Landsmøde i Venstre: Vil Kaptajn Ellemann endelig udstikke en kurs?

To måneder efter sin kåring som Venstre-formand, står det stadig uklart hvad Jakob Ellemann-Jensen vil. Imens slås medlemmerne om linjen.
Venstre holder landsmøde i weekenden.

Landsmødet bliver partiformand Jakob Ellemann-Jensens foreløbige bedste mulighed for at tegne en linje op om hvad han vil med sit parti, med den blå blok og Danmark.

Det er under to måneder siden, at Jakob Ellemann-Jensen overtog formandsstolen i Venstre og billedligt talt lukkede det formandskab med Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen, som havde sendt partiet ud i en regulær borgerkrig.

Nu skulle det være slut med både fløjkrig og fløjkrigere, lød det fra den nyvalgte formand.

Nu skulle der være ”ro på bagsmækken” skulle man forstå! Forudsætningen for at få ro i et politisk parti er blot den, at man skal udsende nogle klare signaler om hvilken retning man ønsker. Og der har det været småt med signaler for den nye formand.

En søgende start

Der er selvfølgelig ingen der kan forvente, at Jacob Ellemann-Jensen, der primært har gjort det som sjov mand i dansk politik, fra dag et ville vende op og ned på dansk politik.

Men den lidt falmende start fra Ellemann-Jensen blev forleden understreget af en alt andet end mindeværdig optræden i folketingets spørgetime med statsministeren.

Altingets politiske analytiker Erik Holstein kaldte det ”en fuser”, og skriver at ”Det var slet ikke den sprudlende Jakob Ellemann, man har været vant til at se i rollen som politisk ordfører”. Han mener, at Ellemann er for ukonkret, og derfor får han ukonkrete svar tilbage.

Og den borgerlige-liberale kommentator Jarl Cordua skrev ”Sjældent har man set en så usikker og tam præstation.”.

En lignende ukonkret melding kom i forbindelse med finansloven, hvor Ellemann-Jensen spillede ud, at han ville bruge en halv milliard kroner mere på klimaet end regeringen havde lagt op til. Hvordan pengene skulle bruges? Det var helt op til Mette Frederiksen, kunne man forstå.

V-veteran: ”Han vil lære”

På trods af de kritiske røster, maner den tidligere Venstre-minister Søren Pind dog til besindighed: Ellemann har masser af tid til at lære og der er jo lang tid til næste valg:

”Politiken og andre har travlt med at kritisere Jakob Ellemann. Men læg lige mærke til en ting: I modsætning til Thorning gemmer han sig ikke. Han har taget en arbejdsopgave på sig. Han vil lære. Politik lærer man kun i kamp. Og der er han. Det er fint. Der er længe til næste valg,” skrev han forleden på Twitter.

Hos den traditionelle hovedmodstander Socialdemokratiet er der en stigende bekymring om, at Venstres fraværende leder kan blive et problem for Mette Frederiksen og regeringen.

Her synes stemningen at være, at man mangler en modstander, der kan skabe konflikter på tværs af blokkene, så alle slagsmålene ikke bliver mellem regeringen og støttepartierne. Det er svært at holde tempoet oppe og spille bold uden en rigtig modstander.

Hvem er det Venstre vil vinde tilbage?

Men indtil videre har der været stille om, hvad der er Venstre-formandens egentlige politiske projekt. Hvad er det som han brænder for, og hvad er det for en kurs han vil sætte for Venstre og det borgerlige Danmark?

Meningsmålingerne siden han trådte til, er nærmest på decimalen uændret. Og det er både godt og skidt. Det er godt, fordi Venstre dermed holder fast i det pæne valgresultat på over 23 procent, som Lars Løkke Rasmussen skaffede partiet, men skidt fordi det betyder at den borgerlige blok, som Ellemann-Jensen står i spidsen for, er lige så langt fra magten, som de var ved valget.

Da Mette Frederiksen tog over som socialdemokratisk partiformand efter Helle Thorning-Schmidt skete det også på baggrund af et hæderligt valgresultat, hvor partiet var gået en lille smule frem.

Men hun havde en tydelig interesse i at ændre partiet i retning af en strammere udlændingepolitik og en mere klassisk, socialdemokratisk fordelingspolitik, med det mål, at hive nogle af de frafaldne kernevælgere tilbage fra især Dansk Folkeparti. Også selv om det kostede vælgere i forhold til de øvrige røde partier.

Udfordringen for Jacob Ellemann-Jensen er, at det ikke står helt så tydeligt klart, hvor eller hvem det er, at han vil hive stemmer tilbage over midten fra.

Støjberg: Vores vælgere savner ikke ny politik

Venstre har i de seneste dage gjort sig særdeles umage for at tale forventningerne til nyhedsværdien af landsmødet ned og afskrevet enhver snak om behovet for ny politik.

"Hele afdelingen for politiske kommentatorer har et meget stort ønske om, at Jakob (Ellemann-Jensen, red.) skal komme med et nyt stort politisk projekt. Det er bare ikke det, der er savnet blandt Venstres vælgere.

Det er selvfølgelig vælgerne og ikke kommentatorerne, der bestemmer, hvornår man eventuelt udvikler ny politik,” sagde næstformand Inger Støjberg til Altinget.

Der er nok de færreste der forventer, at Venstre-formanden på bare to måneder har et helt nyt gennemskrevet projekt klar, men mindre kunne måske også have gjort det.

Uklarhed om udlændingepolitikken

For selvom Venstre-vælgerne ikke nødvendigvis efterspørger ny politik, så vil landsmødet være en oplagt mulighed for Ellemann-Jensen for at slå noget af den eksisterende politik fast.

For i de seneste dage har forskellige medlemmer af Venstre sendt forskellige signaler om udlændingepolitikken. For næstformand Inger Støjberg mener en ting, mens Jan E. Jørgensen og andre medlemmer af gruppen mener noget andet.

Jacob Ellemann-Jensen forsøger i et interview i Weekendavisen at rumme begge dele, men den slags tvetydige meldinger giver ikke ro. Snarere tværtimod.

Venstre holder landsmøde i Herning lørdag og søndag.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Nu er jeg langt fra Venstre-fan, men man bør nok lige lade Ellemann lande som formand. Han har en kæmpeopgave med at samle et splittet parti, og en blå blok. Derfor så morsomt at huske, hvordan de efter valget i V mente, at Mette F og hendes støtter ville nærmest gå i koma indenfor første år. Nu hedder det lang tid til næste valg, hvad blok blok vist skal være rigtig glade for. Og modsat kommentatorerne, så synes jeg faktisk Ellemann var fair og ok mod Mette F, det var begges første spørgetime på posten, og personlig nød jeg ikke at se på Løkke og høre hans spydige giftpiller. Jeg tror S og V får et godt samarbejde til gavn for landet og JEJ på sigt bliver en god formand for Venstre. Om jeg får ret, vil tiden vise.

Annonce