Hvorfor bilder vi os ind, at staten kan elske os?

Venstrefløjen har haft ubeskriveligt stor succes med at brande sig selv som fællesskabets forkæmpere.

I både ”socialisme” og ”socialdemokratisme” indgår ordet ”social”, og vi ser slogans som ”sammen er vi stærkere”, ”fællesskab fungerer” og ”plads til alle”, der er med til at skabe idéen om, at venstrefløjen er dem, der for alvor vil styrke vores fællesskaber og skabe sammenhold.

I virkeligheden forholder det sig dog noget anderledes. Venstrefløjen kæmper imod traditionelle, sunde fællesskaber, vi har.

Hvad end det er vores nationale fællesskab, det kirkelige fællesskab, familien eller vores værdifællesskab, ser vi at venstrefløjen står i opposition til dem.

Med venstrefløjens woke-dagsorden ser vi sågar nu et mindretalstyranni, hvor visse personer ud fra uigennemskuelige parametre tillægges særlig værdi og det enkelte, særlige behov står over fællesskabets bedste.

Værst af alt er dog venstrefløjens besættelse af staten. Staten kan løse alle problemer.

Staten bliver set, som den bærende søjle i vores fællesskab, hvis ikke fællesskabet er staten i sig selv.

Staten kan ikke elske

Staten mangler bare én meget afgørende egenskab, som er nødvendig og uundværlig i et hvert fællesskab: evnen til at elske.

Jeg mener ikke at elske i forbindelse med romantisk kærlighed, men den kærlighed, vi føler til hinanden som medmennesker. Vores evne til at elske vores næste.

Den hverken kan eller vil staten udvise, og derfor kan den aldrig stå i stedet for vores nære fællesskaber.

Staten kan ikke elske dig, men det kan din familie. Derfor er det frygteligt at se, hvor mange opgaver, der en gang var familiens, som nu skal varetages af staten. Vuggestue, børnehave, folkeskole og videre.

Vi skal styrke og opprioritere familien

Når man får børn, er det efterhånden statens opgave at tage sig af dem frem for forældrenes.

Ældreplejen sørger for, at vi heller ikke skal tage os af vores ældre generationer. Men staten hverken kan eller vil elske børn eller bedsteforældre, og derfor skal den ikke varetage de opgaver.

Vi skal styrke og opprioritere familien. Det er det nærmeste og stærkeste fællesskab, vi overhovedet har.

Lyt ikke til Dybvad

I stedet for at lytte til Kaare Dybvad og parkere vores børn i daginstitutionerne så længe som muligt, skal der gives bedre mulighed for hjemmepasning, så børn kan få den pleje og omsorg, de har fortjent, og blive opdraget af deres forældre i stedet for af stressede pædagoger.

Familielivet har efterhånden udviklet sig til en byrde. Det står i vejen for vores evne til at arbejde og betale skat, og dermed står familielivet i vejen for, at vi kan understøtte velfærdsstaten.

Derfor bliver vi nødt til at svække velfærdsstaten

Jeg mener, det er lige omvendt. Velfærdsstaten står i vejen for vores evne til at danne, passe og pleje vores familie.

Derfor bliver vi nødt til at svække velfærdsstaten. Vi bliver nødt til at give familierne den plads, de skal have.

Med vores totale ydelsessystem har vi skabt en verden, hvor man ikke længere selv behøver at tage ansvar, men vi behøver heller ikke tage ansvar for hinanden.

Køb af aflad

Gennem skattebilletten køber vi os det aflad, der gør, at vi ikke skal tænke videre på, hvordan vores medmennesker har det, for det skal staten nok sørge for.

Du får din kontanthjælp fra staten, hvis du bliver arbejdsløs, og hvis dine nærmeste faktisk træder til og hjælper risikerer du ligefremt at blive sanktioneret økonomisk.

Velfærdsstaten viser så tydeligt, at den ikke elsker borgerne i Danmark, men i stedet gør os til klienter.

Den står i vejen for den nære, ordentlige hjælp, men leverer i stedet standardiserede løsninger, som ikke gavner nogen.

Fællesskabet er det vigtigste, vi har

I stedet for et overførselssystem, der er så indviklet at selv højtuddannede ikke kan gennemskue det, skal hjælpen forankres i lokalområderne. Så decentralt som muligt, så vi får et samfund – ikke et system – hvor vi hjælper hinanden, og samarbejder, frem for at betale vores aflad og forvente at staten klarer ærterne for os.

Når vi overlader alt til staten, overlader vi det også til trends, forargelse og individualisme.

Mistrivslen eksploderer

Jeg har svært ved at se det som et sammentræf, at mistrivslen eksploderer i takt med at traditionelle fællesskaber og værdier svækkes.

Fællesskabet er det vigtigste, vi har. Mennesket er skabt til at være socialt og omgås hinanden, og langt de fleste af os vil hinanden det bedste.

Derfor skal fællesskaber passes, plejes og gives de bedst mulige forudsætninger for at vokse sig stærke, så de kan opnå deres fulde potentiale.

Staten kvæler vores fællesskaber

Ellers går vi tabt i ensomhed, mistrivsel og et manglende formål med tilværelsen.

Når venstrefløjen bilder os ind, at staten kan elske os, viser de, at de står i modsætning til fællesskab.

Staten kvæler vores fællesskaber og den kærlighed, der burde være mellem os medmennesker, og venstrefløjen hylder og fejrer det.