Moderaternes spidskandidat: Danmark vil fint kunne modtage 5.000 - 7.000 flygtninge årligt
Moderaternes spidskandidat: Danmark vil fint kunne modtage 5.000 - 7.000 flygtninge årligt
Otte timer senere er Stine Bosse mærkbart på retræten: “Det er uaktuel politik”

Stine Bosse, debattør
Danmark vil "fint kunne" modtage 5.000 til 7.000 flygtninge om året gennem EU’s nye såkaldte solidaritetsmekanisme, som Danmark i dag står udenfor på grund af retsforbeholdet. Et forbehold, som i øvrigt bør sendes til folkeafstemning.
Det siger Moderaternes spidskandidat til EU–valget, Stine Bosse, i et interview med netmediet Altinget.
Udmeldingen fra Stine Bosse torsdag tidlig-tidlig morgen får Socialdemokratiets spidskandidat ved EU-valget, Christel Schaldemose, til at slå syv kors for sig:
Er det virkelig partiets politik, Lars Løkke
“7.000 flere flygtninge om året? Moderaternes EP-spidskandidat Stine Bosse vil afskaffe retsforbeholdet inkl asylforbeholdet. Hun vil have 7.000 ekstra flygtninge til DK hvert år. Det er utroligt virkelighedsfjernt, jeg frygter vi mister kontrollen og ender med svenske tilstande. Er det virkelig partiets politik, Lars Løkke,” spørger Christel Schaldemose Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen i et opslag på det sociale medie X torsdag morgen.
“Og det, jeg så præciserer nu”
Svaret fra Stine Bosse lader ikke vente længe på sig.
Kl. 12.41 torsdag kan man således læse på dr.dk, at Bosse trækker mærkbart i land:
“Det er uaktuel politik,” lyder Bosse-melodien nu om “5.000 til 7.000”-meldingen.
Hun præciserer samtidig, at hverken hun eller Moderaterne går ind for, at der skal være en folkeafstemning om ophævelse af EU-retsforbeholdet nu eller i den nærmeste fremtid:
det skulle jeg måske have sagt fra dag et
“Og det, jeg så præciserer nu, og det kan man så sige, det skulle jeg måske have sagt fra dag et, er, at det kommer først til at ske den dag (Folkeafstemningen om retsforbeholdet, red.), hvor der er styr på de ydre grænser, og hvor tallet (Antallet af flygtninge og immigranter, red.) er meget tæt på nul.”
Glæde i S-lejren
Retræten glæder Christel Schaldemose:
“Det glæder mig, at hun trækker i land. Godt vi fik det på det rene,” siger Socialdemokratiets spidskandidat, Christel Schaldemose, til Netavisen Pio.
Der er valg til Europa-Parlamentet 9. juni.
Tilføj kommentar