Dolly Parton debuterer som forfatter og har samtidig udgivet sit 48.(!) soloalbum.

Titlen på både album og roman er ‘Run Rose Run’, og temaet er kvinders rolle i musikbranchen

I en verden hvor hjerte endnu rimer på smerte, og hvor mænd dominerer og hvor der skal mere til, for at slå igennem, end musikalsk talent.

Og så indeholder album og roman slet skjulte træk af selvbiografiske elementer og kommentarer fra Dolly, der i en alder af 76 synes at have fået et stigende behov for at illustrere sit eget liv i lyd, tekst og billede.

For selvfølgelig skal ‘Run Rose Run’ filmatiseres. Det er allerede blevet besluttet.

En moderne lægeroman

I romanen, som hun har skrevet sammen med succesforfatteren James Patterson (der også har skrevet roman sammen med Bill Clinton), følger vi to kvindelige countrysangere; en gammel erfaren, der har vundet det hele, og en ung uerfaren, der skal have kickstartet sin karriere.

Man fornemmer tydeligt Pattersons pen i romanen, der er lige dele krimi og kærlighed, indskrevet i et format, der mest af alt minder om en moderne lægeroman. Og selvom det lyder som soap og kitch, så er det elementer, der altid har været en del af fænomenet Dolly Parton.

Selvom Dolly nemt kan forveksles med dollars, så handler det aldrig kun om penge, ligesom det heller aldrig udelukkende handler om store forlygter på multitalentet, fordi hun samtidig har det der vindende smil og det tindrende glimt i øjet. Dolly Parton er altid mere end det, som en hurtig, stigmatiserende smagsdommer kan lire af i slet skjult nedladenhed.

En kompleks størrelse

Fænomenet Dolly Parton var lige fra begyndelsen, i midtresserne, en kompleks størrelse.

Hun har flere gange udtalt, at hun som helt ung var fascineret af kvinder, der blev stigmatiseret, fordi de var “løse på tråden”. Hun har udtalt, at hun allerede dengang besluttede sig for selv at blive til indbegrebet af denne faldne engel, af “trash”.

Dolly er skam ægte nok

Det er en ret så hul kliche, når man gang på gang hører, at Dolly Parton er kunstig udenpå og ægte indeni. Det er ikke hele sandheden, for Dolly er skam ægte nok, selvom hun har undergået et utal af skønhedsoperationer, og iklædt sig countryens glimtende “rhinestones”, disse ekstravagante gevandter med falske ædelstene.

Det er ligesom med successerien 'Gray’s Anatomy' der har så ekstremt mange fans. Min kæreste og hendes teenagedatter elsker den, og jeg hader den. Jeg synes, at det er tåkrummende at se sådan en lægeroman på film. Men samtidig kan jeg godt indse, at dens temaer, omend banale, netop tematiserer så mange hverdagsproblematikker, og at det er derfor, at den har så mange følgere.

Og det er netop sådan, at rigtig meget af Dolly Partons mange produktioner af musik og film fremtræder.

Dolly for Dummies

Det er let fordøjeligt, hverdagspræget og så rammer det samtidig ekstremt bredt. Og så er hendes samarbejde med Netflix om Dolly Partons Heartstrings, en mini-serie i otte afsnit, netop skåret over samme læst, som Gray’s Anatomy.

Serien er en slags Dolly for Dummies, hvor hun forsøger at illustrere hvorledes nogle af hendes allerstørste hits handler om forhold, som de fleste oplever i deres egne liv.

Udødelige sange som ‘Jolene’, ‘Two Doors Down’, ‘If I had Wings’, ‘9 to 5’ tematiseres, og indsættes i en nutidskontekst.

Det er derfor ikke overraskende, at romanen ‘Run Rose Run’ også er banal på den måde, som en lægeroman, med krimi og kærlighedselementer.

Dolly har altid foretrukket dette format, der ikke  indeholder skyggen af konkrete politiske budskaber, og alt muligt andet, der kan splitte, frem for at samle.

Hun har selv flere gange udtalt, at hvis hun begyndte at deltage i den offentlige debat, sådan mere politisk konkret, så ville hun bryde med mindst halvdelen af sine fans, hvilket ikke er hendes ønske.

Hendes mission er at skabe populær kunst, der viser sin dybde i overfladen, som gør folk glade, og som samtidig tematiserer hvor fordømmende verden generelt er, hvor hård den kan være, og hvor vigtigt det er, altid at stå fast ved at være den, man er.

Netflix’ ‘Heartstring’s, albummet ‘Run Rose Run’ og romanen, der, som sagt også vil blive filmatiseret, er ikke det bedste, jeg har hørt, læst og set fra hende. Slet ikke.

Men jeg begriber hvad det er, hun har gang i, her på sine aldrende dage, og jeg vil vedblive med at tøve med at kritisere noget af det for skråsikkert.

Dolly Parton er ikke bare min, men mange andres idol, og det er i dette tilfælde, fordi det er intenderet, at der skal være plads til mange andre fans, i hendes ufatteligt store univers.

Selvfølgelig sexistisk nedladenhed fra Thomas Treo

Dollys fremtræden har altid været kompleks. Hendes udseende har lige fra begyndelsen gjort, at de mest primitive har kunnet skose hende, og kaldt hende for en dum blondine, kunstig og billig, men det har altid klinget hult, eftersom hun helt eksplicit har gjort opmærksom på, at det netop er en form for reaktion, der er forventelig og samtidig så nem at gennemskue.

Det er derfor heller ikke overraskende, at Ekstra Bladets musikanmelder, Thomas Treo, i sin anmeldelse af albummet bruger den sexistiske vinkel, hvor han ironiserer over hendes udseende og og anvender overskriften: "Nu er Dolly helt flad".

Det er forventeligt, og nærmest tragikomisk, at en så nem tilgang faktisk er mere kunstig, overfladisk og fordummende, end noget af alt det, der er kommet fra Dolly gennem årene.

‘Run Rose Run’ er ikke noget, der sådan rigtig fænger hos mig. Hverken albummet, der er en tilbagevenden til bluegrass, eller romanen, der forekommer mig kluntet og lidt for meget en appel til tårekanalerne.

Til gengæld kan jeg mærke, at jeg bliver opstemt af Dollys livsglæde, hendes evigt provokerende dobbelthed, og hendes generelle mission for at udbrede det folkelige. Det synes jeg, at hun skal krediteres for. Altid.

Man kan ikke altid forvente at en verdensstjerne som Dolly Parton kan lave et hit hver eneste gang.

Det er langt mere interessant, at forstå, at hendes strategi altid har været at vedblive med at stå i feltet, hvor det kitchede og det folkelige nok er naivt, men nogle gange kan udtrykke noget universielt og enkelt, der kan ramme alles hjerter. Og jeg er overbevist om, at romanen og albummet Run Rose Run kan det samme, for nogle af hendes utallige fans.

Dolly er ikke bare en person, men Dollywood, hendes egen romantiske verden, hvor hjerte rimer på smerte, og hvor det vindende smil, de store forlygter og glimtet i øjet ikke kan slukkes, bare fordi hun vedbliver med at holde fast på den formel, der indeholder stort og småt, godt og skidt.

Sidste år var jeg til en minikoncert på en lille havn. Min kæreste og jeg sad og drak fadøl og spiste pomfritter, mens Havnebanditterne, det lokale band, der - mildest talt - ikke udmærker sig ved at spille deres kopinumre perfekt, opførte numre af Kris Kristofferson og Dolly Parton.

Og stemningen var i top, og alle hyggede sig. Og jeg kan ikke lade være med at, her til slut, at hylde den slags arrangementer, hvor øllet ikke er special, pomfritterne ikke noget at skrive hjem om, og tonen ikke altid er ren, fordi jeg her finder et rum, hvor mange mennesker, der ikke ses i ret mange andre sociale kontekster, hvor jeg ellers opholder mig, hygger sig.

Kun kunstigt set fra et overfladisk perspektiv

Det som Dolly Parton laver i disse år, og alt det, som har gjort, at hun er en verdensstjerne, er frem for alt glorværdigt, fordi det er et klokkeklart udtryk for noget folkeligt, der nok er naivt, men kun kunstigt set fra et overfladisk perspektiv.

Stilen er ikke højtragende, men hold op hvor er vi mange, der elsker det, og ikke kan leve foruden.

‘Run Rose Run’ er udkommet på Gyldendal i dansk oversættelse med titlen: Løb, Rose, løb, oversat af Susanne Staun.

Det er ikke nogen fremragende oversættelse, desværre, fordi man ikke rigtig fornemmer den amerikanske tone og stil, der oversættes til dansk slang. Derfor vil jeg anbefale, at man læser den på originalsprog, hvis man kan det.

Dolly Parton er siden 2019 blevet indskrevet i Netflix univers, med blandt andet serien Dolly Partons 'Heartstrings' og dokumentarportrættet: 'Here I Am'.

Dolly Parton og James Patterson. 'Run Rose Run'. Roman, 2022. PÅ dansk ved Susanne Staun. Er udkommet på forlaget Century.