I årtier har den jødisk-amerikanske professor Noam Chomsky (f. 1928) været en af de største og vigtigste intellektuelle stemmer i den amerikanske debat. Han var en af de største ideologiske kræfter bag den folkelige kritik af Vietnam-krigen, og lige siden har han været en hård modstander af USA’s udenrigspolitik. Chomsky har eksempelvis udtalt, at hvis lovene fra Nürnbergprocesserne (hvor nazistiske krigsforbrydere blev dømt, red.) skulle følges, skulle alle amerikanske præsidenter siden anden verdenskrig straffes.

På den indenrigspolitiske scene har Chomsky markeret sig med meget klare socialistiske, anti-kapitalistiske holdninger. Han mener, at USA de facto er en ét-parti-stat, der er styret af finanssektoren og storkapitalen gennem Demokraterne og Republikanerne.

Det sidste store interview
Noam Chomsky er efterhånden blevet en ældre herre, og han er ved at trække sig tilbage fra den offentlige debat. Til den amerikanske streamingtjeneste Netflix har han givet sit sidste store interview. Det er lavet som en lidt over en time lang monolog med filmklip og grafikker. Her fortæller Chomsky på sin rolige, afdæmpede manér om, hvordan USA er kørt af sporet.

I modsætning til det, Chomsky omtaler som ”USA’s guldalder” i 50’erne og 60’erne, hvor den amerikanske velstand blev skabt af produktion, forklarer Chomsky, hvordan velstandsstigninger siden 70’erne er skabt i finansøkonomien. Når væksten er skabt gennem spekulation i finansøkonomien, vil den samtidig betyde en enorm ulighed, hævder Chomsky.

Samtidig stiller Chomsky sig meget kritisk over for, at valgkampe i så høj grad er kommet til at handle om at samle penge til kandidaterne. Chomsky mener, at magthaverne på den måde bliver en art håndlangere for deres sponsorer i finanssektoren og storkapitalen.

Det er et komplot!
Mens Chomskys kritik af vandringen fra produktions- til finansøkonomi er skarp og velunderbygget, er hans forklaring det modsatte. Chomsky opfatter ikke finanssektorens stigende magt og stagnerende lønninger som et udtryk for naturlig samfundsudvikling eller forkerte politiske beslutninger. Han ser det som et komplot. Ifølge Chomsky er det en helt bevidst strategi fra storkapitalen at forsøge at underminere demokratiet, at forsøge at købe politik og knægte folkelige bevægelser.

På intet tidspunkt falder det Chomsky ind, at det kunne være, de bare var uenige med ham i, hvilken politisk vej, et samfund skal følge. Chomsky er så overbevist om, at han har ret, at det går ud over hans evne til at sætte sig ind i, at andre kan se anderledes på tingene.

Det er ærgerligt, at Chomsky forfalder til den slags konspirationsteorier, fordi han så dygtigt beskriver de store samfundsmæssige problemer. Men hans sylespidse beskrivelse af problemet mister troværdighed, når det bliver spundet ind i en paranoid fortælling om et uunderbygget komplot mod demokratiet.

Noam Chomsky, Requiem for the American dream, netflix.com