Kofod holder Danmark ud af aftale om krigsforbrydere

”Det er ikke en position, som klæder en fortaler for en stærk international retsorden,” lyder det om regeringens afvisning af at kriminalisere politiske og militære ledere, der starter en krig uden FN’s accept
Foto: US Army, Flickr
Nick Hækkerup var ikke i tvivl, da Socialdemokratiets udenrigsordfører som den første, efter udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), fik ordet.

Danmark havde i 2010, på en konference i Ugandas hovestad Kampala, støttet at ændre statutten for Den Internationale Straffedomstol (ICC), så domstolen i Haag også fik ret til at behandle militær aggression. Og nu var det så bare tid til at ratificere ændringen, og også altså forpligtige sig til at overholde statuttens forpligtigelser, så denne også kunne træde i kraft.

I bund og grund var spørgsmålet jo ret enkelt, sagde den socialdemokratiske udenrigsordfører under debatten i folketingssalen den dag i 2017. Nemlig om Den Internationale Straffedomstol skal kunne retsforfølge politiske og militære ledere, som er ansvarlige for en såkaldt ulovlig krig eller krig uden FN’s accept.

”Hvis man så vil løfte det lidt, kan man kan spørge, om Danmark skal insistere på, at vi skal have et verdenssamfund, som står på lov og ret og ikke på den stærkestes eller mest brutales ret,” sagde Nick Hækkerup, der er cand.jur. og Ph.d i EU og folkeret fra Københavns Universitet.

”Det er et interessant spørgsmål i øvrigt i en tid, hvor lige præcis den frie, liberale verdensorden, som jo blev skabt af – om nogen – USA og håndhævet af den vestlige verden, bliver draget i tvivl af selv samme USA.

Når ofrene ydes retfærdighed

”Endelig kan man vel også sige: Skal Danmark holde fast i, at fred og retfærdighed blandt andet opnås, ved at de, der måtte være ansvarlige for overgreb og forbrydelser, stilles til ansvar, og at ægte fred og forsoning opnås, når ofrene ydes retfærdighed? Hvis man kan sige ja til det, skal man sådan set støtte beslutningsforslaget.”

Talens betydning

Beslutningsforslaget, som Nick Hækkerup henviste til, var stillet i fællesskab af Socialdemokratiet, De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet og handlede om netop at pålægge VLAK-regeringen at ratificere ændringerne af statutten for Den Internationale Straffedomstol, de såkaldte Kampalaændringer. Ændringer, der i særlig grad vedrørte sådanne aggressionsforbrydelser, som de kaldes.

Det er selvfølgelig svært at vide, hvor stort et indtryk den socialdemokratiske udenrigsordførers tale gjorde.

Men i hvert fald endte et flertal – alle Folketingets partier undtagen Dansk Folkeparti – efterfølgende i en beretning med at opfordre regeringen til at ”se på spørgsmålet om dansk ratifikation af, at ICC kan udøve jurisdiktion over aggressionsforbrydelser med positive øjne i overensstemmelse med Danmarks traditionelt stærke støtte til ICC og den internationale retsorden.”

"Alvorlig usikkerhed"

 Hvilket har været tilfældet indtil nu, hvor Anders Samuelsens efterfølger på posten som udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), oplyser til Folketinget, at ”regeringen har besluttet ikke for indeværende at ratificere aggressionsforbrydelsen.”

”Der er fortsat en betydelig usikkerhed om den præcise afgrænsning af aggressionsforbrydelsens indhold,” skriver udenrigsministeren til Folketingets udenrigsudvalg.

”Ikke mindst fordi der endnu ikke foreligger praksis fra ICC angående aggressionsforbrydelsen, er det uklart, hvordan regelsættet vil blive fortolket af dommerne. Det gælder for eksempel afgrænsningen mellem på den ene side aggressionshandlinger og på den anden side humanitær intervention for at beskytte en civilbefolkning mod alvorlige overgreb.”

Jeppe Kofod henviser således til, at Danmark er et af de ganske få lande, der vurderer, at folkeretten i ekstraordinære situationer tillader sådan intervention uden mandat fra FN’s Sikkerhedsråd, som blandt andet i Kosovo i 1999 og i forbindelse med giftgasangreb i Syrien i 2013, hvor den daværende regering stillede sig parat til at deltage i en mulig amerikansk ledet væbnet operation for at standse overgreb.

Udenrigsministeren understreger dog overfor Netavisen Pio, at han faktisk ikke mener, at sådanne humanitære interventioner er omfattet af aggressionsforbrydelsen og heller ikke bør være det.

”Men faktum er, at ICC’s dommere ikke har forholdt sig til spørgsmålet endnu,” siger Jeppe Kofod.

Slå koldt vand i blodet

”Så det skaber en alvorlig usikkerhed, og den vil vi gerne have afklaret, inden vi tager videre skridt. Det synes jeg egentligt er både rimeligt og fornuftigt. Og jeg må bare sige, at regeringen ikke vil gamble med Danmarks mulighed for at deltage i internationale operationer, herunder humanitære operationer. Så lad os nu lige slå koldt vand i blodet og se, hvordan ICCs dommere griber spørgsmålet an.” 

Fogh frygtede krigsførelse

Selv om FN-pagten forbyder anvendelsen af magt – hvor dette ikke sker i selvforsvar eller er autoriseret af FN’s sikkerhedsråd – har individer ikke kunnet blive stillet til ansvar, hvis de overtrådte forbuddet. Ikke siden Nürnberg- og Tokyo-tribunalerne, etableret efter 2. verdenskrig, har en international domstol haft strafferetlig kompetence til at pådømme aggression.

Men fremover vil politiske og militære ledere kunne straffes, hvis de planlægger, forbereder, iværksætter eller deltager i udførelse af magtanvendelse, som strider mod FN-pagten. Det gælder blandt andet væbnede angreb, militære besættelser eller annekteringer, såsom Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014.

Deltagelse i en international koalition, såsom Danmarks deltagelse i Irak-krigen i 2003, vil fremover også kunne pådømmes af Den Internationale Straffedomstol. Hvilket allerede dengang var oppe at vende. Forinden bad daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) Udenrigsministeriets jurister om et notat, der bekræftede, at ”statsministeren ikke ville blive udsat for retsforfølgelse for det, han gjorde som aggressor.”

Kofods kovending

I dag kritiserer regeringens støttepartier Jeppe Kofods beslutning om ikke at ratificere aftalen.

”Hvad kan dog være baggrunden for, at Socialdemokratiet er vendt på en tallerken,” siger SF’s udenrigsordfører, Karsten Hønge, til Netavisen Pio.

”Regeringen burde jo netop gribe den slags bolde og bare kaste den i mål, når Socialdemokratiet for ganske kort tid siden var tilhænger af forslaget. Og det giver god mening på enhver tænkelig måde. Så Jeppe Kofod: ”Grib bolden og kast den i mål.”"

De Radikales udenrigsordfører, tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard, er også uforstående.  

”Det er godt nok svært for mig at forstå, hvorfor Socialdemokratiet har skiftet holdning til dette spørgsmål, ligesom jeg har svært ved at se, at dette skulle afskære os fra nogle humanitære aktioner,” siger Martin Lidegaard til Netavisen Pio.

”Sådanne aktioner vil jo altid ligge inden for FN-pagten, hvis Danmark deltager i dem.”

Ifølge Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl, er Jeppe Kofods indvending ”teoretisk”.

Gå med i en krig uden om FN

”Hvis det handler om, at Danmark skal kunne gå med i en krig uden om FN, så er det jo en teoretisk problemstilling, fordi et stort flertal i Folketinget i dag mener, at en sådan militæraktion vil være stort set umuligt,” siger Christian Juhl til Netavisen Pio.

”Hvilket med få undtagelser da også har været skiftende regeringers holdning gennem årene.”.

Tidligere foregangsland

Lovligheden af militære indgreb uden et FN-mandat har været diskuteret siden 1945, hvor De Forenede Nationers Pagt cementerede det folkeretlige forbud mod magtanvendelse staterne imellem.

Jacques Hartmann, lektor ved University of Dundee, i Skotland, henviser dog til, at Den Internationale Straffedomstol definerer aggressionsforbrydelsen som en såkaldt åbenbar overtrædelse af FN-pagten.

”Danmark forbeholder sig derfor retten til at begå åbenbar overtrædelser af en af folkerettens mest grundlæggende regler,” siger Jacques Hartmann til Netavisen Pio.

En fortaler for en stærk international retsorden

”Det er ikke en position, som klæder en fortaler for en stærk international retsorden.”

Samtidig er de 40 lande som allerede har ratificeret aggressionsforbrydelsen - heriblandt lande som Østrig, Belgien, Spanien, Tjekkiet, Holland, Finland og Island - ikke blevet afholdt af denne usikkerhed. Til gengæld har blandt andre Australien, Canada, Frankrig, Norge og UK, heller ikke ratificeret aftalen.

”Med beslutningen om ikke at tiltræde aggressionsforbrydelsen, er det svært at se Danmark som et forgangsland, ” siger Jacques Hartmann, som tidligere blandt andet har arbejdet i Udenrigsministeriet, på Lauterpacht Centre for International Law i Cambridge, samt ved Det Fælleseuropæiske Universitetscenter for Menneskerettigheder og Demokratisering i Venedig.

”I et længere historisk perspektiv tror jeg ikke, der vil være meget forståelse eller sympati for beslutningen om ikke at tiltræde aggressionsforbrydelsen.”

Kofod afviser kritik

Jeppe Kofod vil dog gerne sætte tyk streg under, som han udtrykker det, regeringens støtte til Den Internationale Straffedomstol i Haag.

Senest blev Dominic Ongwen, lederen af Ugandas berygtede partisangruppe Herrens Modstandshær (LRA), tidligere på måneden fundet skyldig i  forbrydelser mod menneskeheden. Anklageskriftet omfattede drab, tortur, massevoldtægter, sexslaveri og bortførelser af børn, der blev tunget til at være soldater. Straffen vil blive afsagt på et senere tidspunkt.

”Vores opbakning har blandt givet sig udslag i, at Danmark gennem de seneste år har besat posten som vice-præsident for Statspartssamlingen,” siger udenrigsministeren.

En drivende kraft i medlemslandenes arbejde

”Her har Danmark været en drivende kraft i medlemslandenes arbejde med at styrke og reformere domstolen.”

Hækkerup: Fanget af systemet

I 2017 sluttede Nick Hækkerup sin ordførertale med at undskylde Anders Samuelsen for ikke allerede at have fået ratificeret aftalen. Socialdemokratiets udenrigsordfører mente ikke, at det skyldtes ond vilje hos udenrigsministeren.

Slet ikke.

Udenrigsministeren var bare blevet ”fanget af sit system”, som Nick Hækkerup udtrykte det, og hvilket han i øvrigt selv tidligere havde været ude for, og så havde systemet pludselig en masse gode forklaringer på, hvorfor man endelig ikke måtte stemme ja til et i øvrigt fornuftigt forslag.

”Når man er ny minister, kan man godt sådan blive lidt fanget af det og glemme at sige: Prøv at høre, det er mig, der er minister; altså, jeg vil sådan set gerne have, at vi ratificerer det her; det er politik, det vil jeg gerne have. Og så bliver man fanget af forklaringer om, at der også skal nogle ændringer i straffeloven til, eller at der også er noget andet, som er forfærdeligt, hvis vi træffer sådan en politisk beslutning: ”Det er for farligt, hr. minister”.”

Så kommer man til at lytte til sit system

 

”Og så kommer man til at lytte til sit system, og så går det, som det går i dag; så er der ikke det flertal, som der i virkeligheden er, for at gøre det, som vi alle sammen – bortset fra hr. Søren Espersen (Dansk Folkepartis udenrigsordfører, red.) – godt ved er det rigtige at gøre.”

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

HUMANITÆR INTERVENTION

kan betyde, at militær må sættes ind for at stoppe folkedrab, og andre MEGET grove menneskerettighedskrænkelser. Det er sket i Kosovo og i Libyen. Men desværre ikke ved folkedrabet i Rwanda.

Det er rimeligt, at ministeret og ministeren får lejlighed til at overveje formuleringerne. Så Danmark fortsat får mulighed for at deltage i en stærk international håndhævelse af menneskerettighederne, for eksempel sammen med Frankrig, eller USA, der med Biden som præsident kan fungere langt bedre i international sammenhæng.

Humanitær intervention med dansk medvirken kan betyde at færre flygtninge må søge mod Danmark.

Der var intet folkedrab i Libyen. Libyen er faktisk, sammen med Irak, det perfekte eksempel på ulovlige angrebskrige, som Danmark har deltaget i, og som har ødelagt tilværelsen for millioner af mennesker. Og som de ansvarlige politikere burde stilles for en domstol for. "Vi ved, at de har masseødelæggelsesvåben" var påstanden, og det var en løgn, som har kostet op mod en million irakere livet. AFR burde ruske tremmer for den løgn.

Rystende svagt af udenrigsministeren. Man får den tænke, at vi ikke skal kunne undslå os, hvis USA beder os medvirke i krigsdeltagelse.

Det var dog en svag minister!

Det var dog en svag minister!

Under dække af at beskytte et folk mod overgreb i Libyen, sønderbombede vi et land,dræbte deres leder og overtog oliemarkedet. Som flere andre lande i mellemøsten og nordafrika er Libyen ødelagt og splittet. Jeppe Kofoed vil ikke fjerne muligheden for lignende krigsforbrydelser. Svag og fø!gagtig....

Annonce