En af de mest irriterende samtaler i nyere tid i debat-Danmark er den, der er fulgt i kølvandet på Arne Hardis’ bogprojekt om den socialdemokratiske rebel, Jørgen Dich.

De her mennesker aner intet om, hvad socialdemokrater har læst og diskuteret.

Den gode Arne Hardis har fået skabt en pseudodebat, som nok har kunne hjælpe med at sælge sin nye biografi "Den kætterske socialdemokrat: Jørgen Dich og den herskende klasse", men fortællingen, om den oversete systemkritiker, der advarede imod den parasitære velfærdsstat er bare forkert. Den del med, at han skulle være glemt eller overset, er i hvert fald. I Information skriver anmelderen, at Hardis giver Jørgen Dich ”tilbage” til socialdemokratiet, i DR2 Deadline forklarer Hardis med Cepos’ (!) Martin Ågerup og en tredje journalist, at den statskritik Dich stod for gled i glemmebogen i Socialdemokratiet. Og sådan har det været hele vejen rundt.

Hvad ved de overhovedet om det? De her mennesker aner intet om hvad socialdemokrater har læst og diskuteret.
Vi har meget til overs for ham, men har ikke så meget tilbage fra ham

Helt udenforstående mennesker sidder og diskuterer, hvorfor og hvordan Dich gik i glemmebogen i et parti, som de ikke deltager i? Det er jo skørt. Det svarer til at sætte Netavisen Pios chefredaktør til at belyse landbrugets indflydelse i Venstre.

Det er jo skørt. Det svarer til at sætte Netavisen Pios chefredaktør til at belyste landbrugets indflydelse i Venstre.

Ingen – som i vitterligt ingen – der har brugt bare to sekunder på at kontakte nogen, der på et tidspunkt har været i nærheden af det åndelige liv i Socialdemokratiet, bliver inddraget i debatten. Totalt ukritisk efterplapres narrativet om, at den socialdemokratiske bevægelse har ”glemt” den systemkritik, som Dich pludselig skulle være den eneste venstreorienterede der besidder. Det er han langtfra. Og der er en ret god grund til, at han i øvrigt ikke fylder mere. Han tog fejl – i stort set det meste han sagde.

Jeg, vi, os alle sammen -  har ALLE SAMMEN læst og debatteret Jørgen Dich. Det hører li’som med til pensum

Jeg er virkeligt ked af at punktere boblen; men jeg, vi, os alle sammen - har ALLE SAMMEN læst og debatteret Jørgen Dich. Det hører li’som med til pensum. Han var bare så meget ved siden af skiven, at man nok i Socialdemokratiet har det med Jørgen Dich, som man har det med Marx: Vi har meget til overs for ham, men har ikke så meget tilbage fra ham.
Dich lever i bedste velgående

Dichs 'intuitioner' lever til gengæld i bedste velgående i Socialdemokratiet. Bare se Kaare Dybvads seneste bog. Og da jeg som ung mand blev ansat af Ritt Bjerregaard i Københavns Kommune, sagde hun nærmest på første arbejdsdag: ”Husk Jørgen Dich. Embedsværket og -systemet har deres egne interesser. Og de er ikke vores.” Ingen af os behøvede at slå op, hvad hun mente. Hver eneste socialdemokratisk formand i nyere tid har puslet med tankerne om at styrke det politiske led overfor det administrative.

Husk Jørgen Dich. Embedsværket og -systemet har deres egne interesser. Og de er ikke vores.

I de aktuelle arbejdsmarkedsdiskussioner kan man konstatere et Jørgen Dich'sk princip i fagbevægelsen om, at det er de konkurrenceudsatte erhverv, som er de lønførende og lønbestemmende. Den skandinaviske socialdemokratisme, eller hvad der blev kaldt ”Den Tredje Vej”, andre steder i verden, hviler på en omhyggeligt formuleret erkendelse af den private sektors forrang. Man kan se at socialdemokrater – for eksempel Henrik Sass Larsen – løbende tager konflikter med blandt andet dagbladet Politiken. Det gør han netop i forsøget på at advare mod den faldgrube, som Jørgen Dich også så, nemlig at venstrefløjen let bliver begravet i, og ødelagt af, identitetspolitiske digressioner. At Socialdemokratiet tog New Public Management til sig, var jo også på baggrund af en erkendelse af, at Dich havde fat i noget, når han kritiserede professionernes, såsom lærere og lægers, herredømme over deres egne områder. Man ville tage styringen fra professionerne og bemægtige sig velfærdsstatens ledelse politisk.
Farvel – død og begravet og overhalet af historien

Dich tog bare fejl i så mange ting, at det ikke nytter at slæbe rundt på andet end hans intuitioner. Intuitionen om, at man skal være kritisk overfor sit eget system er rigtig. Er det let for Socialdemokratiet? Nej – det slås Socialdemokratiet konstant med. Intuitionen om, at venstrefløjen må være optaget af at give folk materiel frihed og ejerskab over deres eget liv, er der mange der insisterer på. At venstrefløjen i sit forsvar for nye strømninger og dem med svag baggrund, risikerer at blive forsvarer for manglende ambitioner ved vi godt.

Han så ikke kvinderne som arbejdskraftressource, eksempelvis mente han fint, at børnene kunne passes af kvinderne, hvorfor skulle staten dog gøre det?

Og det er jo netop også en af problemerne med Dich, at hans antielitære tilbøjeligheder peger mod en arbejderisme, der ikke har noget udviklingsperspektiv. Han var jo uforstående overfor det moderne, han forstod ikke, at industrialiseringens tidsalderen var forbi. Han så ikke kvinderne som arbejdskraftressource, eksempelvis mente han fint, at børnene kunne passes af kvinderne, hvorfor skulle staten dog gøre det? Dich og hans ideer levede og døde i industrialiseringens tidsalder, i patriarkatet, i klassesamfundet. Farvel – død og begravet og overhalet af historien. Og Dich er altså bare en af mange socialdemokratiske tænkere, og han har som sådan stadig mere indflydelse end så mange andre.
Vrøvl med Mærsk

Problemerne med Dich forstås fint ud fra det citat, han er mest kendt for – hvor han kritiserer Knud Heinesen, der gav danskerne RUC, overfor det private initiativ hos for eksempel Mærsk – det har været enormt provokerende, fordi Mærsk dengang har haft beskyldninger om værnemageri hængende et sted over sig: “Lad Mærsk symbolisere et system, der har fordoblet arbejdslønnen i løbet af 25 år (og firedoblet den siden 1870), og lad Heinesen stå for den herskende klasse, der tager de penge fra arbejdernes lommer, der skyldes Mærsk Møllers initiativ, og deler dem ud til høje lønninger til dem selv og overflødig uddannelse af deres børn. Hvem af disse to repræsenterer arbejdernes interesser?” spørger Jørgen Dich i "Den herskende klasse."

Sagen er bare, at Mærsk ikke har givet nogen noget som helst – og da slet ikke af sig selv.

Sagen er bare, at Mærsk ikke har givet nogen noget som helst – og da slet ikke af sig selv. Det er fagbevægelsen og politikerne gennem staten, der har givet datidens og nutidens arbejdere bedre vilkår, højere løn. Det er staten der uddannede arbejdernes børn til at blive mere værd, det er staten der sikrede, at de gamle og børn ikke skulle passes i familien, så kvinderne kunne komme på arbejdsmarkedet. Den offentlige sektor har jo skabt vækst, frigjort ressourcer og det har været en succesfuld konkurrencemodel i globaliseringen. Fordi man har kollektiviseret løsningen af en masse opgaver. Det er bare klogt. Og det er grunden til, at vi ikke alle sammen snakker om Jørgen Dich hele tiden.

Det er en rigtig intuition. Som hele det moderne socialdemokrati deler.

Han tog bare fejl, og var en bedre provokatør end analytiker. Citatet indeholder en provokation som er skarp, og en intuition for, at initiativ og foretagsomhed er drivende, og at velfærdsstaten ikke må vokse henover det. Det er en rigtig intuition. Som hele det moderne socialdemokrati deler. Men ser man på selve citatet er det jo noget vrøvl – også dengang.

Lige så meget vrøvl som en samtale om, hvad socialdemokrater læser og ikke læser, der bliver ført helt uden socialdemokrater.
Hardis længes efter Punk

Der var så meget Dich ikke forstod – primært kvinder, teknologi, service- og fritidssamfundet og at blandingsøkonomiens potentiale. Det betyder ikke, at han ikke har en plads, og at mange på venstrefløjen ikke har noget til overs for ham. For det har mange af os.

Det er fint at Hardis længes efter punk

Det sker jo (ret) tit at gamle venstreorienterede, vender sig mod deres ungdoms dogmer. Og det er fint, at Hardis længes efter punk og oprør i et system-forsvarende socialdemokrati. Det siger nok bare mest om Hardis selv, og hans generations mænd, der forlader den venstrefløj de engang havde som generationsprojekt. For mere er der altså ikke at hente hos Dich. Der er en grund til at han gled i baggrunden. Og det er ikke fordi han er blevet bortredigeret fra pensumlisten.

Kasper Fogh er politik- og kommunikationschef i Tænketanken Cevea.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Billede: Arne Hardis holder oplæg for tænketanken CEPOS ved genudgivelse af Jørgen Dichs bog 'Den herskende klasse' i 2016. Kilde: CEPOS