I 1950'erne, da Stalins greb om den kommunistiske verden var på sit højdepunkt, talte og skrev den danske kommunist Ina Rohde åbent om, at antisemitismen florerede dér hvor kommunisterne havde fået magten. Det kom til at koste hende partimedlemskabet - og efterfølgende forsvandt hun og hendes opgør fra venstrefløjens historieskrivning.

Hun blev opmærksom på antisemitismens radikalitet, da hun som ung mor pludselig oplevede at der stod en nazist i hendes stue - og roste hende og hendes datter for at se ariske ud.

En nazist i dagligstuen

Podcasten Zayt Gezunt fortæller historien om Ina Rohde, som gennem sit lange liv nåede at bekæmpe antisemitismen på mange fronter. Hun blev opmærksom på antisemitismens radikalitet, da hun som ung mor pludselig oplevede at der stod en nazist i hendes stue - og roste hende og hendes datter for at se ariske ud.

Det var i 1920'erne, og nazismen såvel som dens sprogbrug var nyt i Danmark. Det var da også Danmarks første nazist, Ejnar Vaaben, som stod i hendes stue, som han brugte som undervisningslokale. Ina Rohde spurgte ham, hvad en arier var - og da han havde forklaret hende nazismens racistiske opdeling af mennesker, erklærede hun resolut, at han stod i et jødisk hjem.

Mødet var et vendepunkt for Ina Rohde, for fra det øjeblik dannede hun på én sin jødiske identitet og besluttede sig for at bekæmpe antisemitismen.

Tro på kommunistisk demokrati

Det kan virke utroligt, når man tænker på stalinismens at hun i en overgang mente at kommunismen var et oplagt sted at bekæmpe antisemitismen fra, når man tænker på, at Sovjetunionen fra sin grundlæggelse slog hårdt ned på alle minoriteter der kunne tænkes at udfordre - eller bare ikke ville bøje sig - for partidiktaturet.

Der var to forhold, der var afgørende for, at hun traf det tilsyneladende paradoksale valg, nemlig Anden Verdenskrig og mødet med en mand.

Det var på den tid, da Stalin blev kaldt Uncle Joe i de vestlige medier, og da kommunisterne havde brudt med deres tidligere tale om “arbejderdiktatur"

Manden var Peter P. Rohde, og han blev hendes tredje ægtemand. Han var kommunist og de var begge engagerede i modstandsbevægelsen, da de mødtes i december 1943. De holdt sammen fra det møde, politisk og privat.

Peter P. Rohde blev philosemit - engageret i jødisk kultur og tradition, og Ina blev kommunist. Det var på den tid, da Stalin blev kaldt Uncle Joe i de vestlige medier, og da kommunisterne havde brudt med deres tidligere tale om “arbejderdiktatur” og i stedet påstod at støtte det almindelige demokrati.

Det kunne Ina se sig selv i, og hun blev aktiv DKP'er.

Folkedemokrati og antisemitiske processer

Men da Sovjetunionen udfoldede sit greb over Øst- og Centraleuropa, var det ikke individuelle rettigheder, men derimod partidiktatur, der blev etableret. Og i den kommunistiske terminologi blev styreformen kaldt “folkedemokrati”, hvilket betød, at "folkelige" organisationer og ikke individer stod for stemmeafgivningen.

De havde næsten alle jødisk baggrund, og anklagerne var åbentlyst falske, og drejede sig om opdigtede statskupsforsøg samt agentvirksomhed for Israel og den jugoslaviske diktator Josip Tito

Etableringen af “folkedemokrati” i DDR, Polen, Ungarn mm. betød også en hård kurs over for de jødiske indbyggere, der blev set som mistænkelige og ukontrollerbare i partidiktaturerne.

Mest markant blev det i Tjekkoslovakiet i 1952, hvor en proces, kaldet “Slansky-processen” efter den hovedanklagede Rudolph Slansky, dømte højtstående partimedlemmer til døden.

De havde næsten alle jødisk baggrund, og anklagerne var åbentlyst falske, og drejede sig om opdigtede statskupsforsøg samt agentvirksomhed for Israel og den jugoslaviske diktator Josip Tito. Blandt andre fantasifulde anklager.

Modstand mod antisemitisme til sidste

DKP og DKP’s blade støttede Slansky-processen - og Ina Rohde og hendes mand var de eneste kommunister der sagde fra offentligt.

Det gjorde at de blev udstødt af det kommunistiske parti og blev skrevet ud af venstrefløjens historie. De holdt fast ved deres principielle kritik af enhver antisemitisme som de så, uanset personlige konsekvenser til deres dødsdag.

Det gjaldt også når det var socialistiske regimer eller bevægelser der begik antisemitiske handlinger, f.eks. da Polen tvang jøder til at forlade landet i 1960’erne og 70’erne, og da vesteuropæiske venstreekstremistiske terrorbevægelser udså sig jødiske mål under dække af at det var imperialistiske eller zionistiske mål.