Countrysanger stryger ind på hitlisterne og afslører dyb splittelse i USA

At to countrysange med politiske budskaber kan indtage toppen af amerikanske hitlister er et udtryk for et splittet amerikansk samfund, og det er tegn på, at valget nærmer sig, og at værdikampen er dybt plantet i befolkningen.
Foto: radiowv/Youtube/Oliver Anthony
Oliver Anthony er strøget ind på toppen af de amerikanske hitlister med sangen ’Rich Men North of Richmond’ .
Det kom som lidt af et chok, da en nærmest ukendt countrysanger, Christopher Anthony Lunsford, smed en sang op på sin YouTube-kanal, Oliver Anthony Music.

Straks blev sangen med titlen ’Rich Men From North of Richmond’ nummer 1 på den amerikanske Billboard Hot 100.

Det er første gang nogensinde, at en fuldkommen ukendt kunstner på den måde har gatecrashet hitlisten.

En af grundene til, at den på den måde skød i vejret, er dens politiske indhold, som den borgerlige fløj mener giver udtryk for deres politiske ståsted, fordi den kritiserer Big Government og velfærdsydelser.

Kort sagt, så er sangen et udtryk for en klassisk og ærkeamerikansk kritik af staten, der køber sig til stemmer med velfærdsydelser, samtidig med, at politikerne i Washington bliver federe og federe.

Alt sammen på bekostning af den sande “Working Man”, der bliver bestjålet via skatterne, og som får begrænset sine rettigheder via lovgivning og indblanding i deres privatliv.

Den amerikanske måde

Denne figur, eller politiske trope, er der lige skrevet en fremragende bog om, som jeg kan anbefale interesserede at læse. Bogens titel er ’The Big Myth. How American Business Taught Us to Loathe Government and Love the Free Market’, skrevet af Naomi Oreskes og Erik Conway.

Den handler om hvorledes en række stærke erhvervsorganisationer lige siden The Dust Bowl, der ramte Syden i slutningen af 1929, for alvor satte gang i opbyggelsen af en egentlig ”velfærdsstat”, hvor man understøttede de ildestedte midt i krisen.

Hvis blot staten ikke blander sig hele tiden

Oreskes og Conway analyserer hvorledes disse erhvervsorganisationer får kreeret en historie om, at ”The American Way” er alt andet end staten og New Deal, og at ”De frie markedskræfter” nærmest er at sammenligne med kristendommen, hvor den frie arbejdsgiver skaber så meget merværdi, at det er til fordel for arbejderne.

Hvis blot staten ikke blander sig hele tiden.

I bogen beskrives det blandt andet, hvorledes forfatteren Laura Ingalls Wilders succesromaner om ’Det lille hus på prærien’ bliver anvendt af disse erhvervsfolk til at skabe en myte om ”den amerikanske sjæl”, der er knyttet til den lige så store ”Frontier-myte”, hvor de hårdtarbejdende, kristne nybyggere rykker mod Vest og skaber den civilisation, som vi kender i dag.

Men problemet er bare, at Laura Ingalls Wilders historier om sin families kampe var en romantisk og falsk myte, der grundlæggende havde den moralske pointe, at det altid betaler sig at arbejde.

de agiterede stærkt for, at staten skulle minimeres, og at denne var arbejderens fjende nummer 1

Laura Ingalls Wilders datter, Rose, der hjalp sin moder med at få udbredt romanerne og myten, blev senere en allieret med filosoffen og systemkritikeren Ayn Rand, der i dag er en af nyliberalismens helt store ikoner.

Fælles for Rose og Ayn Rand er, at de begge blev finansieret af disse stærke erhvervsinteressenter, og at de agiterede stærkt for, at staten skulle minimeres, og at denne var arbejderens fjende nummer 1.

Denne virksomme lobbyisme og propaganda for minimalstaten mener forfatterne til bogen har skabt et falsk narrativ, der ikke stemmer overens med den amerikanske historie, hvor staten altid har stimuleret, interageret og korrigeret markedet.  

Populisme og kultur

’Rich Men North of Richmond’ indskriver sig i denne kontekst og flere journalister har skrevet, at sangerens ideologi minder en hel del om tiden, hvor Ronald Reagan var præsident.

Det var også under Reagans præsidentperiode, at den neoliberalistiske ideologi for alvor blev meget mere eksplicit udtalt, og selvfølgelig hyldede han også tv-serien af ’Det lille hus på prærien’.

Forholdet mellem populistisk politik og kulturindustrien har altid været stærk i Amerika, og det er ikke første gang, at den konservative fløj har ønsket at alliere sig med den populære countrymusik.

Da countrysangeren Merle Haggard i 1969 udgav sangen ’Okie from Muskogee’, hvor han synger om, at Sydens forhadte, landlige typer (Okies) ikke har langt hår, ikke brænder deres indkaldelsespapirer til hæren af, ikke ryger hash eller tager LSD, blev det af netop dem, der boede i de sydlige områder betragtet som en identitetspolitisk prosang for netop deres kultur.

Richard Nixon udnyttede faktisk hippiernes had til disse Okies eller rednecks

Det var den del af befolkningen, der sørgede for, at alle landets varer blev produceret og bragt rundt i landet, og det var dem, der kæmpede i krigene.

Det var dem, der bestemte, hvem der skulle være præsident i landet, som en reklame for en sydstatsby dengang proklamerede.

Og helt forkert var det ikke. Richard Nixon udnyttede faktisk hippiernes had til disse Okies eller rednecks, og han hyrede countrymusikere til at synge deres sange i Det Hvide hus i Washington, for at vinde stemmer i syden, hvilket han lykkedes med.

Og det er netop sådan, at sangen ’Rich Men North of Richmond’ bliver modtaget: som et manifest, skrevet af en de mange, der bliver gjort til grin af ”kultureliten” og de dovne, der lever fedt at velfærdsydelser, der i virkeligheden er skabt af de hårdtarbejdende.

Selvtægtsmanden og våben

Kulturkampen i Amerika er skarp som en ragekniv i disse år, og knivene vil blot blive hvæsset yderligere, efterhånden som vi nærmer os præsidentvalget til næste år.

Splittelsen kan ses mange steder, og det er bestemt ikke noget kønt syn. Men samtidig skaber disse værdikampe seismografiske rystelser, hvor for eksempel en ukendt countrysanger pludselig kan gatecrashe landet hitliste.

Og det er ikke engang første gang, at en politisk ladet countrysang sådan har gatecrashet hitlisten.

Sangen handler om alle de voldelige demonstrationer og overfald

Under en måned forinden var det Jason Aldeans countrysang, ’Try That in a Small Town’, der toppede listen.

Sangen handler om alle de voldelige demonstrationer og overfald, som man hver eneste dag kan se filmet på de sociale medier.

Hele pointen med sangen er, at hvis disse mange forbrydelser og kulturelle kampe foregik i en af Amerikas mindre byer eller på landet, så havde disse ”venstreorienterede” ballademagere mødt modstand, i form af selvtægtsmænd, der ville forsvare sig.

’Try That in a Small Town’ blev for alvor spredt på de sociale medier og skød til tops, efter at der blev lanceret en musikvideo, der er spækket med klip, hvor voldelige aktivister angriber politibetjente, brænder det amerikanske flag af, kombineret med romantiske klip af fredelige borgere i landlige omgivelser, der ”passer på hinanden”.

Jason Aldean hylder selvtægtsmanden, og i sangen hylder han også retten til at bære våben, så man kan forsvare sig imod disse ballademagere.

Og på mange måder minder sangen om Merle Haggards hit fra 1969, hvor den ”traditionelle amerikaner” ikke lader sig dupere af disse ”progressive”, der ødelægger ”de amerikanske værdier”, der befinder sig i folkets sjæl, derude på landet, langt væk fra byerne, der er ødelagte af ‘den kulturelle elite’.

For længe siden, dengang Ronald Reagan var præsident, kom han engang forbi en café, hvor skuespilleren Charles Bronson sad.

Myten fortæller, at Ronald Reagan kom hen til hans bord og spurgte ham, om der var noget, han kunne gøre for denne filmhelt, som han selvfølgelig så op til, og Charles Bronson svarede, at han kunne flytte sig, fordi han blokerede for solen.

Han udtalte, at hvis en galning forsøgte at angribe ham på gaden i New York, så ville han trække sit håndvåben og plaffe ham ned

Charles Bronson var især kendt for filmene ’Death Wish’, der handler om en selvtægtsmand, hvis datter og kone bliver overfaldet.

Han beslutter sig til at blive selvtægtsmand - vigilante - og man følger ham, mens han går rundt i storbyen om natten, og plaffer forbrydere ned, præcis på samme måde som i filmene om ’Dirty Harry’, med Clint Eastwood i hovedrollen.

Donald Trump nævnte ’Death Wish’-filmene under en flammende tale til primærvalget i 2016 i Tennessee, hvor han agiterede for retten til at bære våben.

Han udtalte, at hvis en galning forsøgte at angribe ham på gaden i New York, så ville han trække sit håndvåben og plaffe ham ned.

Han spurgte det begejstrede publikum, om de kunne huske filmen om selvtægtsmanden, og de responderede ved at messe: ”Death Wish, Death Wish!”

I filmen 'Death Wish' fra 1974 tyer hovedpersonen til selvtægt i New York.

I forbindelse med Trumps hyldest til selvtægtsmanden, sagde han, at skoleskyderier kunne undgås, hvis de angrebne bar våben.  

Her kunne Charles Bronson ikke forsvare sig, for i 2016 var han allerede død.

Sjakal-manifestet

Det var derimod spektakulært dengang den kriminelle rockergruppe, Hells Angels i Danmark, publicerede ‘Sjakal-manifestet’ i 2009.

Søren Pind, der dengang var Venstres udenrigsordfører, hyldede initiativet, hvor rockerne kaldte til krig imod de kriminelle indvandrerbander, som de betegnede som umenneskelige sjakaler.

Men som sandhedsvidne, var manifestet ifølge Pind, desværre spot on

Søren Pind bebrejdede det danske politi for at være for slappe, og at det var grunden til at rockerne måtte agere selvtægtsmænd, hvilket han ikke som sådan, direkte hyldede.

Men som sandhedsvidne, var manifestet ifølge Pind, desværre spot on.

I dag, i kølvandet på de mange koranafbrændinger, har Søren Pind igen reageret.

placeholder

Han er en varm fortaler for et forbud mod afbrænding af Koranen, et lovindgreb, som han ikke bryder sig om, men som desværre er nødvendigt, eftersom ”de gamle dage”, hvor man forstod at ”håndtere” typer som Paludan, ikke længere eksisterer, fordi ”de kulturelle bånd er ødelagt”.

Udtryk for splittelse

Det er selvsagt ikke overraskende at politikere bruger kulturen i deres systemer, og fænomenet er lige så udbredt på venstrefløjen, som den nu er på højrefløjen.

Det overraskende er, at to countrysange med så stor hast har kunnet toppe den amerikanske hitliste, fordi de bærer et specifikt politisk budskab, som politikere mener giver udtryk for deres agendaer.

Det er et udtryk for den splittelse, som det amerikanske samfund er udsat for, og det er tegn på, at valget nærmer sig, og at værdikampen er dybt, dybt plantet i befolkningen, der er oprørte.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Annonce