I mange år var Kirstens Aukens datter Gunvor Auken redaktør af den sociale brevkasse i SID’s ’Fagbladet’. Engang underviste hun på et kursus, og ved festen om aftenen kom en stilfærdig tillidsmand hen og spurgte, om hun ville danse. Gunvor Auken takkede ja og fortæller til Netavisen Pio, at han ude på dansegulvet sagde:

”Grunden til, jeg vil danse med dig, er, at da jeg spurgte min kone, om hun ville gifte sig med mig, da sagde hun, at det ville hun gerne – men det skulle være på det grundlag, hun havde lært af Kirsten Auken.”

Gunnar, jeg er blevet socialdemokrat
Kirsten Auken blev især kendt for sin doktordisputats fra 1953 med titlen ”Undersøgelser over unge kvinders sexuelle adfærd”. Disputatsen beskrev - usædvanligt for samtiden - ikke, hvordan unge kvinder skulle praktisere deres seksualitet, men hvordan de faktisk gjorde det.

Datter Gunvor Auken siger om disputatsens råmateriale:

”Det var sociologiske statistiske beskrivelser af, hvordan og i hvilket omfang de havde haft gennemført samleje og haft seksuelle relationer med andre, end dem de blev gift med. Og også om de havde haft det førægteskabeligt med den, de blev gift med. Hvordan de i det hele taget havde det omkring det seksuelle. Min mor blev dengang kaldt den danske Kinsey, hvis det siger nogen noget i dag.”

Disputatsen blev anledningen til, at Kirsten Aukens relation til Socialdemokratiet udviklede sig. Hun blev en populær foredragsholder i partiforeninger, forsamlingshuse, kaserner og husholdningsskoler.

Kirsten Auken og hendes mand, Gunnar, var begge læger og praktiserende kristne, og at de politisk knyttede sig til Socialdemokratiet var ikke indlysende.

”Far var meget overrasket”, fortæller Gunvor Auken, ”meget overrasket, da min mor meddeler, at hun har meldt sig ind i Socialdemokratiet. Min far og mor var bestemt hinandens bedste venner, og derfor kom det virkelig bag på min far, at hun havde meldt sig ind. Det var lidt et karaktertræk hos hende, at hun kunne forivre sig. Men det var noget, som hun var blevet anbefalet af Arne Sørensen”.

Arne Sørensen var stifter og tidligere formand for partiet Dansk Samling, hvor både Kirsten og Gunnar Auken havde været fremtrædende medlemmer og folketingskandidater. Partiet havde i 1930’erne og 40’erne forsøgt at give grundtvigianismen og det nordiske tilhørsforhold et samtidigt politisk udtryk, men vælgergennembruddet havde ikke indfundet sig.

Anderledes sympati fik Dansk Samling, da partiet allerede tidligt i besættelsen i stor udstrækning engagerede sig i modstandskampen. Ved 1943-valget blev Dansk Samling repræsenteret i Folketinget, og i 1945 deltog partiet i Befrielsesregeringen. I 1947 opnåede partiet ikke genvalg, og kort efter forlod flere af de ledende personer Dansk Samling. Arne Sørensen meddelte offentligt, at han var socialdemokrat. Og han bad altså sin gode ven Kirsten Auken om at følge sit nye partivalg.

Minister? I har jo Lis Groes
Kirsten Auken havde også andre grunde til at blive socialdemokrat. Hun kom i intellektuelle kredse, var venner med topsocialdemokraten K.B. Andersen og havde stor tillid til Viggo Kampmann, der var finansminister fra 1953-60 og statsminister fra 1960-62.

Om Kampmann siger Gunvor Auken:

”Kampmann var, i mine øjne, det danske svar på Myrdahlerne og på den tradition, de har haft i Sverige, hvor der er et samarbejde mellem kultur, intellektuelt liv og Socialdemokratiet.”

Det var dog ikke kun det at være en del af de intellektuelle socialdemokratiske kredse, der tiltalte Kirsten Auken. Når datteren Gunvor, der selv har været socialdemokratisk byrådsmedlem i en årrække, skal forklare moderens andet partivalg, peger hun på en udtalelse af Viggo Kampmann.

”I sommeren 1962 sagde Kampmann i et stort interview i Dagbladet Information, at »regeret bliver der alligevel«. Det betød noget for min mor. At være forpligtet, at indgå i en sammenhæng, hvor tingene skulle udmønte sig i politiske flertal og reformer frem for at være knyttet til et mindre parti, hvor man ikke kom ind og fik indflydelse. Jeg tror, at det var afgørende for hende, at ting blev og ikke bare var noget, man agiterede for.”

Over alt andet stod dog familiepolitikken for Kirsten Auken, og hun anstrengte sig for at forene sine mange aktiviteter med dét at skabe rammer for sin og Gunnars børneflok, der foruden Gunvor talte Svend, Margrete, Ingegerd og Jens.

Og meget af dét, Kirsten Auken brugte sit engagement på, blev netop. Hun organiserede programmet ”Et År i Huset”, hvor unge kvinder i en slags mesterlære hos husmødre blev indført i husholdning. Hun organiserede Det Kristelige Studentersettlement på Vesterbro, hvor boligpolitikken blev taget under kritisk eftersyn, og børn fra fattige kår blev givet ressourcer og oplevelser. Og hun blev formand for Kampmann-regeringens seksualkommission, som i sine betænkninger lagde grunden til den moderne seksualvejledning.

Over alt andet stod dog familiepolitikken for Kirsten Auken, og hun anstrengte sig for at forene sine mange aktiviteter med dét at skabe rammer for sin og Gunnars børneflok, der foruden Gunvor talte Svend, Margrete, Ingegerd og Jens.

Kirsten Auken døde i 1968 midt i en opbrudstid, der fik store konsekvenser for familiemønstrene. Om det fortæller Gunvor Auken:

”Jeg ved, at min mor gik ind for fri abort. Men det sidste hun gjorde, inden hun døde, var, med hjælp fra Svend, at skrive to kronikker i Information med overskriften »Det børnefjendske samfund«. Hun var dybt foruroliget over, at lige på det tidspunkt begyndte børnetallet at falde markant. Og det var jo, fordi kvinderne var på vej ud på arbejdsmarkedet.”

Selv havde Kirsten Auken arbejdet hårdt både i og uden for familien siden studietiden. Men én arbejdsopgave sagde hun nej til. Gunvor Auken fortæller:

”Viggo Kampmann henvendte sig til hende og spurgte, om hun ville være familieminister. Men min mor havde ikke noget ønske om at gå ind i politik på den måde. Selvom regeringsledelsen jo havde et ønske om at få fat i hende. Så min mor svarede: »I har Lis Groes, så det skal jeg ikke være«. Sådan blev det sagt.”

Kirsten Auken valgte ministerposten fra og blev i stedet igangsætter og inspirator for tusinder af jævne mænd og kvinder.

Martin E. O. Grunz er cand.mag. i historie og tidligere formand for SFAH – Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie.