Ernst Christiansen var imponeret af Lenin og Liebknechts mobilisering af arbejderne og mente som dem, at en verdensrevolution var i gang, og at arbejderne ville få den afgørende magt i et nyt verdenssamfund.

Foto fra Arbejdermuseet: Ernst Christiansen er til 25 års jubilæumsfest for Arbejdernes Radioforbund (1951).

På Københavns kirkegårde står store gravsten over fremtrædende socialdemokrater. De bærer inskriptioner som ”Socialdemokratiet satte dette minde” eller ”Socialdemokrater rejste denne sten”. Ved søen på Vestre Kirkegård har stenene fået en sådan dominans, at området kaldes ”det røde hav”.

Dér ligger Ernst Christiansen ikke. Selvom han både som socialdemokratisk minister, organisations- og bladmand i en menneskealder var en fremtrædende karakter og medforfatter af partihistorien ”En bygning vi rejser”. For Ernst Christiansen stiftede i 1919 Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, og det blev ikke glemt, fortæller næstformand for DR’s bestyrelse, Ole Hyltoft, til Netavisen Pio:

”Ernst Christiansen fik det der job som viceudenrigsminister. Eller fiseudenrigsminister, som H.C. Hansen, der selv var udenrigsminister, altid sagde: ”min fiseminister”. Grundlæggende havde han det svært med Ernst, som ved at stifte DKP havde svigtet. Men Ernst Christiansen var jo meget godt inde i de der udenrigspolitiske sager, og så var det den mindste ministerpost, man kunne få. Han blev en slags sekretær for H.C.”

I korrespondance med Lenin
Ernst Christiansen var formand for Socialdemokratisk Ungdomsforbund, SUF, fra 1913 til 1919. Årene var præget af Første Verdenskrig samt russiske og tyske revolutioner. Under Ernst Christiansens ledelse valgte SUF en konfrontatorisk linje over for den radikale regering, og da Socialdemokratiet støttede regeringen, blev SUF’s konfrontation også vendt mod moderpartiet.

Ungdomsorganisationen var dybt kritisk over for værnepligten, som mange af medlemmerne havde inde på livet. De var nemlig indkaldt til den sikringsstyrke, som skulle afskrække fremmede magter fra at inddrage Danmark i krigen. Sikringsstyrken blev af SUF’erne anset som en nationalistisk aggression og dermed forræderi mod den internationale arbejderbevægelses principper.

SUF var i deres kamp i korrespondance med andre socialistiske krigsmodstandere. Blandt disse var russeren Vladimir Lenin og tyskeren Karl Liebknecht, som blev ledende i henholdsvis Oktoberrevolutionen i 1917 og den tyske Spartakus-opstand 1919.

Ernst Christiansen var imponeret af Lenin og Liebknechts mobilisering af arbejderne og mente som dem, at en verdensrevolution var i gang, og at arbejderne ville få den afgørende magt i et nyt verdenssamfund.

I 1919 brød SUF alle bånd til Socialdemokratiet og gjorde sig i stedet til ungdomsorganisation for det nystiftede Danmarks Venstresocialistiske Parti, hvor Ernst Christiansen blev formand. Partiet meldte sig ind i Lenins kommunistiske verdensorganisation, Komintern, og kort tid efter skiftede det navn til Danmarks Kommunistiske Parti.

Undskyld - jeg vil gerne være medlem
Som Komintern-parti blev det DKP’s opgave at forsvare Sovjetunionens politik og arbejde for at indføre sovjetiske tilstande i Danmark. Bestræbelsen bar ikke frugt, og op gennem 1920’erne fik DKP ringere og ringere valgresultater, samtidig med at fraktionsstridigheder truede med at rive partiet fra hinanden.

Partihopperne måtte underskrive en ydmygende erklæring, som blev bragt i dagbladet Social-Demokraten, om tidligere fejltagelser og nuværende loyalitet mod den socialdemokratiske ledelse.

I 1930 skete noget overraskende: En række af de ledende danske kommunister ansøgte Socialdemokratiet om medlemskab, heriblandt Ernst Christiansen.

Socialdemokratiets ledelse var mere end skeptisk, men blandt de ansøgende kommunister var flere fagforeningsledere, såsom Sigvald Hellberg fra typograferne og Johs. Nielsen fra smedene.

Datidens LO kunne godt se det nyttige i, at kommunistiske tillidsmænd skiftede standpunkt, og lagde pres på Socialdemokratiet for at optage ”Ernst Christiansens brigade”. Partihopperne måtte underskrive en ydmygende erklæring, som blev bragt i dagbladet Social-Demokraten, om tidligere fejltagelser og nuværende loyalitet mod den socialdemokratiske ledelse.

Referenten berettede: ”Der siges, at revolutionen æder sine egne børn. Den kan åbenbart også kaste dem op”.

Radioen bliver redningen
Ernst Christiansen og kammeraternes partiskifte var stort set sammenfaldende med hans første kones død. Nu arbejdsløs og enlig far til to drenge søgte han en måde at bruge sin energi på inden for arbejderbevægelsen. Løsningen blev det nye medie: radioen.

Radioens gennembrud i 1920’erne kan bedst sammenlignes med udbredelsen af internettet i 1990’erne. Koncerter, oplæsninger og politiske debatter blev tilgængelige for størstedelen af befolkningen.

I Danmark blev det set som en statslig opgave at sørge for, at der blev skabt ordentlige udsendelser til befolkningen. I 1925 blev Statsradiofonien oprettet, og arbejderbevægelsen ville sætte sit præg på demokratiseringen af radioen.

Næstformand i DR’s bestyrelse Ole Hyltoft kendte som barn og ung Ernst Christiansen. Han fortæller til Netavisen Pio:

”Min far var forretningsfører i Arako Radio, som var en mellemstor kooperativ virksomhed, der producerede radioer. Og Ernst Christiansen var bestyrelsesformand for Arako Radio, primært fordi han var én af hovedkræfterne i Arbejdernes Radioklub og Arbejdernes Radioforbund. Det var en meget stor virksomhed. Jeg tror, at den havde stort set lige så mange medlemmer, som Socialdemokratiet havde på daværende tidspunkt, altså omkring et par hundrede tusinde.”

Ernst Christiansen trak som bestyrelsesformand på sine gamle forbindelser og samlede mange socialdemokratiske sympatisører omkring sig, fortæller Ole Hyltoft:

”Man lagde stor vægt på de her radioklubber, for de borgerlige havde jo en kristelig lytterforening, mens socialdemokraterne samledes i Arbejdernes Radioklub. Og så var der også det, at radioklubben ligesom var et sted, hvor de gamle SUF’ere og de yngre DSU’ere kunne mødes. Fordi det så at sige var på arbejderbevægelsens grund, men ikke formelt var en socialdemokratisk forening. Der var jo nogen, der aldrig gik tilbage til partiet, og de kunne så være med i arbejderbevægelsens kulturarbejde gennem radioklubben.”

Samtidig med kulturarbejdet i radioklubberne blev Ernst Christiansen en flittig skribent i Social-Demokraten. Især blev hans analyser af international politik værdsat, og i 1930’erne udgav han flere bøger.

Galocheræv og fiseminister
I arbejderbevægelsen gik Ernst Christiansen under øgenavnet ”Galocheræven”. Ifølge ”Ordbog over det danske Sprog” er en galocheræv en ”person, der dækker over sit virkelige væsen ved en stilfærdig optræden”.

Om øgenavnets opståen siger Ole Hyltoft:

”Der var en meget vittig og begavet kreds af journalister på Social-Demokraten i trediverne, og de brugte det udtryk om ham. Jeg synes, at det er smaddersjovt: galocheræven. Altså: En ræv, der går i galocher, ikke? Det var opfattelsen af ham, at han var en forsigtigpeter og ikke helt til at stole på. På avisen var der et vist kulturelt frisind, og det delte han ikke rigtig. Han havde meget af det der gammelkommunistiske kæft, trit og retning. Altså, der blev ved med at være en vis ironi omkring ham, og han blev en meget forsigtig socialdemokrat. Han var altid bag partilinjen og holdt sig altid til, hvad der var blevet sagt af de ledende folk i partiet.”

Sent i sit liv fik Ernst Christiansen en politisk karriere, der bragte ham tættere på magtens inderste cirkler. Fra 1947-53 var han medlem af Landstinget, og i 1955 blev han minister. Ministerposten var en overraskelse for de fleste, men skyldtes det særlige forhold, at statsminister H.C. Hansen også ville være udenrigsminister. Da H.C. Hansen havde brug for nogen til at repræsentere sig, blev løsningen at udnævne Ernst Christiansen til minister uden portefølje, i daglig tale viceminister.

I 1974 døde Ernst Christiansen, og ”Aktuelt” skrev i sin nekrolog, at han for de yngre medarbejdere havde været en inspirerende kammerat og læremester. I det kommunistiske ”Land og Folk” forbigik de stifterens død i tavshed. Selv skrev Ernst Christiansen i sine erindringer:

”… gik jeg fejl af vejen til målet, var hensigten dog stadig at nå målet. Jeg håber i al beskedenhed at have lagt min lille sten til dette bygningsværk.”

Ernst Christiansen er begravet i et ensomt hjørne af Assistens Kirkegård. Stenen bærer fødsels- og dødsoplysninger, men ingen manende inskription. Socialdemokratiet satte ikke dette minde.

Martin E. O. Grunz er cand.mag. i historie og tidligere formand for SFAH – Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie.