Måske er det faktisk ikke så mærkeligt, at der synes at blive længere og længere mellem de helt store film om biler og motorsport i samtiden. Vi lever trods alt i en tid, hvor frihed vel snarere er forbundet med computere, og hvor biler er sådan nogle, der ofte forbindes negativt med den galoperende klimakrise.

”Le Mans ‘66” udspiller sig i et årti, hvor bilen symboliserede sex, sejr og ikke mindst ultimativ frihed

Derfor giver det også god mening at James Mangolds (”Walk the Line” red.) nu biografaktuelle ”Le Mans ‘66” udspiller sig i et årti, hvor bilen symboliserede sex, sejr og ikke mindst ultimativ frihed, og hvor en af tidens helt store drengerøvshelte hed Steve McQueen.

”Le Mans ’66” er den hæsblæsende fortælling om, hvordan den amerikanske bilproducent Ford Motors sætter sig for at charme sig ind hos en efterkrigstidens unge, der havde fået penge på lommen. I starten af tresserne har firmaet nemlig med røde tal på bundlinjen. Og svaret, tja, det er at designe intet mindre en racerbil så hurtig, at den ville kunne give det altdominerende Ferrari baghjul ved det ikoniske 24 timers løb i Frankrig: Le Mans.

Til jobbet hyrer den navlebeskuende direktør Henry Ford II (Tracy Letts red.) den tidligere racerkører og talentfulde bildesigner, Carroll Shelby, som spilles af Matt Damon (Good Will Hunting red.), som igen hyrer den fandenivoldske racerkører og tidligere krigsveteran, Ken Miles, som spilles af Christian Bale (3:10 til Yuma, The Dark Knight red.).

På den måde følger vi det vidt forskellige makkerpar i opture og nedture, mens de sammen udvikler det, der skal blive den nu legendariske Ford GT40. Og lykkes det så? Ja, selvfølgelig.

Enkelt plot og gamle dyder 

Allerede fra filmens begyndelse står det klart, at det faktisk ikke handler så meget om sejren kommer i hus eller ej. Heller ikke hvis man ligesom undertegnede åbenbart ikke har fulgt nok med i sin fars passion for motorsport til på forhånd at kende resultatet. Men snarere hvordan sejren kommer i hus.

Et moderne take på det gamle Hollywood

Med andre ord er ”Le Mans ´66” et moderne take på det gamle Hollywood. Den slags film, hvor plottet er enkelt og dyderne overvejende tilhører svundne tider. Det sætter naturligvis sit tydelige præg på både kulissen og karakterne.

Derfor er det hverken påfaldende, at filmen er optaget i og omkring Le Mans eller at Automobile Club de l’Ouest har hjulpet med retrolækre rekvisitter, hurtige biler og arkivmateriale for at gøre resultatet så præcist og troværdigt som muligt.

Det samme gælder de noget bedagede macho-attituder og kønsrollemønstre, som karakterne bærer rundt på. Alene bare det, at Fords direktør, Henry Ford II, ikke har andet i hovedet end at være en lige så legendarisk bilmager som sin farfar, Henry Ford, grundlæggeren af Ford Motors, siger det hele.

Banen er kridtet op til et drama med benzinbuldrende biler og rigtige mandfolk.

Af samme årsag lykkedes det også den mafiosoagtige alfahan, Enzo Ferrari, at fornærme hinnævnte personligt med en mundtlig leveret hilsen, om ”at Ford laver små, grimme biler på grimme fabrikker” og den velpolstrede direktør i øvrigt er ”fed”, da man forsøger at opkøbe den skrantende italienske bilgigant uden held.

Uanset om man selv tror den slags krigeriske mandehørm eller ej, er ”Le Mans '66” under alle omstændigheder virkelig fremragende historiefortælling, hvor banen er kridtet op til et drama med benzinbuldrende biler og rigtige mandfolk.

Den sejrende taber

Lige hvad Ken Miles angår, er han dog mere end bare et egocentrisk mandfolk. Bag de kulsorte Ray Ban Balorama gemmer sig også en folkets mand, hvis åbenlyse talent effektivt kan forføre de fleste af os med bare det mindste benzin blodet.

Bortset lige fra den skurkeagtige leder af Fords motorsportsprogram, Leo Beebe (Josh Lucas red.), måske; en slesk lakaj, der nu og da gør sit til at forpurre Miles og Shelbys succes.

Le Mans ’66” er med andre ord den lille mands kamp mod de umulige odds

”Ford hader folk som os, fordi vi er anderledes”, lyder det undervejs fra outsideren Ken Miles. Han er imidlertid heller ikke bleg for at sige de høje herrer imod. Samtidig har hans indre drift mod "den perfekte omgang" uanset pris mere X-factor end de åndsforladte regnemodeller hos marketingsafdeling helt kan holde til, hvad der ofte fører til interne sammenstød.

     Foto: 20th Century Fox/Nordisk Film

”Le Mans ’66” er med andre ord den lille mands kamp mod de umulige odds. Den kamp, vi oplever inde på banen, reflekterer en hanekamp mellem Fords kyniske papirnussere, der kun tænker på bundlinje og strømlinede salgsbudskaber, og de to beskidte arbejderdrenge med fart over feltet og et ærligt take på tilværelsen.

Selvom de to motorfetichister både giver Ferrari og holdkammeraterne baghjul, slutter den historiske sejr til Ford Motors alligevel med, at løbets tre Ford-biler sammen følges over målstregen i Le Mans. Et selvisk og udspekuleret reklamestunt udtænkt af filmens onde ånd, nemlig Leo Beebe.

Selvom den lille mand taber i Mangolds nye racerfilm, står han alligevel tilbage som en den egentlige vinder

Den sleske marketingsmand vidste efter sigende godt, at Ken Miles ville miste sejren, hvis de to biler kørte sammen over målstregen, hvad der også fremgår i filmen. Men selvom den lille mand taber i Mangolds nye racerfilm, står han alligevel tilbage som en den egentlige vinder, som folk hepper på. I en aldeles drøngod film til dem, der er ikke bare elsker duften af benzin og brølende bilmotorer, men også er til ganske effektiv historiefortælling.

James Mangold: “Le Mans ’66”, 20th Century Fox, 2:32 minutter. Premiere 14. november 2019