Annonce

Mærsk omdirigerer skibe efter missilangreb

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
I dagens nyhedsoverblik starter vi i farvandet ud for Yemen, hvor et norsk tankskib er blevet ramt af et krydsermissil. Angrebet får nu den danske rederigigant Mærsk til at tage nye forholdsregler i området.

Derefter skal vi hjem til Danmark igen. Her forventer regeringen at det offentlige forbrug vi stige de kommende år.

Velkommen til Netavisen Pios daglige nyhedsoverblik ’Aktuelt’.

God læselyst!

 

Mærsk omdirigerer skibe efter missilangreb

I kølvandet på det missilangreb, som tirsdag forårsagede en brand ombord på et norsk tankskib ud for Yemen, har rederigiganten Mærsk nu omdirigeret deres skibe i området.

”Vores medarbejderes sikkerhed er af største vigtighed, og vi har implementeret yderligere sikkerhedsforanstaltninger for vores skibe og søfarende i området, herunder omdirigering,” oplyser Mærsk til Finans, ifølge DR.

Den iranskstøttede Houthi-oprørsbevægelse har taget ansvar for angrebet. Bevægelsen har tidligere truet med at angribe skibe til og fra Israel som følge af krigen mellem Israel og Hamas.

 

Regeringen forventer øget offentligt forbrug

Tirsdag præsenterede økonomiminister Stephanie Lose (V) den seneste Økonomisk Redegørelse.

Og selvom SVM-regeringen vil spare på bureaukrati og sætte dele af den offentlige sektor mere fri, som eksempelvis folkeskolen, så forventes det offentlige forbrug at stige i både 2024 og 2025.

Det skriver Berlingske.

I 2025 forventer regeringen at det offentlige forbrug vil udgøre en fjerdedel af Danmarks BNP. Det skyldes både den grønne omstilling, et lønløft til udvalgte grupper af offentlig ansatte og øgede udgifter til Forsvaret som følge af krigen i Ukraine.

”Eksempelvis har det været en ret stor prioritet for Venstre, at vi får løftet vores forsvar og mulighederne for at tage vare på vores egen sikkerhedssituation, nu hvor der er krig i Europa. Vi har samtidig opgaver i forbindelse med den grønne omstilling, som også ligger der. Faktisk ligger en del af det, som vi gør i forhold til at hjælpe Ukraine også i det forbrug,” siger Stephanie Lose til Berlingske.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Souschef, journalist og redaktionssekretær.


Flere artikler om emnet