Den norske forfatter Øyvind Morten har kæmpet sig gennem snestorme i Nordisland, er dykket ind i virtuelle virkeligheder, har fundet uopdagede bygningsrester sammen med verdens sidste landnamsmand.

Han har kørt på firehjulet motorcykel fra gård til gård i det, der engang var den norrøne Østerbygd i Grønland og har boet i en kopi af Erik den Rødes hus i fåreholderbygden Qassiarsuk.

Det har han skrevet en forrygende god bog om. Den er et faglitterært mesterværk, hvor skrivestil og fortælleteknik kombineres med nærlæsning af kilder og af landskaber, så Erik den Røde bliver nærværende for os.

Det gør islændingene og de norrøne grønlændere også. Det var seje folk, og deres bedrifter er betagende.

I åbne sejlbåde krydsede de verdenshavene, slog sig ned i Grønland og satte fod på New Foundland. At gøre sådan noget kræver gode skibe, godt sømandsskab og et tillidsfuldt samarbejde om bord.

Det mestrede disse folk, og samtidig kunne de fortælle verdens bedste historier. Nogle af dem blev skrevet ned i en meget ordknap form.

Det gælder blandt andet Erik den Rødes saga, der ikke fylder mere end 16 bogsider, og deraf er der endda kun én side, der har Erik den Røde som hovedperson.

Hvem var disse mænd? 

Denne ene side består af fyrre sætninger, og Øysten Morten læser disse sætninger som var de zip-koder, der kan pakkes ud, og det gør han så.

Sætning efter sætning udfoldes, og det hele bliver til en fascinerende bog på i alt 347 sider, der med overvældende fortælleglæde fører læseren ud på nordboernes togter til ukendte verdener.

En tid uden lov og ret

De første sætninger i sagaen lyder: 

”Thorvald hed en mand, han var søn af Asvald, der var søn af Okse-Tore. Thorvald havde en søn der hed Erik den Røde.” 

Øysten Morten gengiver sætningen som den er skrevet på oldordisk og spørger så: Hvem var disse mænd? 

Det står der noget om i andre sagaer, så nu ved vi, at sagaen begynder i den sydvestlige del af Norge i 900-tallet. Det var en tid uden stat og uden lov og ret.

Dette dobbelte blik er særdeles livgivende

Konflikter blev ofte løst med vold, og ganske vist var der forligsmænd på færde, men skyld og dom blev bestemt af hvem man var, og hvilken slægt og hvilke venner man havde.

Erik den Rødes far havde ikke venner nok, så han tabte en strid med naboerne og blev dømt fredløs, så han måtte forlade landet for at redde sit liv.

Han sejlede til Island, hvor han slog sig ned i det ugæstfri nord, og Øystein Morten følger ham og opsøger de steder der er nævnt i sagaen og forsøger at se på landet med såvel sine egne som nordboernes øjne.

Dette dobbelte blik er særdeles livgivende.

Længere mod vest

Om Erik den Røde får vi at vide, at han blev gift ind i en stormandsslægt og flyttede sydpå, men her var der også konflikter, og Erik blev dømt fredløs i tre år, så han måtte forlade Island.

Han valgte at sejle vestpå, hvor han håbede at finde hvalrosser, hvis stødtænder var guld værd i Europa.

Han kom først til et koldt og ugæstfrit land, der var dækket af is og sne, men han fulgte kysten mod syd, rundede Kap det gode håb og sejlede nordpå, hvor klimaet var mildere end på Nordstrand i Island.

Det hedder sig, at seks mænd kunne dræbe over fem hundrede hvalrosser på én dag

Inde i fjordene var de grønne enge, bakkedrag bevokset med dværgbirk og enebær og længere inde var der flokke af græssende rensdyr, og så var landet tomt. Der var ingen andre mennesker.

I tre år rejste Erik den Røde op og ned langs kysten og udforskede dette ukendte land. Det lykkedes ham også at finde store kolonier af hvalrosser, der lå og solede sig og var lette at dræbe.

Det hedder sig, at seks mænd kunne dræbe over fem hundrede hvalrosser på én dag.

Skønlitteratur og fakta

Nordboerne boede i Grønland i fire hundrede år, så bukkede de under. Øystein Morten opsøger de steder, de har boet, og ved hjælp af en grønlænder, der har taget land på samme måde som  vikingerne gjorde, lærer han at se på landet med Erik den Rødes øjne.

Samtidig bruger han sagaens angivelser af sejlretning, farvande, øer og og tidsforbrug som hjælpemiddel, og det medfører, at han finder hidtil ukendte ruiner.

Det er som science-fiction uden fiction

Samme metoder bruger Øystein Morten, da han følger nordboernes togter til Amerika og kommer til New Foundland, hvor der også er norrøne ruiner.

Det hele er fortalt så verden bliver ny og eventyrlig.

Bogen kan også ses som et vellykket udtryk for det skred der sker i de litterære genrer i disse år, hvor faglitterære genrer folder sig ud i nye former, der arbejder med skønlitterære fortælleformer, men som holder sig strengt til fakta.

Det er som science-fiction uden fiction. Det er pragtfuld læsning.

 

Øystein Morten: Erik den Røde. Oversat af Søren Vinterberg. 347 sider. Gad. 2024.