Hvorfor vil vi ikke lære noget af den finansielle krise?

Det er et mysterium, at vi er så meget dårligere til at lære af finanskrisen end vi var efter krisen i 1930’erne. Problemerne løser ikke sig selv.
Foto: Rafael Matsunaga
Den finanskrise, vi havde i 2008 kan sammenlignes med den, vi havde i 1930’erne. Stigende arbejdsløshed, et banksystem der var på kanten af sammenbrud og en årelang vej tilbage til normale økonomiske tilstande.

Vi har i ti år troet, at bankerne nok skulle komme på bedre tanker af sig selv

Begge kriser rev tæppet væk under almindelige menneskers økonomi. Mange mistede deres hus; endnu flere mistede jobbet og store dele af befolkningen har levet i årevis i økonomisk utryghed med alt, hvad det indebærer af populisme og opbakning til småautoritære ledere.

Men én ting adskiller den økonomiske krise i 1930’erne fra den krise, vi havde fra 2008: Vores forfædre lærte af krisen i 1930’erne og brugte lærdommen til at indrette et finansielt system, der fungerede i årtier.

Mens vi intet har lært af krisen, der startede i 2008. Vi har i ti år troet, at bankerne nok skulle komme på bedre tanker af sig selv og derfor givet dem lov til at skalte og valte med vores økonomi.

50 år med velstand og lighed

I 1930’erne fandt man ud af, at samfundet er nødt til at holde hånden under økonomien, når det brænder på. I USA indførte Franklin D. Roosevelt sin ”New Deal” lovpakke, og i Danmark blev velfærdsstaten grundlagt med Kanslergadeforliget.

Der blev også lavet en lang række love, der skulle begrænse det finansielle systems udskejelser. Mest kendt er nok adskillelsen af de spekulative investeringsbanker og de ”almindelige” banker gennem Glass-Steagall loven. Den og en række andre love forhindrede den slags spekulations-amok, der havde udløst krisen. Kort efter kom Bretton-Woods aftalerne, der satte skarpe grænser for, hvor meget finansverdenen kunne operere på tværs af landegrænserne. Og mange andre love, der rettede op på økonomiens svagheder.

Det fungerede rigtigt godt, lige indtil Reagan, Thatcher og deres liberale venner i 1980’erne fik vind i sejlene

De tiltag, der kom i årene efter krisen i 1930’erne, virkede fantastisk. Vi fik 50 år, hvor det gik fremad år efter år. Velstanden steg og steg samtidig med, at uligheden faldt og faldt. Og vi havde ingen finanskriser, der truede økonomien.

Det fungerede rigtigt godt, lige indtil Reagan, Thatcher og deres liberale venner i 1980’erne fik vind i sejlene og år for år gav finanssektoren mere frie tøjler til at gøre, hvad den ville.

Vi lærte intet og gjorde kun lidt efter 2008

Det, der blev gjort rigtigt i 1930’erne, blev gjort modsat efter 2008. For det første satte vi slet ikke de samme restriktioner på finansverdenen, som vi gjorde i 1930’erne. Der er for eksempel ikke blevet lavet den opdeling mellem casino-økonomien og den rigtige økonomi, som Glass-Steagall lovgivningen betød.

Ikke engang en mikroskopisk skat på spekulative finansielle transaktioner har vi kunnet blive enige om

For det andet har vi ikke begrænset kapitalens vej over landegrænserne. Pengene flyder stadig fuldstændigt frit; ikke engang en mikroskopisk skat på spekulative finansielle transaktioner har vi kunnet blive enige om. Og da slet ikke en egentlig begrænsning af finansfyrsternes mulighed for at føre penge ind og ud af skattely.

For det tredje har vi oplevet stigende ulighed siden finanskrisen i 2008. Afstanden mellem top og bund vokser år for år, og finanssektoren har en stor del af skylden for det. Vi ser det meget tydeligt i USA, men selv her i Danmark, hvor lighed mellem mennesker er noget af det, vi sætter allermest pris på, stiger uligheden.

Det vi gjorde efter 2008 var kort fortalt at redde bankerne, snakke en masse om at det søreme ikke måtte ske igen – og herefter overlade bankerne til sig selv, så de kunne lave alle deres fiksfakserier én gang til.

Meget er anderledes end i 1930’erne, men vi skal løse de samme problemer

Det er klart, at man ikke bare kan kopiere lovgivningen fra 1930’erne og bruge den i dag. Tiderne anderledes, globaliseringen er et faktum og IT-revolutionen har vendt op og ned på den finansielle sektor. Men selv om løsningerne ikke kan være de samme i dag, er de grundlæggende problemer ens. Og den politiske vilje til at løse dem bør også være mindst lige så stor i dag, som den var for 70 år siden.

Det grundlæggende problem er, at penge flyder på tværs af grænserne mens lovgivning stopper ved landegrænserne. Med dén erkendelse følger også de to naturlige bud på en løsning.

n del af pengestrømmene hænger sammen med ”rigtige” transaktioner

For det første skal vi begrænse de enorme kapitalstrømme, der hvert sekund flyder gennem det globale finansielle system. En del af pengestrømmene hænger sammen med ”rigtige” transaktioner, for eksempel betaling for at et firma køber en vare i et andet land, men det er den mindste del.

Den største del af transaktionerne stammer fra rent spekulative finanstransaktioner. Milliarder og atter milliarder af dollars, der kører rundt i et system af finansielle spindelvæv som er så komplekse, at ingen kan gennemskue dem. Det vil derfor ikke have nogen negativ indvirkning på den rigtige økonomi at indføre en skat på finansielle transaktioner.

Det vil kun have fordele: Ud over at begrænse snyd og svindel er de komplekse finansielle produkter i sig selv en kilde til ustabilitet i økonomien. Det viste finanskrisen med al tydelighed.

Hver gang et land har lempet reglerne for finansfyrsterne, er der et andet land, der skynder sig at lempe endnu mere

For det andet skal landene være bedre til at samarbejde om at jagte de økonomiske svindlere. Stoppe den nedadgående spiral, hvor lande konkurrerer om at have de mest lempelige regler på det finansielle område. Hver gang et land har lempet reglerne for finansfyrsterne, er der et andet land, der skynder sig at lempe endnu mere. Det går overhovedet ikke.

Det handler om modet og viljen

Efter finanskrisen talte vi meget om en ansvarlig kapitalisme. Om, at finansfolkene – efter at vi som samfund havde brugt enorme summer på at redde dem fra at gå fallit - skulle begrænse den slags transaktioner, der havde bragt os ud i krisen. I dag kan vi se, at de fortsatte med at gøre præcis, som de ville. Fristelsen i form af bonusser, privatfly og luksus var alt for stor. Og moralen var i forvejen tyndslidt.

Inderst inde ved både os i befolkningen og vores politikere godt, at vi bliver nødt til at gøre noget alvorligt ved finanssektoren. Det var ikke fordi, vi ikke vidste det, at vi ikke gjorde noget.

Forskellen fra 1930’erne og nu er modet og viljen

Forskellen fra 1930’erne og nu er modet og viljen. Modet til at sige finanssektoren imod; viljen til at indføre lovgivning, der virker. Det mod og den vilje havde de for 70 år siden. Det skal vi også have igen. For vi bliver nødt til at redde finansverdenen fra sig selv.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Anmelder og debatør på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook

Annonce