Da Niccolo Machiavelli i det 16. århundrede udgav sit livs værk, Fyrsten, var viden om udbredelse af en magthavers territorium nærliggende at tilvejebringe. Machiavelli konkluderer, at ved en stats fysiske position som naboland til et område, man ønsker besat, vil den blotte geografiske nærhed gøre, at fremmed overtagelse af land ved anvendelse af vold forsimples.

Man skal kunne sin Machiavelli. Også i dag. Stridende parter er ikke længere paver og Borgia-familien, men den bitre smag af gammel vin på nye flasker kan stadig smages i konflikterne i Georgien i 2008 og senest i Ukraine.

Europas glemte barn
Klemt mellem det østlige Rumænien og det sydlige Ukraine ligger et land, Moldova, hvis eksistens kun få kender, og som endnu færre kender særligt meget til.

Moldova er Europas fattigste land og med kun 3,5 millioner indbyggere er på ingen måde en interessant aktør i det store billede for konflikterne mellem Øst og Vest, der er ved at udvikle sig fra to årtiers varm luft til ny kold krig. Men alligevel er der en lille del af Moldova – den måske mest kuede, fattige og prorussiske del af landet – dog alligevel værd at observere.

Moldovas nordøstligste region Transnistrien er, foruden Nordkorea, et af verdens sidste stalinistiske diktaturer. Et regime, der får Hviderusland og korrupt østeuropæisk politi til at blegne. Transnistrien er ikke en anerkendt stat af ét eneste FN-medlemsland, men er de facto en selvstændig udbryderrepublik.

Som et fun fact kan det dog nævnes, at den elendige samfundsøkonomi ikke tillader et offentligt fængselsvæsen; man har derfor væsentligt hurtigere afsonede straffe, der involverer både krudt og Kalashnikov-rifler.

Her kommer Putin
Det ukendte diktatur, der ikke anerkendes af det internationale samfund, er i endnu mindre grad end hovedlandet Moldova en storspiller i europæiske magtrelationer. Dog er landets geografiske placering ved Ukraine og Sortehavet – med fri sejladgang fra Krim-halvøen – interessant i den nye russiske aggression. Ruslands gradvise tilstedeværelse på ukrainsk territorium, der i øjeblikket vedrører Krim og det østlige fastlands-Ukraine, er en tendens til at rykke mod vest.

Transnistrien er ikke indehaver af en effektiv statsøkonomi og kan derfor ikke udøve militær magt mod sine nabolande: navnlig det sydvestlige Ukraine. Men selv den mest elendige bananrepublik kan være den perfekte trojanske hest, når blot stærkere magter øjner en ideel mulighed.

Og netop udbryderrepublikkens lokalbefolkning er kendetegnet ved at være prorussiske i en grad, der kan sammenlignes med det vi de sidste måneder har oplevet i det østlige Ukraine og på Krim. Og i Europas krudttønde er såvel indenlandske som fremmede magter parate til at gribe våben og sikre russisk styre fra Sydeuropa til Stillehavet. En lokalbefolkning, der er klar til at lade Sydeuropa bevæge sig mod Putins styre.

Putin kommer heldigvis næppe til at udøve ny aggression mod Ukraine fra en ny retning gennem Transnistrien. En tilstedeværelse af russiske tropper på jord, der folkeretligt anerkendes som moldovisk, ville være en uproportionel krigserklæring mod et NATO-medlemsland. It ain’t gonna happen.

Men historien om Transnistrien er alligevel interessant. Det er historien om et glemt undertrykkelsesapparat og et vindue til verdens største land. Nok er frygten for en rød hær mere end nogensinde ligegyldig. Men Ruslands tilstedeværelse og fortsatte bevægelse mod det vestlige Europa udgør mere end nogensinde en trussel mod europæiske værdier som frihed og demokrati.

Esben Korsgaard Poulsen (f. 1992) er stud.jur. og arbejder desuden hos domstolene og med forskning.