Annonce

Efter 48 års kamp: Friske syngepiger på Bakken får statsstøtte

Et næsten enigt folketing tildeler Bakkens Hvile kulturstøtte for første gang nogensinde
Foto: Ivan Hemmingsen
Syngepigerne på Bakkens Hvile er lyslevende kulturarv
Bakkens Hvile får statsstøtte for første gang i pavillonens 147 år lange levetid, og kan se frem til at modtage 500.000 kroner i 2025.

Det oplyser Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Til Netavisen Pio siger Socialdemokratiets kulturordfører, Mogens Jensen, at: 

“Bakkens Hvile er den sidste af de mange sangerindepavilloner, der har været i Danmark gennem tiden, og i Socialdemokratiet synes vi det er vigtigt at vi også i fremtiden kan opretholde denne unikke, folkelige kulturform”

Dot Wessmann har i mange år kæmpet med at få Bakkens Hviles økonomi til at hænge sammen

“Det er idag økonomisk meget svært at drive sangerindepavillonen videre og derfor er denne første statslige støtte en anerkendelse og et tiltrængt rygstød til at Bakkens Hvile kan overleve”

Bakkens Hvile på Bakken nord for København er Danmarks sidste sangerindepavillon og er gennem de sidste 48 år drevet af bakkesangerinde Dot Wessmann, som privat danner par med Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt.

Dot Wessmann har i mange år kæmpet med at få Bakkens Hviles økonomi til at hænge sammen. I april i år skrev DR om Dots Wessmanns forsøg på at holde sangerindepavillonen oven vande.

Her fortæller Dot Wessmann, at hun forgæves har bedt samtlige kulturministre siden 1976 om kulturstøtte.

Bakkesangerinder er dansk kulturarv 

Men nu er det endelig lykkes sangerindepavillonen, der får tildelt 500.000 kroner af de 300 millioner, der uddeles i kulturstøtte af Kulturministeriet for 2025.

“Den er en del af vores levende folkelige, historiske kulturarv i Danmark. Og det er der god grund til at sikre, at den fortsat kan være. Det vil vi i Socialdemokratiet arbejde for."

Især Socialdemokratiets kulturordfører og næstformand, Mogens Jensen, har været fortaler for, at Bakkens Hvile skulle have en hjælpende hånd. I marts skrev han i et debatindlæg i Jyllands-Posten

“At Bakkens Hvile og traditionen bag stadig lever, skyldes kun en umanerlig stor indsats fra ejeren af Bakkens Hvile, Dot Wessman, og teamet bag.”

Kulturordføreren supplerede med: “Den er en del af vores levende folkelige, historiske kulturarv i Danmark. Og det er der god grund til at sikre, at den fortsat kan være. Det vil vi i Socialdemokratiet arbejde for."

Netavisen Pio har i maj anmeldt Bakkens Hviles forestilling her.

At der endelig er hul igennem til den eftertragtede kulturstøtte skyldes ifølge Kulturministeriets pressemeddelelse, at der i år blandt andet er fokus på folkelig kultur.

Næsten harmoni i Folketinget

Tilskuddet til Bakkens Hvile er bevilliget af et bredt flertal i Folketinget, som en del af den samlede pulje på 300 millioner kroner til støtte af kulturen.

Ifølge Kulturministeriets pressemeddelelse er både Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) og kulturordførerne fra henholdsvis Socialdemokratiet, Venstre, Danmarksdemokraterne, SF, Konservative, Enhedslisten, De Radikale, Alternativet og Moderaterne enige om fordelingen.

Dansk Folkeparti er ikke med i aftalen.

I skrivende stund har hverken DF’s partiformand Morten Messerschmidt eller partiets kulturordfører Mikkel Bjørn kommenteret aftalen om kulturstøtte.

Første gang i manegen

Bakkens Hvile er ikke de eneste nye blandt modtagerne af kulturstøtte, for også syv danske cirkusser kan se frem til en økonomisk håndsrækning på samlet set fem millioner kroner.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt begrunder ifølge en pressemeddelelse kulturstøtten til cirkusserne med:

”Cirkus er en unik del af vores kulturarv. En kunstform og en tradition, der går mere end 150 år tilbage her i Danmark. Det er desværre også en branche, hvor flere cirkusser har måttet droppe at slå teltet op på grund af økonomiske kvaler. Flere af vores største cirkusser gennem tiden er i dag fortid. En udvikling, som jeg er ærgerlig over på kulturens og cirkusartisternes vegne. Cirkus er et originalt og samlende kulturtilbud, der kommer rundt i alle landets afkroge til stor underholdning for både børn og voksne.”

De fem millioner kroner er en del af en udlodningspulje og bliver uddelt efter cirkussernes billetsalg er opgjort.


 

Flere artikler om emnet

Kommentarer

Køb blomster - Køb blomster - En rose så rød 🌹
Fra morgen til aften -er vissen og død 🥀

Kan Sølund festival i Skanderborg ikke også få stats støtte da det er nogle af vores oversete borger som elsker at komme til koncert på Sølund det kan de leve højt på længe,men Sølund kan ikke løbe økonomisk rundt så de bliver måske nødt til at lukke så giv dem da statsstøtte når sådan nogle gamle madammer kan få det kan de ikke sælge nogle flere roser så de kan få penge i deres strømpebånd.

Det er typisk socialdemokratisk, at der skal støttes med skattepenge til højre og venstre. Hvorfor skildner de MF-ere, der stemte for, ikke sammen af deres lønninger og andre indkomster, til de 500.000 kr, de gav i støtte?
Kultur burde udvikle individ og samfund. Hvordan bidrager syngepigerne til at udvikle samfundet?
Mogens Jensen og de andre MF'ere har vis forvekslet deres kultursyn med ulødig underholdning.

Wedell Christensen -
Det der med kultur kan antage mange former - Måske du husker daværende kulturminister Brian Mikkelsen ( K ) og hans meget omtalte kulturkanon - Her kan man blandt andet finde teatergruppen Solvognen - der vel mest er kendt for at dele gratis julegaver ud i stormagasinet Magasin -

Er det kultur ? Det mente den Nationalkonservative debattør og forfatter Kasper Støvring i øvrigt sammen med andre - Det er et stykke samtidshistorie der er bevaringsværdigt - lød det i deres konklusion -
På samme måde med Bakkens syngepiger - Der viderefører en gammel tradition og samtidshistorie med datidens sangerindepavilloner -

Hvis man er blevet nysgerrig og vil vide mere om emnet - Kan man prøve om det kan lade sig gøre at finde en bog af Bent Zinglersen med titlen “ Køb blomster - køb blomster “ det er en ældre udgivelse - så det skal nok være i et Bog Antikvarat man skal søge -