Fællesskabet bør spille en større rolle i dansk kultur. Derfor har Netavisen Pio lavet en fællesskabskanon over litteratur, hvor fællesskabet er det bærende element. Nils Nilssons Dokken fra 1933 er det tredje værk i kanonen.

Derfor er Dokken med i Fællesskabskanonen
Ret skal være ret – hvis man ser på rent litterære kvaliteter, er der bedre litteratur fra 30’erne end Dokken. Men hvad bogen mangler i dogmatiske litterære kvaliteter, vinder den tifoldigt tilbage i kulturelle visioner. Dokken er en art kulturel marxisme, hvor ræsonnementet er, at når nu arbejdet er blevet centrum for økonomien, skal arbejdet og arbejdslivet også være centrum for kulturen. Nils Nilsson gør derfor det københavnske skibsværft, hvor romanen foregår, til en slags mini-mosaik af 30’ernes klassesamfund med opløsningstendenser.

Nils Nilsson kan bestemt ikke anklages for at se ned på arbejderklassen. Uden at undertegnede er noget førstehåndsvidne til jargonen blandt smede og arbejdsmænd i 30’erne, virker deres samtaler om akkordarbejde, arbejderkultur, sammenhold og socialisme næsten for dybe. Men det tjener alt sammen til et godt formål: At beskrive, at det er lige her, blandt rustbankerne i bunden af et fragtskib, at de nye tanker om samfundets orden fødes og udleves.

Det handler Dokken om
Dokken handler kort og godt om livet og menneskene på et skibsværft i København i 30’erne. Vores hovedperson, arbejdsmanden Erik, har lidt vrøvl i ægteskabet, fordi hans kone er en småborgerlig købmandsdatter, der afskyr arbejderklassen. Men udover den stigende spændingskurve af ægteskabelige problemer og en – naturligvis – helt horribel svigermor, er romanens omdrejningspunkt livet på værftet.

På værftet møder vi en række af arbejderklassens kernetyper. Fra den stolte, fagligt aktive arbejdsmand og socialdemokrat over den apolitiske drukkenbolt og dagdrømmer til den ukollegiale gnier, der helst vil forlade arbejderklassen og blive marskandiser. Vi oplever klassemodsætningen mellem arbejdere og direktør, vi oplever funktionærernes konstant vaklende identitetskrise som en mellemting mellem arbejder- og overklasse.

Det er i mødet og i samtalen mellem denne brede palet af mennesker, at bogens handling skabes. Det er ikke udefrakommende, tilfældige begivenheder, der dikterer bogens gang. Lige så lidt som det i virkelighedens verden er usynlige terninger, der styrer livet. Heri ligger bogens styrke. Vel er den ikke smuk. Men den er sand.

Foto: Udsnit af P.S. Krøyer "Fra Burmester og Wains Jernstøberi", 1885

Mads Havskov Hansen er kulturredaktør på Netavisen Pio.