Mads Fuglede i ny svipser: Undskylder ros af Støjberg

Roser Støjberg til skyerne i interview - sender undskyldning til V-folketingsgruppen
Foto: Folketinget/Steen Brogaard
Mads Fuglede, udlændingeordfører for Venstre
Venstres udlændinge- og integrationsordfører Mads Fuglede er på ny havnet i uvejr blandt sine egne.

I et interview med Avisen Danmark roser han tidligere næstformand for Venstre, tidligere udlændinge- og integrationsminister, nuværende løsgænger, Inger Støjberg, til skyerne.

Det faldt - ifølge Ekstra Bladet - ikke i god jord hos Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen. Det fik Mads Fuglede besked om via V-gruppeformand Karsten Lauritzen.

Bandbullen fra V-formanden fik - stadig ifølge Ekstra Bladet - Mads Fuglede til at sende en mail til Venstres folketingsgruppe, hvori han understregede, at han var “ked af” interviewet.

Mads Fuglede bekræfter over for avisen, at han mandag formiddag yderligere har haft en samtale med Jakob Ellemann-Jensen om interviewet.

Over for Avisen Danmark giver Mads Fuglede udtryk for, at Inger Støjberg efter hans mening aldrig har opført sig illoyalt: 

jeg har aldrig følt, at Inger var illoyal

“Her er noget sjovt: Jeg mener ikke, Inger har ret i, at de var så politisk uenige, at de skulle fra hinanden. Og jeg har aldrig følt, at Inger var illoyal.”

En opfattelse, der står i skærende kontrast til V-formand Jakob Ellemanns opfattelse af Inger Støjberg. Han opsagde samarbejdet med Støjberg, netop fordi han opfattede hende som dybt illoyal.

2. gang på få uger

Det er anden gang inden for få uger, at Mads Fuglede må trække i land.

28. februar meldte Mads Fuglede - på sit partis vegne - ud, at Danmark burde forsøge at lave en aftale med Assad-regimet i Syrien om modtagelse af afviste asylansøgere:

“Danmark skal forsøge at lave en aftale med regimet, så afviste syriske asylansøgere kan sendes hjem," lød det fra Mads Fuglede i Jyllands-Posten:                   

“Jeg forestiller mig en aftale, der kun skal gå på rammerne for at sende folk tilbage – og nogle garantier for, at man kan vende tilbage uden at blive forfulgt,” sagde partiets udlændingeordfører, Mads Fuglede, til Jyllands-Posten.

Jyllands-Posten offentliggjorde artiklen klokken 20.45 søndag aften. Allerede klokken 22.56 var V-ordfører Mads Fuglede på retræte:

For en god ordens skyld, så vil jeg gerne understrege

“For en god ordens skyld, så vil jeg gerne understrege, at Venstre ikke mener, at Danmark skal anerkende Assad-regimet. Det er et forbryderisk diktatur, som vi ikke på nogen måde vil blåstemple. Det siger jeg også i interviewet.”

Et par dage senere skød Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, så Venstre-forslaget eftertrykkeligt ned: 

“Det, der er Venstres linje, er, at vi samarbejder ikke med Assad-regimet, og vi anerkender ikke Assad-regimet.”

Ellemann: "Vi skal ikke samarbejde med Assad-regimet"

“Vi skal ikke samarbejde med Assad-regimet. Vi står i en situation, hvor vi ved, at området ved Damaskus og omkring er væsentligt mere sikkert, end det har været tidligere. Det betyder i udgangspunkt, at de mennesker, der ikke er personligt forfulgt, kan vende tilbage. Men det kræver, at man har en myndighed, man kan samarbejde med. Det har vi ikke i øjeblikket, for vi anerkender ikke Assad-regimet,” sagde Jakob Ellemann-Jensen til Ritzau.

Ellemann oplyste, at han havde haft “en lille snak” med partiets udlændingeordfører, Mads Fuglede:

nu fortæller jeg dig, hvad der er Venstres holdning, og det er Mads fuldstændig enig i

“Vi har talt lidt om det her, og nu fortæller jeg dig, hvad der er Venstres holdning, og det er Mads fuldstændig enig i.”

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Jakob Ellemann-Jensen.
Det er ham der var rap i replikken inden han blev partiformand? Og så slog evnerne ikke til.
Passer godt med Peter princippet.
https://da.wikipedia.org/wiki/Peter-princippet:
Peter-princippet er opkaldt efter Dr. Laurence J. Peter, og fortæller, at ansatte i en hierarkisk organisation vil blive forfremmet indtil de når deres niveau for inkompetence.

Annonce