Annonce

For Fuglede er trofast et hundenavn

For Mads Fuglede er partidisciplin et fremmedord, og han har skabt en ny bundgrænse i dansk politik. Det skriver kulturjournalist, Niels Frid-Nielsen.
Foto: Folketinget, Steen Brogaard
Mads Fuglede skiftede i denne uge fra Venstre til Danmarksdemokraterne.
Rampelyset var for en stund rettet mod Mads Fuglede, da han tirsdag morgen skiftede parti fra Venstre til Danmarksdemokraterne.

Nyheden stod at læse på hans Facebookside, men den spredtes hurtigt til rygtebørsen på Christiansborg og videre derfra til de nationale medier.    

Venstres formand, Troels Lund Poulsen, fik nyheden om Fugledes exit i luften over Tyskland.

Folketingets formand, Venstre veteranen Søren Gade modtog nyheden, mens hans deltog i et møde med statsministeren.

Medlemmerne hjemme i Vestjylland fik besked op ad formiddagen via de nationale medier.

De mennesker, der havde opstillet ham i Ringkøbing-Skjern kredsen, hængt hans valgplakater op i lygtepæle, forsvaret ham på vælgermøder og stemt ham ind i Folketinget, syntes Mads Fuglede åbenbart ikke, at han skyldte en forklaring inden sit skifte.  

Hvor usselt kan det blive?

Man forstår godt, hvis nogen i Venstre finder den udmeldelse kujonagtig, uden pli eller dannelse. Som en dårligt opdraget fusentast, sneg han sig væk i læ af Facebook.

Skrupelløst forlod han det parti, han skyldte sin politiske karriere, ved hjælp af en bekendtgørelse på internettet.

"Det havde da været rart at være orienteret", udtalte kredsformanden i Berlingske.

Hvor usselt kan det blive? Hvor lavt kan man gå?

En flabet form for politik

Som årsag til sit farvel til Venstre angav Mads Fuglede partiets regeringsdeltagelse og hans modstand mod en CO2-afgift.

Det havde været forståeligt, hvis Fuglede havde meldt sig ud i protest, da SMV-regeringen blev dannet for halvandet år siden.

Det havde måske også været til at forstå, hvis han havde udmeldt sig efter at have set regeringens udspil om en CO2-afgift. Men at gøre det nu giver ingen politisk mening. Derimod giver skiftet til Danmarksdemokraterne stor personlig vinding for Mads Fuglede.

Ved at skifte fra et kriseramt Venstre til et fremgangsrigt Danmarksdemokraterne forøger han formentlig sine chancer for at kunne forlænge sit liv som levebrødspolitiker.

For Mads Fuglede er partidisciplin et fremmedord

Man må håbe, at Danmarksdemokraternes vælgere nu nøje følger Fugledes flabede form for politik; og overvejer, hvad han har at bidrage med.

Fuglede er jo stadig mere kendt som tidligere USA-ekspert, end han er som nuværende politiker.

I hvert fald må man i Danmarksdemokraterne nok kalkulere med, at manden skifter parti, næste gang partiet får modgang i meningsmålingerne.

For Mads Fuglede er partidisciplin et fremmedord. Solidaritet et skældsord. Og trofast er navnet på en hund.

En ny bundgrænse i dansk politik

Mads Fuglede er, så vidt jeg kan tælle, den 10. partihopper efter sidste Folketingsvalg.

Folk har forladt deres partier af mange forskellige grunde og fred være med det.

Men Fuglede har videreudviklet partihoppet til en form for shopping, hvor han skifter parti, som vi andre vælger tv-serier, for den umiddelbare fornøjelsesskyld.

Når man bliver træt af det ene parti, skifter man bare til det andet. Så længe partiet betaler en solid månedsløn, er der ingen ko på isen.

Med partishopperen følger politikerleden

Partishopperen er et nyt fænomen. For partishopperen er vælgerne stemmekvæg, der er sat i verden for at sikre partishopperens mandat i Folketinget.

Med partishopperen følger politikerleden, for folk vil selvfølgelig ikke behandles som kvæg.

Mads Fuglede har skabt en ny bundgrænse i dansk politik.

Jeg håber, at man i de politiske partier tænker nøje over, hvordan man undgår, at hans adfærd bliver en tendens i den politiske kultur herhjemme.

Kulturkommentator og forfatter. Forhenværende kulturredaktør på Det fri Aktuelt og i DR Nyheder.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er okay man kan nedlægge sit mandat og træde ud af folketinget.
Så træder så suppleanten til i stedet for. Men partihopper bør der efter min mening sættes en stopper for med lovgivning. Det kan godt være man har stemt på en person, men når personen skifter holdning, må det være partiet der gælder. Ellers må vedkommende jo spørge dem der har stemt på vedkommende om de er enige i vedkommendes beslutning.

Men nu er det bare sådan, at grundloven ikke anerkender partier, og alle MFere dermed sidder på et personligt mandat. Også selvom de næsen udelukkende er kommet ind på partistemmer.

Det er svært at gøre noget ved, da grundloven jo er svær at ændre. Men man kunne da fjerne muligheden for at stemme på et parti og dermed gøre alle stemmer personlige. Det ville selvfølgelig ikke betyde, at alle så kommer ind på egne stemmer, nok endda langt fra. Men flere ville givetvis.

For mig var det egentig ret klart, at han nok var et af bedre bud på en afhopper. Faktisk havde jeg forventet, at dengang Marcus Knuth sprang til K, ville han have fulgt med damme vej. Men som tingene har udviklet sig for både K og DD, er sidstnævnte klart mere tillokkende.

Der er intet ulovligt i det Mads Fuglede har gjort.

Så hvad er problemet?

Problemet, Jan Evald Spedsbjerg, er jo netop, at det ikke er ulovligt. Sagt med andre ord: Hvad Mads Fuglede har gjort, burde være ulovligt, men er det ikke. Det er problemet, som debatteres.

Hvis din holdning er, at det er helt okay, at det er lovligt at snyde og bedrage og tilsidesætte det mandat, man har fået af sine vælgere, bør du argumentere for, hvorfor du mener, at det er okay, og hvorfor du mener, at den gældende lovgivning er tilstrækkelig.

Bare at sige at det ikke er ulovligt er jo det samme som ingenting at sige.

I Storbritannien afholdes der lokale valg, såkaldte "by-elections", når en politiker fratræder posten i utide, fx som følge af dødsfald, sygdom, eller hvad ved jeg. Den valgkreds, hvis vælgere har stemt vedkommende politiker ind i Parlamentet, får så muligheden for at vælge en anden til erstatning for den afgående politiker.

Hvad forhindrer Danmark i at gøre det samme?

Englænderne kan gøre det fordi de bruger first-man-past-the-post. I DK har vi et mere indviklet system, hvor der tages højde for fordeling mellem storkredse, partiernes landsgennemsnit, osv. Det er ikke klart hvem, der lige skulle stemme igen, for politikeren er ikke valgt af en kreds. Han/hun er opstillet af en kreds, men formentlig stemt ind af stemmer fra andre kredse og måske også andre storkredse. Det er jo også det, der gør at det virker urimeligt, at man kan tage sit mandat med sig.

Storbritannien kender bestemt også til partihopperi. Senest Lee Anderson, der forlod de konservative og meldte sig ind i Reform. Og det uden at forlade sin parlamentsplads som MP for valgkredsen Ashfield.

Man kunne måske justere på takster i folketinget: partistøtte vs medlems-"løn", og man kunne kigge på partistøtten: om den skulle taskeres efter valgte medlemmer eller aktuelle medlemmer af folketingsgruppen. Man kan jo forringe økonomien ved at partihoppe, og på den måde er det måske mindre tiltrækkende.

Uanset om det er lovligt eller ej, så er det her lavmålet af bare lidt anstændighed. Det er tydeligt at hans taburet og løn i Folketinget er den eneste ambition han har. Er uddannet historiker og var tit i TV før med abalyse af bl.a. USA, men hvem ville tro at han nogle få år senere lavede det her nummer. Føj

Annonce