I teaterforestillingen AMERIKA på Nørrebro Teater møder vi den godmodige Karl, der som tysk emigrant går i land midt i hjertet af den nye verden: New York, Amerika.

Forestillingen, der bygger på Franz Kafkas roman Amerika, kalder sig “en højaktuel og grotesk komedie”. Men selvom historien om at være ny og sårbar i en fremmed kultur er en eviggyldig fortælling, så formår opsætningen ikke at trække nogle tråde til nutidens multikulturelle og hyper-globaliserede verden.

Portrættet af Amerika virker som en fastfrosset karikatur

Det samme gælder skildringen af det amerikanske samfund, som den unge Karl møder på den anden side af Atlanten. Portrættet af Amerika virker som en fastfrosset karikatur, som kun har eksisteret i en tjekkisk forfatters fantasti for over 100 år siden.

Franz Kafka havde aldrig været i Amerika, da han skrev romanen opkaldt efter den store nation mod vest. Han er dermed lovligt undskyldt. Men når et moderne teatret i hjertet af Nørrebro opsætter en forestilling - og tilmeld sætter ordet “højaktuel” på plakaten - så kan man med rette forvente, at folkene bag forestillingen har nye vinkler på verdens mest eksponerede, ekstreme og modsætningsfyldte nation. Men det har forestillingen AMERIKA desværre ikke.

Kafkask kamp mod overmagten 

I sekvenser bliver det dog interessant, når hovedpersonen Karl - spillet perfekt naivt af Nicolai Jørgensen - står forsvarsløs i mødet med overmagten.

Netop det er Kafka blevet kulturel verdensarv for at kunne beskrive: Det magtesløse individ, som fanges i magthavernes spind af bureaukrati og uigennemskuelige regler.

Det er virkelig kafkask, når den fattige men moralske Karl bliver smidt på porte

Misforståelser og åbenlyse urimeligheder fælder flere gange den unge Karl. Han bliver udnyttet af sine nye venner, som stjæler hans sidste mad, raget på af den rige fabriksejer og uretmæssigt fyret af hotellets direktør. Forsvarer han sig, bliver det han siger brugt imod ham. Lægger han sig fladt ned, har han tilstået og vises ingen nåde.

Det er virkelig kafkask, når den fattige men moralske Karl bliver smidt på porten kun iført det tøj, han står og går i. Og selvom Karl, allerede inden han har sat sine ben på New Yorks kaj, tager kampen op for at forsvare skibets fyrbøder mod den urimelige kaptajn, så ender han selv med at være prisgivet i de store land uden sikkerhedsnet og arbejdstagerrettigheder.

Triviel forvekslingskomedie ala Gøg og Gokke

Størstedelen af forestillingen går dog med, at de medvirkende render op og ned af trapper, og åbner og lukker døre i et væk.

Det kan bedst beskrives som inspireret af Gøg og Gokke

Når ham, der er blevet væk, kommer inden af den ene dør, så er hende, der leder efter ham, lige gået ud af den anden. Og sådan bliver ved og ved på scenen, der består af lange rækker med ens ståldøre og en stor ståltrappe, der flytter sig rundt og gør scenen til en grå labyrint.

Måske det hele er et symbol på arbejderens fremmedgørelse i et kapitalistisk industrisamfund

De mange skøre optrin og “falden på halen komik” bliver dog hurtigt til en ret triviel og repetitiv forvekslingskomedie. Det kan bedst beskrives som inspireret af Gøg og Gokke - de to stumfilmstjerne, der lavede deres første film i 1927, samme år som romanen Amerika blev udgivet.

Måske det hele er et symbol på arbejderens fremmedgørelse i et kapitalistisk industrisamfund, men det er svært at forvente, at moderne mennesker - der med et Netflix-logind har adgang al verdens standup - skal le oprigtigt af det.
 

Flade karikaturer symboliserer fedme og kapitalisme

Det som virker mest outdated er dog de tre helt overdrevet overvægtige karakterer, som helt tydeligt skal symboliserer den grådige og altfortærende kapitalisme.

Det virker bare for 90’er-agtigt, at det i sig selv skulle være hylemorsomt, at en figur er ekstrem tyk

Fremstillingen af de to tykke fabriksejere og den grotesk fede sangerinde - som ikke kan bevæge sig ud af sin seng, fordi hun er på størrelse med en lille el-bil - virker bare pinlig. Det er i hvert fald med dårlige smag i munden og den distanceret mine, at jeg ser på, at den kæmpestore sangerinde - der er spillet af spinkle Trine Pallesen (Gabby fra Rejseholdet) i et fat-suit - tvinger Karl til oralsex, blot ved at sætte sig på hans ansigt.

Måske er det de seneste års identitetspolitik og kropsaktivisme, der virkelig har ændret vores måde at tænke på, men det virker bare for 90’er-agtigt, at det i sig selv skulle være hylemorsomt, at en figur er ekstrem tyk.

Hvis du ikke er flad af grin, når sketchen “90-års-fødselsdagen” ruller over skærmen nytårsaften, så tror jeg ikke, du vil nyde to timer og 30 minutter med Karl i Amerika.
 

Forestillingen AMERIKA kan ses på på Nørrebro Teater frem til 3. november 2019. Billetter koster fra 75 - 470 kroner.