Annonce

Eks-minister og direktør vil være sygeplejerske: “Jeg har lyst til at arbejde i frontlinjen”

Tidligere socialdemokratisk minister, Christine Antorini, har sagt sit direktørjob op for at blive sygeplejerske. Hun mener, at det er en katastrofe, at uddannelsen er blevet talt ned.
Foto: LIFE Fonden
Christine Antorini, direktør i Life Fonden og tidl. S-minister. Fra september 2023 sygeplejerskestuderende
Christine Antorini kan skrive socialdemokratisk minister, folketingsmedlem og direktør på sit CV. Men efter sommerferien vil hun være at finde på skolebænken, når hun begynder som sygeplejerskestuderende på Københavns Professionsskole.  

“Nu har jeg lagt alle æg i en kurv. Jeg har sagt mit arbejde op,” lyder det fra en begejstret Christine Antorini, da Netavisen Pio fanger hende til en snak om hendes sporskifte.

Vil ud på frontlinjen 

Som børne - og undervisningsminister i Helle Thorning-Schmidts regering har Christine Antorini haft sin daglige gang i magtens centrum.
Hun forlod Folketinget i 2018 og blev sidenhen direktør for LIFE-læringscenteret, som arbejder med det naturvidenskabelige område inden for blandt andet uddannelse og forskning.

Fremtiden byder dog på en helt anden virkelighed, end den hun har været vant til som direktør og toppolitiker.

“Når man er indenfor de akademiske discipliner, så er der mange møder og beslutningsprocesser. Det er smaddersjovt og vigtigt. Men den håndværksmæssige dimension er der ikke. Det, at lære et fag, som man kan bruge i mange forskellige sammenhænge, talte virkelig til mig,” siger Christine Antorini.

For Christine Antorini var sygeplejerskeuddannelsen det rigtige valg, fordi uddannelsen tilbød en dyb faglighed, og det virkede meningsfuldt være en del af frontpersonalet.

“Det er en katastrofe, at sygeplejerskeuddannelsen er blevet talt så meget ned, for det er en fantastisk uddannelsesvej,” siger Christine Antorini.

“Som sygeplejerske har du en dyb faglig viden om sygdomme. Det er meget synligt, hvordan det håndværk kan bidrage til at løse patienternes problemer. Jeg har lyst til at arbejde i frontlinjen. Det synes jeg er meningsfuldt,” tilføjer hun.

En løftet pegefinger 

Med sine 58 år har Christine Antorini både haft tid til at tage en bachelor i statskundskab fra Aarhus Universitet og en kandidatuddannelse i kommunikation og offentlig forvaltning fra Roskilde Universitet.

Det betyder også, at hun - modsat de fleste unge studerende, hun kommer til at læse sammen med - ikke har S.U. at leve af, mens hun studerer.

“Jeg har været i den privilegerede situation, at fordi jeg har haft topleder-jobs, har jeg haft mulighed for at spare op til at kunne noget andet på et tidspunkt,” siger Christine Antorini.

Uddannelsessystemet er ikke lavet til, at man skifter spor senere i livet

Men for andre, som ikke har haft samme mulighed som hende for at spare op, kan det godt være et problem, hvis man senere i livet finder ud af, at man vil være sygeplejerske eller foretage et andet sporskifte, understreger Christine Antorini.

“Det er et af dilemmaerne, som kan gøre det svært for mange at lave et sporskifte senere i livet. Uddannelsessystemet er ikke lavet til, at man skifter spor senere i livet,” siger hun.

I den forbindelse kommer den tidligere minister med en opfordring til politikerne:

“Hvis vi vil det her med fleksibel livslang uddannelse, så må man bare sige, at der er et stykke arbejde, der skal laves,” siger Christine Antorini.

Mangel på faglærte og professionsuddannede

 

Ifølge tal fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd vil der mangle 99.000 faglærte, 24.000 med en kort videregående uddannelse og 13.000 med en lang videregående uddannelse i 2030.

Samtidig vil der være et overskud på akademikerne på cirka 25.000 i 2030.

Allerede nu er der rift om de faglærte og professionsbachelorerne, når de bliver færdige med deres uddannelse.

Ifølge de nyeste tal fra Danmarks Statistik, som udkom den 8. august, har 76 procent faglærte et arbejde 3 måneder efter, de bliver færdige. Dermed tilhører de den gruppe, hvor flest kommer hurtigst i arbejde.

Herefter kommer dem, som har taget en mellemlang videregående uddannelse, hvor 61 procent var i arbejde efter 3 måneder.

Til sammenligning er 48 procent universitetsuddannede i arbejde efter 3 måneder.

Netavisen Pio sætter i en artikelserie fokus på dem, som skifter spor og vælger en uddannelse, hvor der mangler hænder.

Dette er tredje afsnit i serien. Du kan læse de andre her.

 

 

Emma Inge Hansen er journalist på Netavisen Pio. 


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Ja ja, det er da meget godt. Men det ændrer jo ikke ved, at nu stadig står tilbage med spørgsmålet om, hvordan vi dog skal få flere til at vælge en fremtid som konsulent eller lobbyist ..

PS - godt gået Christine. Stor respekt.

Fin beslutning fra Christine Antorini..og tage en fagliguddannelse.har gode egenskaber &empati...🙂. Godt og tale sygepleje-faget op..
Der er behov for sygeplejersker held&lykke til Cristine..🚩

Flot gået Antorini, bare der var flere papirnussere der ville gøre det samme.

Der bør indføres en "voksen" SU for mennesker over 30 år på f.eks. det dobbelte af normal SU. Det vil gøre flere får mulighed for at tage Antorini springet.

Og/eller at man igen får løn under uddannelsen som f.eks. pædagog og sygeplejerske uddannelserne som man fik det før i tiden inden det hele blev akademiseret.