm Pedersen er tidligere kredsformand for Socialdemokratiet i Brøndby.


placeholder

Kommentarer

Tjaeh - vi kunne jo starte med at indføre 70 år, som pensionsalder i vores hovedbestyrelse !! De unge, og erhvervsaktive vil gerne deltage i politik. Men ikke, når det er det grå guld, der sidder på magten. Bh 🌹🌹🌹🌹

Tjaeh - vi kunne jo starte med at indføre 70 år, som pensionsalder i vores hovedbestyrelse !! De unge, og erhvervsaktive vil gerne deltage i politik. Men ikke, når det er det grå guld, der sidder på magten. Bh 🌹🌹🌹🌹

Hvad mener Svend Dyrholm Pedersen med “ Det skyldes det strukturelle skifte i demokratiets rødder.”?

Jeg tror Svend Dyrholm Pedersen kan have tænkt på det forhold, at der ikke længere er nogen egentlig medlemsdebat i partiet. Fra centralt hold kalder man det medlemsdebatter, hvor en korrekt betegnelse ville være, at der er tale om kampagner. Det er ikke en ny eller pludselig udvikling, men noget, der gradvist er blevet mere og mere udtalt - nærmest i takt med professionaliseringen med de mange ansatte rådgivere i og omkring toppen af partiet. Folk har helt naturligt en forventning om at der diskuteres politik på alle niveauer i partiet, og at der strukturelt skabes en vej opad med resultaterne af debatterne. Sådan som det skete i slutningen af 1960'erne og i 1070'erne. Det er liv eller død for et parti, der vil fastholde en ægte deltagelse og et meningsfuldt engagement blandt medlemmerne.

Hvis man ind imellem dukker op til generalforsamlinger i boligforeningen, møder om udviklingen i bydelen, møder om den grønne omstilling i lokalområdet, ja alle slags møder udenfor arbejdet, vil man hurtigt opdage, at det primært er pensionister, som lidt firkantet sagt bærer demokratiet på deres skuldre. Så det er langt fra et fænomen begrænset til partiforeningerne.

Og det har de egentlig kun fortjent en stor tak for og i hvert fald ikke denne smøre:

"Hvis politikkerne vitterligt prioriterede kun at lytte til det grå bagland, ville al politik handle om pensionistture, støjbekæmpelse og højere ældrecheck"

For det er simpelt hen bare ikke sandt (og jeg er i øvrigt ikke selv pensionist), snarere tværtimod. De ældre er alt sgu andet end selvcentrerede og virkelighedsfjerne, de følger generelt langt bedre med i verden omkring dem end de yngre, som alt for ofte får deres nyheder fra facebooks ekkokamre, og det er f.eks. også de ældre, som stemmer sådanne ting igennem som solceller på tagene i deres boligområder.

Annonce