Da regeringerne lukkede de europæiske lande ned i foråret af 2020 som reaktion på pandemien, faldt den frie bevægeligheds mobilitet i Europa.

Når vi først er på vej ind i en genopretningsfase, bliver det interessant, om den Europæiske Union formår at vende tilbage til et niveau af fri bevægelighed, som før pandemien brød ud.

Genoprettelningen af mobilitet i EU

Fra årene med udvidelsen mod øst, indtil krisen forårsaget af corona-pandemien, steg antallet af mennesker i Europa, der flyttede til et andet land for at arbejde.

Lufthavne var tomme og lange køer blev hverdag på motorvejene

Forud for udvidelsen mod af øst var niveauet relativt lavt - svarende til cirka 1,5 procent af den samlede arbejdsstyrke i EU. Siden er den stigende mobilitet  resulteret i, at der i dag er 17 millioner EU-borgere, der arbejder i et andet land end, hvor de er født.

I den slovakiske hovedstad Bratislava, etablerede EU en arbejdsmyndighed. Formålet var at håndtere de kontroverser og uenigheder, som der kan være omkring mobilitet, samt at øge tilliden til den frie bevægelighed blandt borgere.

Ensartede sociale standarder

De fleste uenigheder, der har været i forbindelse med den frie bevægelighed, er opstået omkring de mobile arbejderes velfærdsforhold.

Særligt i kriseperioder, var nogle også bekymrede for risikoen af EU-migranter, der driver lokale arbejdere ud af deres job – og dermed potentielt forårsager arbejdsløshed i de pågældende lande.

Stigende mobilitet  har resulteret i, at der i dag er 17 millioner EU-borgere, der arbejder i et andet land end, hvor de er født.

Den frygt har dog vist sig at være ubegrundet. De sociale ydelser, som mobile arbejdstagere har ret til, hvis de for eksempel mister deres job, eller hvis deres børn ikke bor i det samme land som forældrene, har dog været genstand for heftig debat og er endda resulteret i retssager.

Pandemien skabte spændinger

Chokket fra pandemien har bragt nye spændinger op til overfladen. Det stod klart, at behovet for udenlandsk arbejdskraft ikke bliver mindre, når det bliver vanskeligere at flytte fra ét land til et andet, for eksempel inden for sektorer som landbrug og ældrepleje.

Samtidig kunne de, der havde arbejdet i udlandet, ikke finde et alternativt job i deres hjemland.

Men bekymringerne for medarbejdernes sundhed og sikkerhed er ofte kommet i anden række. Dette har endnu engang skabt et billede af, at arbejdere fra fattigere lande kan behandles som andenrangsborgere, set i forhold til deres sociale rettigheder.

Mobilitet som et værktøj

Da forskellen i indkomst mellem øst og vest er en stor drivkraft for arbejdskraftmobilitet indenfor EU - og da denne faktor ikke kommer til at blegne foreløbigt - vil genopretning af samfundet efter en corona-tid uden tvivl bringe en mere dynamisk arbejdskraftsmobilitet med sig.

Chokket fra pandemien har bragt nye spændinger op til overfladen

Det skal dog påpeges, at ændret arbejdsorganisering under pandemien gav et løft af digitaliserede løsninger og ukonventionelle arbejdstider.

Det vil sandsynligvis resultere i mindre mobilitet i byerne frem for mellem landene.

Derudover er der tegn på, at EU-institutionerne igen ønsker at bruge mobilitet som et værktøj, der skal hjælpe med at nedbringe arbejdsløshed og ungdomsarbejdsløshed i særdeleshed.

Ursula von der Leyen, formand for Europa-Kommissionen, annoncerede i sin seneste tale om Unionens Tilstand, etableringen af en ny ungdomsmobilitets-ordning: ALMA - (Aim, Learn, Master, Achieve).

Ændret arbejdsorganisering under pandemien gav et løft af digitaliserede løsninger

Bogstaverne henviser til målene for programmet: sigt, lær, mestre og opnå. Dette er et tegn på, at mobilitetsprogrammer som ’Erasmus’ og ’Leonardo’, er blandt de mest populære EU-initiativer, som i svære tider optræder som en inspiration for nye ideer og tiltag.

Mindre pres for bevægelighed

Uanset, med niveauet for arbejdsløshed, der er tilbage til niveauet fra før pandemien, vil der i de kommende år være langt mindre pres for mobilitet mellem grænser.

Hvis vi sammenligner med for ti år siden, hvor ungdomsarbejdsløsheden i EU toppede omkring 23 procent, som en konsekvens af store finansielle kriser. I lande som Grækenland og Spanien oplevede man et dobbelt så højt niveau gennem flere år.

Men den virkelige lektie, vi lærte fra den forrige recession er, at hvis et højt niveau af arbejdsløshed og mangel på jobmuligheder inden for et udkantsland tvinger unge mennesker til at flytte, så vil de ikke nødvendigvis vælge et andet europæisk land.

I de kommende år vil der være langt mindre pres for mobilitet mellem grænser.

Dette er fordi, resten af verden tilbyder lige så meget, og nogle gange endda mere. Samtidig forekommer sprogforbindelserne mere attraktive end den geografiske nærhed.

En fælles europæisk følelse

Derfor skal Europa i stedet koncentrere sig om at undgå tabet af menneskelig kapital som følge af sammenbrud og lavkonjunkturer.

Mobilitet på tværs af grænser, takket være arbejdskraftens frie bevægelighed i Europa, tilbyder ofte løsninger, der også er med til at styrke den europæiske samhørighed blandt den yngre generation.

Men det er lige så vigtigt at fremme jobskabelse og meningsfulde økonomiske aktiviteter i alle europæiske region, for at sikre at unionen er associeret med fælles velstand og en ansvarlig tilgang til velfærden af fremtidige generationer.

Oversat af Sarah Gratløv.