Jensen gjorde forarbejdet - Stauning fuldførte det

Som medstifter af det oprindelige LO og finansborgmester i København, så har Jens Jensen gjort sig fortjent til mere end et par enkelte leksikonsider
Foto: ABA

I anledning af den forestående sammenlægning mellem hovedorganisationerne LO og FTF er det værd at erindre de berømte ord fra Jens Jensen på LOs stiftelseskongres i 1898: ”Den armé vi skaber, må være stærk og fast, thi den skal erobre en verden, og den må være demokratisk ordnet, thi den skal udvikle mennesker.”

Jens Jensen blev LOs første formand og hans ord fra dengang vil være en god ballast at tage med over i den kommende hovedorganisation som et bærende værdigrundlag.

Legemliggørelse af ’Gør din pligt og kræv din ret’

Biografien om Jens Jensen er ikke et bestillingsarbejde, men et længe næret ønske hos forfatteren om at udfylde et tomrum i rækken af biograferede ledere, der udgjorde hovedkræfterne i konstitueringen af arbejderbevægelsen, og formede den til en samfundsbærende massebevægelse med appetit på at erobre den politiske magt i landet. Federspiel mener, at Jens Jensen fortjener en biografi på linje med Louis Pio, P.Knudsen, Thorvald Stauning og flere senere socialdemokratiske statsministre.

Jensens aktiviteter i rollen som opbygger af en fasttømret fagbevægelse, hans første livtag som finansborgmester i København med den totalt forældede konservative kommuneadministration og navnlig hans store og synlige resultater for hovedstadens udvikling, fortjener mere end blot nogle sider i Dansk biografisk leksikon.

Efter endt læsning af biografien fremstår Jensen som legemliggørelsen af fagbevægelsens gamle motto 'Gør din pligt og kræv din ret'

Efter endt læsning af biografien fremstår Jensen som legemliggørelsen af fagbevægelsens gamle motto ”Gør din pligt og kræv din ret.” Jensen skabte respekt om fagbevægelsen under storlockouten i 1899 og var med til at give den et fagretligt grundlag de næste mere end hundrede år.

Tilmed skabte han stor respekt om Socialdemokratiets evne til at administrere et eksisterende kommunalt system, men også at forandre det og forny det til ikke blot arbejdernes fordel, men også den brede befolkning generelt. Det var en metode til at integrere arbejderne i det nuværende samfund samtidig med reformer skridt for skridt kunne vinde tilslutning hos brede kredse i samfundet. Jensen gjorde et godt forarbejde, og Stauning fuldførte det.

Stille gemyt med had til markarbejde

Jensen var et stille og roligt gemyt med et stærkt og klogt engagement og han satte sjældent en fod forkert, der gav anledning til de store falbelader. Og hvis sådanne kom, bevarede han roen og tog frem for alt konflikter og uenigheder internt. Jensen mestrede til perfektion en af de vigtigste læresætninger for at kunne gøre karriere i den socialdemokratiske arbejderbevægelse, nemlig princippet om ”uenighed indadtil – enighed udadtil”. Trods Jensens strålende karriere og betydning har der for senere historikere måske været for lidt ramasjang omkring hans virke til en fyldig biografi. Federspiel giver os mulighed for at opleve Jensens samlede aktiviteter fra en begivenhedsrig periode, der strækker sig fra 1880 til hans død i 1928.

Jensen mestrede til perfektion princippet om 'uenighed indadtil – enighed udadtil'

Jens Jensen blev født i 1859 i en lille landsby mellem Odense og Middelfart af fattige forældre. Faderen var husmand og ernærede sig periodevis som murer. Som barn kom Jens hurtigt til at hade markarbejde. Han ville hellere læse og tegne.Og på vognfabrikken Scandia i Randers malede han våbenskjolde på sporvogne, som skulle eksporteres til Sct. Petersborg, og han dekorerede lofter i rige folks palæ-villaer.

Fagforeningsmanden, der kunne samle

I 1880 drog han til København og efter en svær start fik han arbejde som malersvend. Heldigvis for os korresponderede Jensen fra da af og livet i gennem med forældrene og hans søskende på hjemegnen, og de mange breve gør det muligt for Federspiel at følge sin hovedperson privat med sorger og glæder, ægteskab og børn, og bruge det som åndehuller for de hundredvis af faglige møder, som Jensen snart kom til at kaste sig ud i. Det begyndte i Malernes Fagforening. Denne var som andre fagforeninger på vågeblus og havde knap nok overlevet 1870ernes økonomiske nedtur med krise og arbejdsløshed.

Samling var blevet nødvendig efter den store smedelockout i 1885, hvor partiet Højre sammen med fabrikanterne i jernindustrien mobiliserede både fagligt og politisk og var på nippet til at tilføje fagforeningerne et nederlag. Enkeltvis kunne de ikke stille meget op når arbejdsgiverne gik sammen i en arbejdsgiverforening, og når Højre stiftede en vælgerforening for arbejdere og organiserede skruebrækkere i en konkurrerende pendant til fagforeningerne. Det lå i luften at socialdemokratiet måtte koncentrere sig om det politiske arbejde og fagforeningerne om at styrke fællesskabet og som samlet organisation møde arbejdsgiverne hvis de igen anvendte det frygtede lockoutvåben.

Samling var blevet nødvendig efter den store smedelockout i 1885

Det var Jensens projekt, men ikke partiformand P. Knudsens, der nærede en panisk frygt for splittelse i en faglig og en politisk organisation, der bevægede sig i forskellig retning og dermed truede drømmen om det socialistiske endemål. Jensen trak det længste strå med oprettelsen af De samvirkende Fagforeninger i København i efteråret 1886, men han sikrede også sejren med et kompromis. P. Knudsen blev næstformand i den nye faglige sammenslutning, mens Jensen blev næstformand i Socialdemokratiet. Det blev ikke sidste gang de to fik sammenstød, men de kunne omgås hinanden, fordi de delte et fælles mål for den samlede arbejderbevægelses udvikling.

De samvirkende Fagforbund (LO) bliver til!

I løbet af 1890erne rullede industrialiseringen ind over Danmark så selv det mest isolerede landsbysamfund fik det at mærke. Arbejderne indmeldte sig i fagforeninger og disse blev fag efter fag samlet i landsforbund for at fjerne den indbyrdes lønkonkurrence mellem arbejderne i by og provins, og navnlig opbygge strejkefonds og et konfliktberedskab for at kunne modstå de stadig mere effektive arbejdsgiverorganisationer. Deres målsætning var at illegalisere fagbevægelsen og svække den, så den blev betydningsløs for arbejderne. Da jernfabrikanterne indmeldte sig i Dansk Arbejdsgiverforening i 1898, blev organisationen mere aggressiv i brug af lockout.

Jens Jensen var ikke i tvivl om, hvad arbejdernes modtræk skulle være. Fagforbundene burde samles i én landsorganisation

Jens Jensen var ikke i tvivl om, hvad arbejdernes modtræk skulle være. Fagforbundene burde samles i én landsorganisation, der måtte tildeles magt til at regulere strejkebevægelsen og opbygge konfliktfonde, som kunne levere solidariteten under lockouter. Der var brug for en koordinator med magt til at sætte ind hvor strejker kunne vindes og en organisator til at modstå en lockout hvor flere fags arbejdere blev afskåret fra at tjene til deres brød.

En afslutning på en konflikt i jernindustrien, det såkaldte lille septemberforlig i 1897 med Jensen som hovedforhandler afslørede en skitse til hvordan en kommende landsorganisation også kunne gøre gavn som mægler mellem fagforbund og arbejdsgivere. Det hed, at lønspørgsmål fremover skulle afgøres ved voldgift og altså ikke ved arbejdskamp og de stridende parter skulle oprette en domstol til afgørelse af faglig strid. Jernfabrikanterne måtte tillige sluge den bitre pille, der bestod i en anerkendelse af arbejdernes ret til at organisere sig i fagforeninger

Lockout og septemberforlig: 40.000 udelukket fra deres arbejde

I den følgende tid var arbejdsgiverne ude med ridepisken, som Jensen formulerede det. Underforstået, at arbejderne skulle ride i den retning, arbejdsgiverne dikterede. Den store lockout, der varede i 100 dage og forløb fra maj til september med op til 40.000 udelukkede fra deres arbejde, blev den store styrkeprøve med varige konsekvenser. Her skal blot fremhæves hvad Federspiel bringer af nyt til den af historieskrivningen i forvejen grundigt bearbejdede konflikt.

Under hele lockouten et mantra for Jensen, at arbejderne på trods af sult og nød optrådte med ro og værdighed

Det var under hele lockouten et mantra for Jensen, at arbejderne på trods af sult og nød optrådte med ro og værdighed og ikke som arbejdsgiverne måske håbede på, lod sig føre ud i fortvivlelsens selvhjælp med optøjer, demonstrationer og strejker. Det lykkedes, og Jensen fik ikke blot store dele af befolkningens sympati på sin side, men også det meste af pressen. Dermed stod arbejdsgiverne som de onde og samfundsmæssigt uansvarlige, der også gjorde livet surt for de småhandlende, for kommunekassen, ja alle der havde gavn af, at arbejderne bevarede deres købekraft.

Storlockouten kostede tre millioner kroner i datidens mønt, heraf kom de 650.000 fra udlandets fagorganisationer, hvor Jensen var en kendt og respekteret fagforeningsleder. Forliget er pære dansk, sagde Jensen da forliget var i hus den 5. september, og han tilføjede, at arbejdsgiverne kunne have opnået det samme ved forhandling. Det var nok lidt af en underdrivelse i betragtning af, at arbejdsgiverne havde dikteret det meste. Men landsorganisationen havde overlevet, fagforbundene var intakte, og Jensen nærede en stærk fremskridtstro på, at alt kunne ændres, når arbejderbevægelsen fik stadig større magt.

Finansborgmester med sans for rugbrødsarbejde

”Jensen er valgt” proklamerede Frederik Borgbjerg fra rådhusets balkon den 2. marts 1903. Jensen var blevet finansborgmester efter den konservative L. C. Borups død. Posten havde en tradition for også at være en slags overborgmesterpost med stor betydning for, hvilke projekter der skulle sættes i værk. Der var tale om en livsstilling, og det betød, at Jensen måtte nedlægge sine hverv i partiet og i fagbevægelsen.

Jensen var langtfra uprøvet i politik. Han blev valgt ind i Borgerrepræsentationen i 1893 og kom i Folketinget i 1895, hvor han sad til 1903. Jensen prioriterede arbejdet i hovedstaden, og han var derfor velkendt og respekteret på rådhuset.

Det er dog det daglige rugbrødsarbejde med de mange kompromisser og forhandlinger, som Jensen boltrede sig i

Efter er konservativt embedsstyre siden 1848 manglede hovedstaden stort set alt: Boliger, hospitaler, parker, transportsystem, kloakering, vandforsyning, havnefaciliteter og meget mere. Hertil kom en nødvendig fornyelse af kommunens administrative økonomisystem, byplanlægning og en demokratisering af valg og sammensætning af Borgerrepræsentationen. Jensen tog fat på det hele i sin borgmesterperiode fra 1903 – 24. Fremhæves skal opførelsen af Bispebjerg Hospital og omdannelsen af byens fælleder til Fælledparken med tilhørende stadion.

Det er dog det daglige rugbrødsarbejde med de mange kompromisser og forhandlinger, som Jensen boltrede sig i, der er Federspiels ærinde, og som også gør bogens anden halvdel særlig værdifuld.

Stauning tilbød i 1924 Jensen at blive medlem af den første arbejderregering. Ifølge Stauning var Jensen ikke til at komme uden om, men han måtte plaget af helbredsproblemer sige nej tak. I stedet tildelte Stauning Jensen en retrætepost som overpræsident, hovedstadens højeste embede.

Grundig biografi: Ikke et møde er glemt

Federspiel har skrevet et vægtigt bidrag til arbejderbevægelsens historie og leveret en fyldig historie om en sympatisk og markant personlighed i gennembrudsperioden. En tættere redigering og navnlig forkortelse af de mange og lange citater fra Jensen selv og fra hans tilhængere og modstandere havde været gavnlig.

Ikke et møde, ikke en kongres ikke en større begivenhed hvor Jensen har deltaget har undgået en større omtale

Dertil kommer et ønske om mere analyse frem for de utrolig mange detaljer. Ikke et møde, ikke en kongres ikke en større begivenhed hvor Jensen har deltaget har undgået en større omtale, og det stiller krav til læseren. På den anden side bør man påskønne grundighed i disse tider, hvor dybere indsigt er på retur. Derfor får bogen også en varm anbefaling.



Søren Federspiel. ”Jensen er valgt”. Jens Jensen – en biografi. 441 sider. Er udkommet på Knuths Forlag. Kr. 299.

 

Fhv. seniorforsker, Arbejdermuseet og Arbejderbevægelsens Bibliotek & Arkiv


Kommentarer fra Facebook