Fra barsk opvækst til Knebworth
Ifølge kultureliten er sandheden om det britiske band Oasis ofte den, at bandet blot havde kulturel relevans i relation til den kombination af nostalgi og ny energi, der under navnet britpop skyllede gennem Storbritannien i midten af nittenhalvfemserne. At det skulle være den eneste sandhed om bandet, er imidlertid ikke tilfældet. Og heldigvis. Det viser den prisvindende instruktør Mat Whitecross i sin nye dokumentar Oasis: Supersonic, der i disse dage har fået premiere i en række udvalgte danske biografer.

I dokumentaren følger vi sporadisk de to brødre, sanger Liam Gallagher og guitarist og tekstforfatter Noel Gallagher, fra deres barske opvækst i en forstad til Manchester, til de mange år senere, i 1996, står på toppens tinde på den legendariske festival Knebworth med to rekordsælgende koncerter. Med mindst to ligeså rekordsælgende albums i baggagen, som musikalsk og kulturelt definerede en hel generation, dokumenterer filmen her imidlertid ikke kun bandets kommercielle succes, men også en symbolsk realisering af den slags drengedrømme, som nok kun de færreste kammerater hjemme i Manchester turde håbe på for dem selv. Noel Gallagher formulerer det undervejs således: ”Vi var hårdtarbejdende folk, som kom fra ingenting, og erobrede det hele.”

Collageteknik og søskenderivalisering
Til at fortælle den historie anvender Mat Whitecross en såkaldt collageteknik. Filmen fremstår således som et kludetæppe af diverse fotos, tv-klips, gamle videooptagelser og friske interviews med de to Gallagher-brødre samt en tæt inderkreds af de tidligere bandmedlemmer Paul “Bonehead” Arthurs og Tony McCarroll, pladeselskabsejer Alan McGee, manager Marcus Russell og ej at forglemme mor Peggy.

Vi hører om forældrenes skilsmisse, deres voldelige og alkoholiserede far, om bandets tilblivelse, om den skæbnesvangre aften på King Tut’s i Glasgow, hvor pladeselskabsejeren Alan McGee fra Creation Records spotter dem, om de to skelsættende albums Definitely Maybe og What’s the Story (Morning Glory)? og ikke mindst den ofte meget, meget underholdende søskenderivalisering mellem Gallagher-brødrene. “Noel har en masse knapper, Liam har en masse fingre” siger guitarist og tidligere bandmedlem Paul “Bonehead” Arthurs på et tidspunkt, og forklarer således ganske illustrativt de evindelige magtkampe mellem de to slagsbrødre, som siden hen, i 2009, førte til bandets opløsning.

Mangler nærvær
I modsætning til kunstnere som Bruce Springsteen eller Billy Bragg var Oasis aldrig politisk eller socialt engageret. Ikke rigtigt. Alligevel vil det ikke være forkert at sige, at den ligefremme adfærd, som især Gallagher-brødrene typisk lagde for dagen, havde en slags politisk indflydelse på folks måde at tænke, tale og gå klædt på. Oasis udtrykte en autencitet, et livsmod og en poesi, som ikke var helt så selvfølgelig for tidens sukkesøde boybands og selvmedlidende Grunge-musikere. Et udtryk, som selv lokale håndværkere ikke fandt det pinligt at synge med på.

Derfor kunne man godt have ønsket sig, at Mat Whitecross have turde dvæle en anelse mere ved det sociale miljø, der formede de to Gallagher-brødre og resten af bandet, og som i alt sin enkelthed er helt uomgængelig for bandets senere ry og omdømme. Hvor er fx skolekammeraterne og barndomsvennerne? Hvor er dem, de spillede fodbold og røg pot med i parken? Og hvad med Mr. Sifter, ham den lokale pladebutiksejer, som vi jo stiftede bekendtskab med i sangen ”Shakermaker” fra Definitely Maybe? Måske skulle Whitecross have hevet fat i ham. Det havde givet filmen et nærvær og en intimitet, som man momentvis mangler undervejs.

Arbejderklassens drømmebærere
Alt i alt har Mat Whitecross imidlertid lavet en ganske seværdig og medrivende dokumentar, som selv de personer, der ikke ligefrem er hardcore fans, også ville kunne finde underholdende. Med Supersonic demonstrerer han, at de sædvanlige referencer til den medieskabte rivalisering mellem middelklassens pæne og veluddannede drenge fra Blur og arbejderklassens slemme drenge fra Oasis, samt guitarist og tekstforfatter Noel Gallaghers flirt med Tony Blair og New Labour, ikke er et absolut nødvendigt fokus for at fortælle historien om arbejderbandet fra Manchester.

Derfor er det heller ikke tilfældigt, at filmen sakser sin titel fra bandets debutsingle og surrealistiske nonsenstekst, ”Supersonic”, hvor et par linjer lyder:”I feel supersonic / Give me gin and tonic / You can have it all / But how much do you want it?” Som Mat Whitecross hermed signalerer, er det nemlig ønsket om at dokumenterer braget gennem hitparadernes lydmur, der interesserer ham, og ikke mindst hvordan gruppens medlemmer subjektivt oplevede det. Eller sagt på en anden måde: At skildre gruppens transformation fra at være på bistand til at være, ja, som de i al ubeskedenhed selv udtrykker det, verdens bedste band.

De to Gallagher-brødre er ofte blev udskældt for at have forrådt deres ophav, men ifølge Mat Whitecross holder det ikke helt stik. Filmen synes snarere at fremstille dem som en slags drømmebærere for den arbejderklasse, hvorfra de kom. Men det er også en film, der mere generelt er en hyldest til de drømme, den rockmusik og det kammeratskab, der trods alt bandt dem sammen. Og som binder os alle sammen. Hvis vi altså tør synge med på sangen.