Med knald i låget - sygdom og død i vaccinemodstandens spor

Et spøgelse farer gennem samfundet. Det råber ”vaccine er gift” og det forskrækker store og små. Harmløst er det da heller ikke. Det råber på frihed, men døden følger i dets spor.

Det er der skrevet en bog om. ’Anti’ hedder den, og den er god. Den skildrer modstanden mod vaccination. Den har godt nok ikke mange tilhængere her i landet, men de larmer, og noget tyder på, at de bliver flere.

I november 2020 gik en flok af dem gennem Københavns gader, mens de slog på stegepander, gryder, skeer og grydelåg.

Det var deres måde at demonstrere mod den landsdækkende coronavaccination som Folketinget var ved at vedtage, så man kan sige, at de i allerbogstaveligste forstand havde knald i låget.

Modstanderne var en broget flok, der bestod af antiautoritære anarkister, højreorienterede fantaster, naive naturtilbedere og folk, der troede på skumle fortællinger om hemmelige selskaber, der ville overtage al magt på jorden.

En af deres talsmænd udtalte, at ”vi ønsker ikke at være en del af en tvangsvaccine, hvor vi ikke aner, hvad der er i vaccinen, og hvor vi ikke ved, hvad det vil gøre ved folk ude i fremtiden.”

Modstanden går langt tilbage 

Bogen ’Anti’ skildrer vaccinemodstandens historie, for modstanden mod vaccinationer er ikke ny.

Den er faktisk lige så gammel som vaccinationerne selv og kan spores tilbage til de første forsøg på at bekæmpe kopper i begyndelsen af 1700-tallet.

Det skete i England, hvor lægen Edward Jenner fandt ud af, at man kunne bekæmpe den frygtelige koppesygdom med en vaccine der var hentet fra køer.

Over hele verden var der vaccinemodstand

Metoden var effektiv, men blev ikke desto mindre mødt med stor modstand fra dele af befolkningen, der var bange for blodforgiftning og andre bivirkninger.

Og da den engelske regering senere vedtog en lov om at alle borgere skulle vaccineres, blev det opfattet som endnu et forsøg på at disciplinere arbejderklassen, så vaccinemodstanden blev en del af den britiske arbejderkultur.

England var ikke alene her. Over hele verden var der vaccinemodstand, men med vidt forskellige motiver.

En universel regel synes at være, at jo mere tvang staten udviser, desto stærkere bliver modstanden mod dens tiltag.

Fatale følger

I Danmark lykkedes det at overbevise det store flertal af befolkningen om, at de kunne have tillid til sundhedsmyndighederne.

Kun to procent af befolkningen har i dag så stor mistillid, at de ikke vil vaccineres.

Alt dette oplyser bogen ’Anti’ om, og de historiske afsnit i bogen er meget interessante, men de afsnit der handler om nutiden er dog af større relevans.

Så sygdom og død optræder i modstandernes spor

I dag benytter modstanderne de sociale medier til at sprede mistillid til myndighederne og til at udbrede falske nyheder, og det lykkes i et vist omfang.

Det har bevirket, at tilliden til myndighederne har slået uheldsvangre revner, og sådan noget har ulykkelige konsekvenser.

Allerede nu kan man konstatere, at mæslinger og polio igen er dukket op i byer som London og New York som følge af vaccinemodstanden.

Så sygdom og død optræder i modstandernes spor, og det kan alt sammen få fatale følger, når den næste pandemi kommer.

Velfortalt

Vaccinemodstanden kan betragtes som en samfundsvirus, der samler utilpassede og vrangvillige borgere under sit grydelåg.

Men de to forfattere, Rikke Alberg Peters og Jakob Bek-Thomsen, giver også læseren et velfunderet og velfortalt grundlag til at forstå, at modstanden mod vaccinationer handler om meget mere end folk med knald i låget.

Læs den som en vaccination imod uvidenhed

Den handler også om forholdet mellem borgeren og samfundet. Hvordan kommunikerer vi med hinanden? 

Hvordan mindskes polariseringen mellem modstandere og tilhængere? Hvordan sikrer man, at der er tillid til myndighederne, så unødig tvang undgås? 

Og så er bogen illustreret med velvalgte billeder fra før og nu.

Bogen er hermed anbefalet. Læs den som en vaccination imod uvidenhed.

'Anti Vaccinemodstandens historie'. Rikke Alberg Peters og Jakob Bek-Thomsen. Gads Forlag. 2024.