Sort sjæl på film

Tre forskellige film sætter fokus på revolutionær periode i de sorte amerikaneres historie.
Foto: Disney
Summer of Soul
De sidste par år har vi oplevet at de sortes historie i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne forsøges reaktualiseret på film.

Det er en god grund til, fordi deres enestående historie synes at være forsvundet, og derfor endt som en underfortælling af denne revolutionære periode.

Det er måske mest tydeligt, med dokumentarfilmen, Summer of Soul (… Or When the Revolution Could Not Be Televised), der i år vandt en Oscar for bedste dokumentarfilm.

placeholder

Den er lavet af Qestlove, musiker i gruppen The Roots, og den er baseret på utallige timers filmoptagelser fra en musikfestival i Harlem, der løb af stabelen over flere weekender i sommeren 1969.

Sorte blev overset

Filmens undertitel er en lettere omskrevet reference til ‘The revolution will not be televised’, titlen på Gil Scot-Herons spoken word tekst fra 1971, der samtidig betragtes som en af de første rapnumre overhovedet.

Og det er jo nærmest en profeti, fordi filmatiseringen af festivalen i 1969 blev hverken solgt til det store lærred eller til TV.

Ser man på de optrædende til denne musikfestival, hvor BB King, Nina Simone, Sly & the Family Stone, Stevie Wonder og mange flere optrådte, kan den med rette sammenlignes med Woodstockfestivalen, der løb af stablen på samme tid.

Det var store navne, og når man ser dokumentaren forstår man også, at dens betydning var ligeså massiv og banebrydende for de sorte, som Woodstockfestivalen var for hippierne.

En sandhed serveret direkte og uden omsvøb

Det helt overraskende, set med historiske øjne, er hvordan musikscenen dengang var så ekstremt raceopdelt.

Jeg har personligt aldrig lagt mærke til det tidligere, når jeg har set filmklip fra Woodstock, hvor stort set alle gæsterne var hvide.

Det er først, da jeg så 'Summer of Soul', hvor stort set alle gæsterne var sorte, at det gik op for mig, hvor adskilt det var dengang.

Det er som at få en sandhed serveret, direkte og uden omsvøb, der strider imod alt det, som jeg tidligere har haft at ideer om hippiebevægelsen som en multikulturel bevægelse.

‘Summer of Soul’ er en vigtig dokumentar, og det er forbløffende, at de mange timers optagelser slet ikke blev betragtet som værdifulde dengang.

Ingen produktionsselskaber var interesserede i dem, og derfor blev de gemt væk. De er aldrig tidligere blevet vist. Det er faktisk ikke til at fatte, eftersom at de optrædende jo i dag - og dengang - var og er store navne.

Dokumentaren gør også en del ud af at sætte festivalen i kontekst. Fra 1965, hvor bydele som Watts var udsat for massive riots og hårde konfrontationer med politiet, fordi de fattige sorte gjorde oprør imod politibrutalitet og fattigdom - især på de varme sommerdage - forsøgte myndigheder at regne ud hvorledes man kunne håndtere det.

Men der var bare ingen nemme løsninger. Ghettoerne var som tørt krudt, der blot ventede på en gnist.

De sorte pantere

I 1966 startede en lille gruppe unge, heriblandt Bobby Seale, The Black Panther Party,

Efter mordene på Malcolm X i 1965, og senere mordet på Martin Luther King i 1968, var der ikke mange sorte amerikanere, der gjorde sig håb om fredelig forhandling om ligestilling og retfærdighed.

The Black Panther Party besluttede sig allerede fra begyndelsen, at de ville bære synlige, skarpladte våben og konfrontere politiet, når de chikanerede sorte i ghettoerne.

De kaldte de brutale politimænd for "Pigs", og det var en bevidst strategi, kombineret med deres sorte tøj og shotsguns, fordi de ønskede at de sorte skulle helbredes for deres anger og angst for de hvide undertrykkere. Det handlede i høj grad om selvbevidsthed og om stolthed.

Panterne skabte frygt hos myndighederne. J. Edgar Hoover, chef for FBI, udtalte, at han mente at The Black Panther Party udgjorde den største sikkerhedsrisiko USA stod overfor i disse år. Og han gjorde noget ved det.

Det er i dag en kendt sag, at han brugte alle mulige beskidte metoder for at komme dem til livs.

Mangler passion og vildskab

Shaka Kings ‘Judas and the Black Messiah’ fra 2021, bygger på den sande historie om hvordan Hoover pressede en sort mand til infiltrere The Black Panther Party.

Vi følger denne mand, der kommer tæt på partiet, og som har skrupler med at skulle gøre dette beskidte arbejde.

Desværre er filmen bare ikke særlig god. Det er som om, at den mangler passion og vildskab.

Det problematiske ved filmen kan tydeligt illustreres ved at sammenligne talerne fra Spike Lees ‘Malcolm X’ fra 1992, med talerne fra ‘Judas and the Black Messiah’.

I 'Malcolm X' bliver talerne så stærke, at man ikke kan undgå at gyse over den vilje til forandring, som dengang var så stærkt udtalt blandt de sorte revolutionære. Sådan oplever man det ikke, når man ser 'Judas and the Black Messiah'.

Kaos ved retssag

I 2021 kom også Aaron Sorkins ‘The Trial of the Chicago 7’. Den handler om det retsopgør, der kom i kølvandet på protesterne og konfrontationerne med politi og militær, i forbindelse med Demokraternes årlige konvent i 1968.

Her mødtes borgerrettighedsorganisationer, hippierne og de oprørske studenter, for at protestere imod krigen i Vietnam

Også repræsentanter fra The Black Panther Party mødte op. Det endte i kaos, og demonstranterne fik hårde klø, og det blev en kæmpe skandale.

placeholder

Syv blev hevet i retten, og selvom Bobby Seale fra The Black Panther Party var anklaget for andre sager, end de andre syv, der skulle møde i retten, var det eksplicit et ønske fra dommeren og myndighederne, at denne retssag skulle statuere et eksempel, og gerne ende med hårde straffe for at opildne til vold.

Helt grotesk var det, da dommeren beordrede Bobby Seale bagbundet og gjort tavs med en klud, og ubegribeligt i dag, at han endte med at blive dømt til fængsling for at have udvist foragt for retten.

Retssagen blev en vending i amerikansk retshistorie, der var så skandaløs, at dommene siden blev omstødt og dommeren fyret fra sit arbejde. Det endte med at blive en sejr for borgerrettighedsbevægelsen og for de sorte.

Problemet af bare, at ‘The Trial of the Chicago 7’ heller ikke er en god film. Det minder mere om en tv-produktion, end om en film, beregnet til det store lærred.

Den blev rost af mange anmeldere, men også kritiseret for at være for meget fiktion, og for lidt faktuel.

Den mangler dramatik og godt skuespil, selvom Sacha Baron Cohen forsøger at spille Abbie Hoffman præcist så gakket, som man kunne forestille sig, at denne kompromisløse modkulturelle frontfigur faktisk var. Det løfter bare ikke rigtig filmen op.

Black and Proud

Tilbage til ‘Summer of Soul’. Festivalen blev afholdt i sommeren 1969. Myndighederne var med rette bange for uroligheder, ligesom dem der siden 1965 var brudt ud i Watts og andre ghettoer.

Men det var ikke bare en musikfestival. På scenen brugte de fleste musikere tid på at tale for sortes rettigheder, og hele festivalen blev kontrolleret af The Black Panther Party.

Der blev talt om at være “Black and Proud” - stolt af at være sort -, ligesom James Brown året før havde sunget. Og Nina Simone udtalte, at hun drømte om at de unge sorte voksede op og blev til noget.

Samtidig oplevede Harlem og andre sorte ghettoer en heroin-epidemi. Den ramte langt hårdere, end de få tilfælde af dårlig LSD, som der blev advaret om på scenen i Woodstock.

Spøjst nok var Sly & The Family Stone det eneste band, der både spillede på Woodstock og på festivalen i Harlem. Det er spøjst, fordi det også samtidig var det eneste band, der bestod af både hvide og sorte kunstnere.

‘Judas and The Black Messiah’ og ‘The Trial of the Chicago 7’ var begge nomineret til priser til Oscar-uddelingen sidste år, men de vandt ikke noget.

Til gengæld vandt ‘Summer of Soul’ i år prisen som årets bedste dokumentar. Og det er både retfærdigt og naturligt, at de to spillefilm ikke vandt noget, og at dokumentaren fik førsteprisen.

Det undrer mig faktisk, at man ikke har kunnet lave bedre film om The Black Panther Party og retssagen i Chicago, fordi det er så spændende historier, der næsten fortæller sig selv.

I det hele taget viste filmene ‘Ali’ og ‘Malcolm X’, at det er så store almenmenneskelige historier, og så betydelige for alles viden om og forståelse for de sortes oprør, at det giver mening at lave endnu flere af dem.

Måske der kommer flere. Det er ønskværdigt. Men nu skal vi lige fordøje, at man gennem så mange år simpelthen ignorerede en betydelig festival, og et stykke filmmateriale, hvor nogle af datidens største kunstnere optrådte og skabte en kulturrevolution, der huskes inderligt af alle dem, der var til stede i disse dage.

 

’Summer of Soul’. Dokumentar. Instruktion: Ahmir ’Questlove’ Thompson. Spilletid: 117 min. Premiere: Kan ses på Disney+.

'Judas and the Black Messiah'. USA, 2021. Instruktør: Shaka King. Manuskript: Will Berson og Shaka King. Medvirkende: Daniel Kaluuya, LaKeith Stanfield, Jesse Plemons, Dominique Fishback, Ashton Sanders, Darrell Britt-Gibson. Har haft premiere.

'The Trial of the Chicago 7'. USA, England, Indien, 2020. Instruktør og manuskript: Aaron Sorkin. Medvirkende: Eddie Redmayne, Sacha Baron Cohen, Jeremy Strong, Yahya Abdul-Mateen II, Mark Rylance, Joseph Gordon-Levitt. Kan ses på Netflix.


 

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet og arbejder som fiskehandler.


placeholder

Kommentarer

I stedet for at se dårlige film, burde folk læse denne meget væsentlige bog, med en problematik der også mere og mere rammer Danmark:https://www.bogtorvet.net/sjael-paa-is-aabne-breve-til-usa_eldridge-clea...

Annonce