Læs bogen, og du vil føle jorden ryste under dig

Når din onkel siger, at politikerne kun tænker på sig selv, og når din nabo påstår, at journalisterne, dem kan man ikke stole på, så er de ikke alene om det.

En stor del af befolkningen mener det samme, og deres mistillid til samfundets bærende institutioner er ikke et småskørt postulat, men bør ses som forvarsler om samfundsomvæltninger i jordskælvsklassen.

Det mener Søren Lippert. Det har han skrevet en bog om, ’Derfor ender demokratiet som vi kender det. Den er god at få forstand af.

Søren Lippert definerer sig selv som politisk geolog, og han bruger mange sider på at beskrive historiens gang med geologiske udtryk, så Roms undergang, Reformationen, Den franske revolution og Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 beskrives som politiske jordskælv, der alle havde et cyklisk forløb.

Sagen er, at det parlamentariske demokrati er blevet nedslidt

Først var der tektonisk uro, derefter altomvæltende jordskælv, efterfulgt af en periode med kaotiske tilstande og til slut forsøg på at skabe en ny orden.

Den geologiske terminologi er god som forklaringsmodel, men når verdenshistorien skal slibes til, så den passer ind i det geologiske skema, bliver det måske nok lidt for anstrengt, men det rokker dog ikke ved bogens værdi.

Nedslidt demokrati

Søren Lipperts påstand er, at en jordrystende proces venter os forude, og den vil ændre vores demokratiske systemer for altid.

Sagen er, at det parlamentariske demokrati er blevet nedslidt.

Det var oprindeligt meningen, at det skulle øge almindelige menneskers indflydelse på statens styre, men i dag oplever en voksende del af befolkningen, at de ikke har noget at skulle have sagt.

På et tidspunkt vil de utilfredse være så mange, at de kan udløse et politisk jordskælv, og så er vi nået til enden af vejen for demokratiet, som vi kender det.

Mange borgere tror ikke længere på myndighederne, politikerne og massemedierne

Det er såmænd allerede ved at ske, og Søren Lippert skildrer nogle områder, hvor det er tydeligt, at fundamenterne under vores demokratier slår revner der er så store, at de ikke lader sig reparere.

En revne hedder mistillid.

Mange borgere tror ikke længere på myndighederne, politikerne og massemedierne. I stedet tror de på de nyheder som de får fra de sociale medier.

Deres sandhedsværdi er som regel lav, men til gengæld er de ofte båret af stærke følelser.

Flere virkelighedsopfattelser

Resultatet er, at vi får et samfund, hvor der er flere virkelighedsopfattelser på færde på en og samme tid, og så bliver det svært at regere landet.

En anden revne udgøres af de sociale medier og de muligheder de giver for hvem som helst til at fremsætte sine egne meninger om hvad som helst.

Alle er herved blevet til deres egne redaktører, og det medfører, at de traditionelle massemedier mister deres magt til at styre den offentlige mening.

Selvoptagetheden vokser

Tossehoveder og kværulanter kan derved få lige så megen opmærksomhed som højtuddannede fagfolk og andre eksperter, og hvem skal man så tro på? 

De sociale medier fremmer også fremvæksten af en mennesketype, der har et altdominerende behov for at blive lagt mærke til.

Selvoptagetheden vokser, mens samfundssindet svinder ind.

Flere muligheder

Ingen af de her nævnte revner er betryggende, og den fremtid, som Søren Lippert skildrer, er da også skræmmende. Han nævner flere muligheder.

En af dem er består i en fremtid, hvor nationalismen genoplives og bliver så stærk, at internationale organisationer som FN og EU bryder sammen.

En anden mulighed er, at der opstår en ny enevælde, hvor en lille lukket gruppe af tyranniske magthavere kan træffe beslutninger uden at skulle hente opbakning fra befolkningen. Den slags kaldes et diktatur.

Søren Lippert er særdeles velskrivende

En tredje mulighed er, at klimakrisen bliver opfattet som så overvældende, at der oprettes en global institution, der kan handle effektivt for at redde kloden.

Denne globale institution får magt til gribe ind på tværs af landegrænser og bestemme over den måde vareproduktion, transport, landbrug, skovbrug og fiskeri foregår på.  

Ifølge Søren Lippert er det således vældige politiske jordskælv der venter os, og kaos og katastrofer vil nok ikke kunne undgås, men Lippert tror også på, at det bærende lag under alle omskiftelserne er menneskets behov for medbestemmelse.

Dette behov vil aldrig forsvinde, så den demokratiske tanke dør ikke, selv om der flyver nok så megen vulkansk aske rundt i luften. Demokratiet får bare nye former.

Søren Lippert er særdeles velskrivende, belæst, vidende og tankefuld. Hans bog er fremragende og uhyre væsentlig.

Læs den, og du vil føle jorden ryste under dig.

Søren Lippert: ’Derfor ender demokratiet som vi kender det.’ 328 sider. Gyldendal 2024. Udkommer i dag.