Jeg kom sent i gang med et liv med katte. Det er seks år siden, jeg begyndte at have katte omkring mig, i modsætning til forfatteren Doris Lessing, der modtog Nobelprisen i litteratur i 2007, og som skrev den lille og på mange måder underholdende bog Particularly Cats (da. Katte især).

Doris Lessing har været omgivet af katte gennem hele livet, lige fra hun som barn voksede op i Iran, siden Zimbabwe i Afrika og, senere, i tiden som voksen i London. I Afrika skelnede de stærkt mellem de vilde og de domesticerede katte, der udviste meget forskellige træk.

Første del af bogen handler om tiden i Zimbabwe, og anden del handler om to år af hendes liv i London, hvor vi især følger to katte: Grå kat og sort kat.

Bogen har tidligere været udgivet på dansk, men er nu genudgivet på forlaget A Mock Book i den hastigt ekspanderende og dybt fascinerende GAIA-serie, der holder den høje standard. Og ligesom seriens andre bøger er hovedtemaet i Lessings bog menneskets forhold til naturen - her i form af kattedyret.

Grå kat og sort kat

Doris Lessing beretter om livet med grå kat og sort kat, og meget af det kan jeg nikke genkendende til. For eksempel skriver hun:

“Katte kan iagttage dyr, gøremål eller handlinger, de er ubekendte med, i timevis. Når man reder en seng, fejer et gulv, pakker ned eller ud, syr eller strikker, hvad som helst - katte kigger gerne på. Hvad er det, de ser?”

Og i forlængelse heraf skriver hun: 

“Hvad er det for eksempel grå kat ser, når hun halve timer i træk iagttager støvgran svæve i en lyskilde? Eller når hun ser bladene bevæge sig uden for vinduet? Eller når hun hæver blikket mod månen over skorstenene?”

At jeg skulle ende som katteelsker, skete ved en tilfældighed.

I grunden er det fascinerende ved at være omkring katte, at nok har man kontakt til dem, men alligevel fremstår de som en evig gåde. Og nok er byens katte med hjem domesticerede, men alligevel er de i en vis forstand vilde.

Katte kan virke nærmest arrogante og afvisende, så man næsten får indtryk, at man ikke betyder noget særligt for dem. Men de kan også vise hengivenhed, i en grad så man føler sig privilegeret og udvalgt. Og når katten kommer ind med en levende mus eller fugl, er det nærmest uhyggeligt at betragte, hvor antændt den er, hvor meget den er indfanget af instinktet, af dens iboende vildskab.

Til gengæld beskriver Doris Lessing ret indgående og udførligt, hvordan kattene både er hjemmets centrale aktører, og hvordan de nyder denne tilværelse med forkælelse, men aldrig uden at strejfe rundt, søge ud i byen for at jage eller for at finde en mage.

At jeg skulle ende som katteelsker, skete ved en tilfældighed. Det var en vinterdag, hvor jeg fræsede på min scooter, mistede førligheden og bragede ind i en lygtepæl og brækkede kravebenet. Efter ulykken boede jeg i en periode hos min nylige kæreste, der var ude at rejse med sin datter. Og her lå jeg så og led af smerter og havde ondt af mig selv.

Men husets to katte kom efterhånden nærmere, og den mest kærlige af dem fandt hurtigt plads på min mave, hvor den lå og spandt. Og så var jeg solgt.

Som årene gik, døde de to katte, men andre er kommet til. Det er et liv i op- og nedgang, og ens liv som katteejer præges naturligvis af deres trivsel eller mangel på samme.

Kattens mystiske liv

Tilbage til Doris Lessing. Det undrer mig meget, at hun ikke beskriver stilheden, som katten er så slående en eksponent for. Den lister ofte omkring eller ligger og sover. En kat kan sagtens miave, men det er ikke ofte, at den giver lyd fra sig. Det er nok en af de mange grunde til, at især bogmennesker elsker katte i så udstrakt grad.

Til gengæld beskriver Doris Lessing ret indgående og udførligt, hvordan kattene både er hjemmets centrale aktører, og hvordan de nyder denne tilværelse med forkælelse, men aldrig uden at strejfe rundt, søge ud i byen for at jage eller for at finde en mage. Og netop denne del af kattens mystiske liv har fascineret mig overordentlig meget.

Det er et mysterie, at de kan strejfe rundt i en storby med biler og have en vild tilværelse her. At de måske har andre hjem, som de besøger, og at de har rangordner, som skal respekteres blandt de andre katte i området. At de på en sær måde lever et parallelt liv, og at de alligevel er i hjemmet og kan være alene over længere tid og nærmest virker ligeglade, når man selv kommer hjem.

At de så alligevel viser interesse, kredser omkring ens ben og giver en kattebid, som er deres måde at kysse på. Katte, der trives, har en uforlignelig evne til at kontrollere deres fysiognomi, og de kan bide og holde om ens lemmer med deres kløer uden at efterlade skræmmer. De lærer så hurtigt at holde sig renlige, og deres evne til at holde deres pels skinnende og fin er også beundringsværdig.  

Suzanne Brøggers oversættelse er upåklagelig.

For et par dage siden skulle min kærestes kat have besøg af dyrlægen. Derfor havde vi lukket døre og kattelem, så den ikke stak af. Prompte begyndte den at rykke en kande i keramik hen til kanten af spisebordet, hvor den væltede ned på gulvet og smadrede. Det var sådan en adfærd, som den havde holdt os vågne med, dengang den var killing og ikke måtte komme ud. Siden den lærte at opholde sig alene udenfor, var den helt holdt op med det, så nu forstod vi, at den forstod, at denne adfærd blev forstået af os som protest.

En bog for alle katteelskere

Doris Lessings liv med kattene og hendes mange beskrivelser er underholdende læsning, og teknisk set er bogen finurligt skrevet. Menneskene, inklusiv hende selv, spiller andenviolin, og fokus er på kattene, deres indbyrdes kampe, fødsler og strabadser.

Lessing beskriver indgående kattenes forskellige personligheder og menneskets evige forsøg på at forstå dem og udgrunde deres fascinerende adfærd og væsen. At det aldrig lykkedes til fulde, er en af de mange grunde til, at katteelskere nærmest udgør en kult.

Alle katteejere kan få noget ud af at læse denne bog. Suzanne Brøggers oversættelse er upåklagelig. Forsideillustrationen af tekstildesigneren, Evalou Hauge, er både hyggelig og sætter en præcis tone, og efterordet af Shëkufe Tadayoni Heiberg perspektiverer fint tekstens tilblivelseshistorie, der også rummer biografiske ligheder, der på mange måder er tankevækkende.

Man efterlades af Lessing med den kendsgerning, at katte kan komme og gå i ens liv. At man elsker dem, man har. Når de en dag ikke er her længere, så er der altid plads til ny, der har sin helt egen personlighed og sin helt egen, uudgrundelige karakter.

Doris Lessing: Katte Især. 139 sider. A Mock Book. En del af GAIA-Serien, 2023. I forbindelse med genudgivelsen af bogen afholder forlaget et arrangement om bogen og behovet for en artslitteratur, der behandler forholdet mellem forskellige arter. Læs nærmere her.