‘Den sidste rustbanker’ er en inspirerende fortælling om Bjarne Laustsen, en markant skikkelse i dansk politik og i Socialdemokratiet, hvis rejse fra et beskedent husmandssted i Himmerland til Folketinget fortæller et stykke Danmarks- og arbejderhistorie.

Bogen, skrevet af folketings- og partikollegaen Rasmus Prehn, er ikke så meget en biografi som det er en hyldest til en mand, der har brudt med slægtens mønster og skabt en bemærkelsesværdig karriere.

Laustsen, født i 1953 uden privilegier som strøm og rindende vand, formåede at bryde ud af en forudbestemt skæbne. Hans rejse begyndte, da han sparede op til ungdomsskole og senere erhvervede sig et svendebrev som maskinarbejder.

Alt derfra er en vaskeægte socialdemokratisk succeshistorie.

Sognerådspolitikeren

Bogen beskriver Laustsens arbejde og hans engagement i Dansk Metal, hvilket førte ham ind i politik og sidst til en position som et mangeårigt medlem af Folketinget.

Her er han kendt som definitionen på en “sognerådspolitiker”, men den lidt nedladende betegnelse bærer Laustsen med stolthed. Politik bliver ikke mere relevant, end når det betyder noget for rigtige mennesker.

Hans hovedinteresse er de borgere, der kommer i klemme i det danske system

Og havde man lyttet til Laustsens sognerådspolitik i tide, så havde Forsvaret eksempelvis ikke nedlagt sin ammunitionsfabrik, så de værnepligtige i dag skal løbe rundt og råbe bang ad hinanden.   

Ikke noget kritisk portræt

‘Den sidste rustbanker’ skildrer Laustsen som en uforanderlig rød rebel. På trods af sin lange karriere i det politiske system, er han aldrig blevet socialiseret ind i Slotsholmens miljø af embedsmænd og journalister.

Hans hovedinteresse er de borgere, der kommer i klemme i det danske system. Han fremstilles i bogen ikke blot som en partimand; men en tillidsmand for hele Nordjylland, der aldrig har mistet kontakten med sin oprindelse og de værdier, der driver ham.

Ofte smiler man af de vidtløftige anekdoter

Bogen er ikke et kritisk portræt, og forfatteren lader åbent sin sympati for Laustsen skinne igennem. Skildringen af Laustsens engagement står som et symbol på det socialdemokratiske ideal om at kæmpe for den lille mand og pige.  

Prehn, forfatteren, formår at indfange Laustsens personlighed, som gør bogen underholdende men også fabulerende.

Ofte smiler man af de vidtløftige anekdoter, men lige så ofte tænker man som anmelder: "Man skulle nok havde været der”.

Den ægte socialdemokrat

Når kritikere skal fremmane forfaldsmyter om Socialdemokratiet, så opererer de ofte med arketypen “den ægte socialdemokrat”, der uvægerligt står i opposition til det til enhver tid nuværende sammenrend af halvstuderede røvere.

Det er ligesom, når dagbladet Politiken henført drømmer om den “anstændige borgerlige", der på et tidspunkt vil vågne af sin døs og tage afstand fra højrepopulismen.

Altså ren ønsketænkning.  

Men i den forstand at der ikke kun er tale om en nostalgisk sagnfigur, så er Bjarne Laustsen meget tæt på at leve op til billedet på den ægte socialdemokrat, for han er nok en af de folkevalgte, der kommer tættest på at afspejle sit partis vælgere i væremåde og tankegang.

Partiet kan lære af Laustsen 

Her bliver bogen muligvis også relevant for socialdemokrater, der ikke kender Laustsen eller interesserer sig for hans historie. Det er ikke nogen overdrivelse at påstå, at partiet står i en legitimitetskrise med meningsmålinger under 20 procent.

Rigtig meget af det, som foregår i SVM-regeringen, giver mening for de politikere, som er tættest på beslutningerne. Men det er ikke embedsværket eller lobbyisterne der sætter deres kryds ved liste A. Det er mennesker som Bjarne og dem, som stemmer på ham.

Alt i alt er ‘Den sidste rustbanker’ inspirerende læsning for enhver, der interesserer sig for dansk politik og historie

Selv om Laustsen ikke regnes for en af de største profiler og selvom han aldrig har haft mediernes store opmærksomhed, er han alligevel i årtier lykkedes med at gøre sit arbejde relevant for de socialdemokratiske vælgere.

Det kunne hans kollegaer godt lære noget af.

‘Den sidste rustbanker’ er således ikke kun historien om en mand, men også et levende portræt af en epoke og de sociale og politiske kampe, der har formet vores samtid.

Alt i alt er ‘Den sidste rustbanker’ inspirerende læsning for enhver, der interesserer sig for dansk politik og historie.

Det er en fortælling om en mand, der trodsede oddsene og forblev tro mod sig selv og sine idealer i en verden, hvor sådanne egenskaber ofte ofres.
 

Rasmus Prehn. ‘Den sidste rustbanker’. Grønningen1, 327 sider. 2023.