Den senegalesiske forfatter, Mohamed Mbougar Sarr, vandt i 2021 Frankrigs fineste litteraturpris, Prix Goncourt. Det var exceptionelt, overraskende, men samtidig også retfærdigt og forståeligt.

Mohamed Mbougar Sarr er den første egentlige forfatter af afrikansk oprindelse, der har vundet den prestigefyldte pris, ligesom hans unge alder også er overraskende, prisen taget i betragtning.

Men når man læser romanen,’ Menneskets dybeste erindring’, som han vandt prisen for, er det ikke så overraskende endda. Dens struktur og metodiske indhold passer nemlig som hånd i handske til den litterære stil, som Prix Goncourt efterstræber og hylder.

Dekadente eksperter

Brødrene Goncourt, som prisen har taget navn efter, der er blevet uddelt årligt siden 1903, var i høj grad med til at sprænge datidens litterære parnas’ forståelse af, hvad der gør litteratur godt.

De var med til at bane vejen for den litterære naturalisme, og de hyldede datidens nye kunstneriske strømninger, impressionismen, og siden symbolismen, der blev foragtet og forhadt i begyndelsen.

Brødrene Goncourt var samtidig kendte for deres hjem, der var spækket med kunsthåndværk og fine bøger.

Dens kendetegn er labyrinten som litterær form

De gjorde en dyd ud af at fremstille sig selv om dekadente eksperter, der skabte en labyrint af referencer, et spindelvæv af æstetisk ‘smag’, der blev krydret af et opgør med moralismen, til fordel for direkte og journalistiske skildringer af mennesker på bunden af samfundet.

Prix Goncourts første præsident, Joris Karl- Huysmans, var indbegrebet af den æstetiske smag og ånd, som denne litterære pris lige siden har efterstræbt.

Dens kendetegn er labyrinten som litterær form, detektivfiguren som undersøger, forfatteren som den centrale hovedperson og sprogets mangfoldige og uendelige spektra som dets adelsmærke.

Indbegrebet af labyrintiske indgange

Tag for eksempel Marcel Proust, der vandt prisen i 1919. Hans litterære stil er indbegrebet af labyrintiske tilgange, hvor han undersøger menneskelige relationer, forviklinger og blindgyder, som var livet et spindelvæv.

Eller tag Michel Houellebecq, der vandt prisen i 2010, for romanen ’Kortet og Landskabet’, hvor han leger med kloning, med forfatterens position, labyrinter i sindets uigennemtrængelige kringelkroge, der belyses fra et utal af sider.

Gennem hele romanen forsøger han at tillukke romanens labyrintiske udgange

Sådan er det også med Pierre Lemaitre, en krimiforfatter, der på mange måder sprænger selve genren og ophøjer den til et forfinet skrift, med en detektiv-agtig undersøgelse af virkelige begivenheder, krydret med eksistentielle kvababbelser.

Hervé Le Telliers ’Anomalien’, der vandt prisen i 2020, handler om en forfatter, minder om en detektivroman, og i romanen splittes alting op, da tiden sprænges og en labyrint af uendelige afslutninger giver fortællingen centrifugalkraft.

Postkolonialisme

Mohamed Mbougar Sarrs roman er på mange måder en klassisk postkolonialistisk roman, hvor han undersøger den eksilerede senegalesers identitetstab som bosiddende i Frankrig.

Men hurtigt fornemmer man, at Sarr ønsker at gå videre, nå længere ud og tematisere mere litterære problematikker.

Gennem hele romanen forsøger han at tillukke romanens labyrintiske udgange. Han tematiserer konstant stereotypiske, enkle fortolkninger af afrikanske forfattere.

Han forsøger på den måde at foregribe tarvelige, nemme fortolkninger af selvsamme roman, som skrevet af en forfatter “fra Afrika”, “en fremmed stemme”.

Og således går Mohamed Mbougar Saar til værks og indvier læseren i en gigantisk labyrint

Romanen handler om en fiktiv senegalesisk forfatter, der fik udgivet en roman, ’Umenneskelighedens labyrint’, for siden at forsvinde, miste respekten, fordi han havde plagieret det meste, og fordi han nægtede at fremtræde som den ‘ædle vilde’.

Og selvfølgelig - ligesom Michel Houellebecq også refererede til selve Goncourt-prisens historie i sine romaner - leger Mohamed Mbougar Sarr også med, og skriver at den berygtede forfatter var indstillet til at vinde prisen.

Og således går Mohamed Mbougar Saar til værks og indvier læseren i en gigantisk labyrint, i en ung senegalesisk forfatters detektiviske jagt på sandheden om den tidligere berygtede forfatters liv og levnet.

Og her udrulles det hele, lige fra Senegals historie, de tidligere generationers tilknytning til den animistiske religion og rødder i landet, samt de unges splittelse, fordi de er mere franske, og mindre tilknyttet.

Besat af en uløselig gåde

Mohamed Mbougar Saar er en vidunderlig kompleks forfatter, der hele tiden styrer læseren længere og længere ind i labyrinten uden udgange.

Og man bliver ligesom besat af en uløselig gåde, der samtidig skildrer identitetens splittelse, emigrantens hjemløshed og rødder, uden at Mohamed Mbougar Sarr forfalder til stereotyper.

Det er enestående litteratur, og den fortjener æren og udbredelsen. Den er unik og tiltrængt, fordi så mange eksilforfattere forfalder til stereotyper, til forenklede fortællinger om identitet og afklaret selvopfattelse.

Mohamed Mbougar Saar gør det modsatte. Han søger det uudgrundelige, og derfor er romanen universel, relevant og måske mere sand, end hvad der udgives i metermål.

 

Mohamed Mbougar Saar: ’Menneskets dybeste erindring’. Oversat af Niels Lyngsø. 464 sider. Gads Forlag, 2023.