Hun kom da også omkring både trepartsaftaler, lovning på ny velfærdslov og regeringens darling: 37-timers aktivering af arbejdsløse indvandrere.

Imens var socialpolitikken så godt som fraværende i en tale, som jeg ellers værdsatte for at tale til kongen frem for stodderen i os alle.

Trods fraværet i talen, så skal vi ikke forvente socialpolitisk dødvande i den kommende tid. Nej, faktisk ser jeg frem til et hektisk år, hvor jeg sammen med politikere, fagbevægelsen og interesseorganisationer får lov at nørde igennem på en meget bred socialpolitisk palette.

Alle vil vi gøre vores bedste for at bruge vores indflydelse, for der er brug for ordentlige rammer til det sociale arbejde – og for en progressiv socialpolitik, der gør en konkret og vigtig forskel for de mennesker, der har brug for vores hjælp.

1) Opgør med den fragmenterede socialindsats

Jeg får lyst til at starte med en dagsorden, som - ud fra mit perspektiv som socialrådgiver - får alt for lidt opmærksomhed, nemlig "Hovedloven for en sammenhængende og helhedsorienteret indsats".

I årevis har borgere med mere end ét problem, der krævede hjælp fra det offentlige, skulle bruge alle deres ressourcer på at koordinere deres egen sag frem for at bruge energien på at få løst deres problemer.

Efter at vi socialrådgivere har råbt op om denne problemstilling i mange, mange år, tyder det endelig på, at de politiske forhandlinger går i gang meget snart.

Det kan lyde usexet, men hvis det bliver skåret rigtigt, så kan det være et opgør med et af de helt centrale problemer i socialpolitikken, som har fået mangt en borger til at falde mellem stolene og give op i processen mod mestring af eget liv.

Men det kan også gå galt, hvis man ikke giver nogle ordentlige rammer og vilkår for de medarbejdere, der skal sørge for koordineringen – det er set før i historien.

2) Udsatte børn har fortjent en god aftale

På børneområdet har vi ventet i spænding på regeringens børneudspil, som blev lovet med brask og bram i Mette Frederiksens nytårstale sidste år.

I december fik vi besked om, at udspillet var udskudt til det nye år. Jeg anerkender fuldt, at det har været et på alle måder usædvanligt år, hvor coronaen har ryddet dagsordenen også på dele af socialområdet, men vi ser frem til, at Folketinget tager hul på de politiske forhandlinger.

Det er væsentligt, at vi kommer i gang. Og jeg vil minde alle de politiske aktører om at tale sig tættere på hinanden. For børneområdet er for vigtigt til at fortabe sig i enkelte elementer og positionering. Der er brug for en aftale, der gør det muligt at give børn og familier tidligere og bedre hjælp.

Vi har desværre familieafdelinger mange steder i landet, som har alvorlige problemer med stress og fastholdelse, som blandt andet gør, at børnene ikke får den nærværende indsats, som skal til for at få dem godt i vej.

De udsatte børn har fortjent, at vi gør vores ypperste for, at de får samme chancer som andre.

3) Evaluering af handicapområdet

Siden sommerferien har vi socialrådgivere sammen med Socialministeriet og en række andre organisationer været i gang med at lave en grundig evaluering af det specialiserede socialområde.

Det er et område, der har stået i stampe alt for længe, mens borgergrupperne og handicaporganisationerne er blevet tiltagende mere frustrerede. Som socialrådgivere kan jeg genkende meget af den kritik, som kommer fra bl.a. #enmillionstemmer og Danske Handicaporganisationer.

Der er en bred opfattelse af, at der siden kommunalreformen, hvor kommunerne fik ansvaret for hele butikken, har været en generel afspecialisering - men vi har bare ikke tal på det.

Det og meget andet bliver endevendt for at finde ud af, hvordan vi sikrer børn og voksne med funktionsnedsættelser et værdigt liv.

I 2021 begynder de første resultater at tikke ind, og så kan politikerne så småt gå i gang med de politiske forhandlinger. Det er en politisk nødvendighed at dette arbejde fører til, at det specialiserede handicapområde løftes, så både mennesker med handicap og deres pårørende oplever, at de får den hjælp, der er behov for – og at de ikke skal kæmpe for deres rettigheder. Det må og skal være en grundpille i et velfærdssamfund.   

4) Psykiatrien på dagsordenen

En længe ventet reform er 10-års planen for psykiatrien. Det har været alment kendt, at psykiatrien er voldsomt underprioriteret både politisk og økonomisk og social- og indenrigsministeren, er gået sammen med sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S)  om en afdækning af problemet.

Det arbejde har haft svære kår i det år vi forlader, på grund af det store ressourcetræk, som epidemien har krævet, men vi er en lang række organisationer, som står og tripper for at komme videre.

Samtidig står det centralt for os alle, at arbejdet bliver gjort grundigt, så det kommer til at gøre den forskel, som mennesker med psykiske lidelser fortjener.

5) Enden på fattigdom?

Endelig er der den  sociale del af beskæftigelsespolitikken. Her kan vi se frem til forhandlinger om både førtidspension og fleksjob og ikke mindst, så står opgøret med kontanthjælpsloftet for døren.

Vi venter i spænding på Ydelseskommission, som desværre har fået det besynderlige mandat, at deres løsning ikke må koste mere end systemet gør i dag.

Det på trods af, at det skal løse et fattigdomsproblem, og det er jo lidt svært at forklare forældre, der ikke har råd til at give deres børn tøj på kroppen eller må vælge mellem bleer og mad sidst på måneden.

Så har aftalen om Arne-pensionen affødt, at den skal finansieres af et stort beløb fra beskæftigelsesområdet.

Det er et område, som i årevis er blevet behandlet med pisken af Christiansborgs politikere, hvilket har resulteret i, at det nu er blevet en paria, man bare kan spare på efter forgodtbefindende. Men det de fleste glemmer er, at det også et område, som varetager en meget stor social indsats for nogle af landets mest udsatte borgere.

Der skal lægges op til nytænkning, men det er ikke gratis, når man skal hjælpe de borgere, som har andre problemer end ledighed, og de er klart overrepræsenterede.

Så alle os med sociale dagsordener i blodet kan se frem til et år, hvor vi skal klø på for at få perspektiverne fra alle dem ude i virkeligheden, ind i debatten.

Vi har høje forventningerne, som nok ikke alle vil blive indfriet, fordi det også mange steder vil kræve en del ressourcer efter mange års besparelser på den offentlige sektor. Jeg og mine fagfæller er i hvert fald helt klar.