Enhedslisten beholder pistolen i hylsteret

Hovedbestyrelse afviser at præsentere regeringen for et mistillidsvotum i forbindelse med indgrebet i sygeplejerskekonflikten. Nøjes med “kritisk udtalelse”.
Foto: Anders Bredsdorff, Netavisen Pio
Sygeplejersker i demonstration på Dronning Louises Bro i København City
Det er kun sket en enkelt gang i Enhedslistens historie, at partiets magtfulde hovedbestyrelse har givet folketingsgruppen fuldmagt til at vælte en regering: Nemlig tilbage i 2013 hvor folk i Liste Ø i al hemmelighed forberedte et mistillidsvotum til Thorning-regeringen i dagpengespørgsmålet - blot for at blive overhalet af den fjerde af de såkaldte akutpakker, der skulle skal rette op på følgerne af dagpengereformen.

Nu er dele af Enhedslistens hovedbestyrelse dog så utilfredse med Frederiksen-regeringen, at hovedbestyrelsens 25 medlemmer i weekenden måtte mødes ekstraordinært for at drøfte et forslag om at stille et mistillidsvotum til regeringen på grund af indgrebet i sygeplejerskekonflikten.

Udgangen på mødet blev dog, at hovedbestyrelsen vedtog en tre sider lang udtalelse om, at “kampen for ligeløn, stærk velfærd og ordentlige arbejdsforhold i det offentlige fortsætter”.

“Vedtagelsen er kritisk overfor regeringen og indgrebet og bakker op om ligelønsbevægelsen,” siger partiets såkaldte FU-ansvarlige eller talsmand for forretningsudvalget, Lisbeth Torfing, til Netavisen Pio.

“Men den indeholder ikke noget mistillidsvotum til regeringen.”

Kritisk udtalelse

I stedet konstaterer udtalelsen, at “i Enhedslisten kritiserer vi på det kraftigste regeringens lovindgreb i sygeplejerskens legitime strejke.”

Selv om regeringen - og et flertal i Folketinget - nu har stoppet strejken, så understreger udtalelsen, at kampen for “retfærdig ligeløn” langt fra er slut:

Løfte kampen sammen med bevægelsen ud på gader og stræder

“I Enhedslisten vil vi støtte den bevægelse, som er opstået på ligelønsområdet, og løfte kampen sammen med bevægelsen ud på gader og stræder samt ind i Folketinget. Det vil vi, fordi det er helt essentielt for vores velfærdssamfund, at der er ordentlige løn- og arbejdsforhold samt ligeløn for alle dem, der knokler i det offentlige.”

Mindelser om Thorning

Det var hovedbestyrelsesmedlem og folketingskandidat Astrid Vang Hansen, som havde stillet forslaget med henvisning til, at forløbet bragte ubehagelige mindelser om lærerlockouten i 2013.

Dengang kritiserede Enhedslisten også den daværende Thorning-regering - og den borgerlige oppositions - indgreb i konflikten.

Men som Enhedslistens daværende politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, forklarede så kunne hun jo godt gå ned i folketingssalen og stille et mistillidsvotum til regeringen.

Det ville bare ikke ændre noget. Tværtimod. Enhedslisten ville få endnu sværere ved at komme igennem med sin politik, hvis - eller snarere når - Lars Løkke Rasmussen overtog nøglerne til Statsministeriet.

Ifølge Astrid Vang Hansen vil regeringen aldrig tro på, støttepartiet mener det alvorligt med sine trusler før den dag, partiet gør alvor af dem.

“Der skal kunne findes en pose penge – ikke bare til sygeplejerskerne, men til at løfte alle de traditionelle kvindefag i det offentlige – hvis man stadig skal kunne tro på den her regerings holdbarhed”, har hovedbestyrelsesmedlemmet sagt til Solidaritet.dk

Astrid Vang Hansen havde foreslået at give regeringen en tidsfrist til Folketingets åbning, den 5. oktober, til at finde pengene til sygeplejerskerne.

Enhedslistens hovedbestyrelse er partiets bestemmende organ mellem årsmøderne.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Enhedslisten tomme tønder buldrer mest. Mai Villadsen er pillet ned.
Ole Kloster Simonsen

Selv Enhedslisten og SF snynes at have opgivet/er ligeglade med de økonomisk dårligst stillede borgere og lønmodtagere i det her land. Mennesker, som både har den dårligste løn, den dårligste arbejdsmarkedpension (om nogen), dårligste arbejdsmiljø, dårligste ansættelsesforhold med hop ud og ind fra det ene job efter det andet. Ikke så sært de økonomisk dårligst stillede lever op til 13 år mindre end gennemsnittet med de livsforhold med evig stress og bekymringer.

Alle politikere synes at være enige om, at de mennesker ikke længere tæller med. De overflødige, som bare skal arbejde indtil døden indtræder - Helst før folkepensionsalderen for at presset livet maksimalt ud af de mennesker.

Danmarks statsgæld plejer at vende de politiske vinde. Heldigvis har de borgerlige ikke fået øje på dens himmelflugt endnu.
Finansministeren udviser det rettidige omhu, som gør at Danmark ikke for nuværende behøver at frygte en ny Fogh.
Der er regninger der skal betales og økonomien buldrer derudad som statsministeren siger.
Danskerne ved godt at coronaen har haft en dyr pris.

19 milliarder at gøre godt med, hvis ikke Enhedslisten allerede i panik fyrede dem af sammen med SF og Mette Frederiksen.

Selverkendelsens time. Nyt i dansk politik!

Bliver statsgælden for stor truer de blå partier. Sygeplejerskerne sættes i venteposition. Endnu et årti!

Desværre!

Annonce