Peter Sabroe: Børnene og de udsattes beskytter

En utraditionel socialdemokratisk politiker, både med hjertet bankende for de svageste og med sans for dramatik og iscenesættelse, ville i år fylde 150 år.
Den 23. januar er det 150 år siden, at børnene og de udsattes beskytter, socialdemokraten Peter Sabroe blev født. Han er en af de største, vi har haft.

En politisk pioner, der med uortodokse metoder kæmpede for bedre vilkår for de nederste på samfundets stige. For tjenestefolkene, de fattige, de udsatte og ikke mindst børnene. Peter Sabroes sagde selv: “Børnene ejer sig selv og skal vurderes som selvstændige individer med ret til kærlighed, tryghed og anerkendelse.” Ord som blev et pejlemærke for hans politiske virke livet igennem.

Peter Sabroe blev født i Gødvad ved Silkeborg og kom tidligt i lære som skomager. Men han skiftede fag og blev journalist, men allerede som ung blev han aktiv i politik. Senere blev han medlem af kommunalbestyrelsen i Aarhus og sidenhen af Folketinget. Han lagde sig flere gange ud med sit eget parti og var datidens mest kendte og kontroversielle menige folketingsmand.

Han var både elsket og hadet for sine aktivistiske metoder for at skabe fokus på ulighed og ”det skæve Danmark”.

Smurte sig ind i fedt
Det fortælles, at Peter Sabroe engang smurte sig ind i den ildelugtende fedtmasse, som var en fast del af kosten på danske børnehjem. På den måde kunne de fine Christiansborg politikere opleve stanken af den elendige mad, som børnene fik.

En anden gang tog Peter Sabroe en gennempryglet skoledreng med ind i Folketinget for at vise sine kolleger, hvordan lærerne tævede børn med spanskrør i datidens skoler. Det politiske etablissement på Christiansborg var dybt forargede, men det var Peter Sabroe ligeglad med, for han fik skabt opmærksomhed på tæv og mishandling i datidens skoler. Og sagen var altid det vigtigste for ham!

Peter Sabroe fik bølgerne til at gå højt. Men han skabte også resultater og skubbet hårdt til den måde, man i begyndelsen af 1900-tallet så på (- eller lukkede øjnene for) samfundets udsatte og udstødte. Og hans vedholdende indsats bidrog til gennemførelsen af Børneloven i 1905 og senere var han også hovedmanden bag Enkebørnsloven.

Han nåede ikke at se alle sine idéer realiseret. Men dem har vi glæde af i dag herunder afskaffelsen af læreres ret til at prygle skolebørn i 1967 og afskaffelsen af revselsesretten i 1997. Hans arbejde var syv mile skridt hen mod en egentlig social- og børnepolitik i Danmark.

Døde alt for ung
Peter Sabroe døde ved en tragisk ulykke 46 år gammel. Ved begravelsen i Aarhus deltog 50.000 mennesker. Eller næsten 2% af Danmarks befolkning. Et helt uhørt stort antal, som vidnede om Peter Sabroes enorme popularitet.

Hvad er arven fra Peter Sabroe? Der er ingen tvivl om, at hans idéer og hårde arbejde for et mere retfærdigt samfund har gjort en verden til forskel for mange mennesker. I dag er der dog fortsat børn, som har en kaotisk opvækst, har svært ved at stå på egne ben som voksne og derfor falder ud af fællesskabet.

Det er derfor det det vigtigt, at vi socialdemokrater holder fast i et stærkt velfærdssamfund, hvor vi sikrer, at ingen falder igennem. Uanset om du kommer fra højhusene eller villakvartererne. Om dine forældre er akademikere eller på kontanthjælp. For vi er både et stærkere og et mere rigt samfund, når alle er med i fællesskabet. Og det tror jeg, at Peter Sabroe ville være enig i.

Gunvor Wibroe er medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg for Socialdemokratiet.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.


Kommentarer fra Facebook