Annonce

Nørderne holdte fyraftensdebat om det tyske valg

Netavisen Pio afholdte onsdag fyraftensarrangementet ”Tysk valg 2017 - i nørdernes selskab!”
"Det startede ud mere lige og spændende - nu er det så godt som sikkert, hvem der vinder valget"

Sådan startede Netavisen Pios chefredaktør Jens Jonatan Steen fyraftensdebatten ud onsdag aften. Som titlen indikerede, var der lagt op til at arrangementet ville blive nørdet. Målet var at få diskuteret, hvem der havde ført den bedste valgkamp, hvorfor Martin Schulz ikke blev mere end en døgnflue, hvad den stigende ulighed betyder for tyskerne og hvorfor debatten om flygtning- og indvandrerpolitik udeblev i valgkampen.

Gæsterne var Poul Scheuer, redaktør og forfatter, Lisa Schmidt, Tysklandskender og ansat ved LO, Lukas A. Lausen, formand for Det Udenrigspolitiske Selskab U35 og opvokset i Tyskland, og Jens Joel, tidligere bosat i Tyskland og medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.

Reformerne ændrede Tyskland – ikke kun den konkrete politik, men også mentalt, det politiske landskab og fagbevægelsen

Hartz-reformernes stadige påvirkning
Poul Scheuer er forfatter til bogen ”Reformerne, der ændrede Tyskland” og er redaktør på hjemmesiden TysklandHeute, hvor han beskæftiger sig med både det tyske arbejdsmarked, politik og økonomi. Det var også med dette udgangspunkt, at Poul Scheuer startede arrangementet: ”Reformerne ændrede Tyskland – ikke kun den konkrete politik, men også mentalt, det politiske landskab og fagbevægelsen”.

”Hartz-reformerne har været med til at skabe stor vækst for Tyskland og har derfor været med til at gøre Tyskland til den verdens magt, det er i dag”, siger Lisa Schmidt. Det går godt i Tyskland, og det er også den opfattelse i fleste tyskere har.

Men går det virkelig så godt?
Til dels gør det. Hartz-reformerne var med til at skabe den stærke økonomi, Tyskland er i dag, påpegede Lisa Schmidt. Men der er samtidig stor ulighed i Tyskland, hvor der for eksempel ses mange kun med deltidsstillinger og en stor del fattige pensionister. Dette skal en kommende regering, uanset hvordan den ender med at se ud, arbejde på  at gøre noget ved, mener hun. Et stort problem i Tyskland er også, at den fattigere del i langt mindre grad stemmer til valgene.

Døgnfluen Martin Schulz
Der var for alle deltagere enighed om, at grunden til, at Martin Schulz aldrig blev til mere end en døgnflue, dels skyldes , at borgerne i Tyskland ikke har haft nogen forventninger til at SPD som parti og dels, at partiet ikke har haft nok substans i sin politik, hvor det i høj grad er blevet ved overskrifterne.

Merkel og CDU er meget bevidste om deres retorik

Dette på trods af, at SPD  gennem de sidste fire år har siddet med i regeringen. SPD har ikke kunnet skære igennem og få forklaret til vælgerne, hvilken politik de har været med til at gennemføre. Dette påpeger Lucas Lausen ved, at Merkel og CDU er meget bevidste om deres retorik. Dette ses blandt andet ved, at Merkel altid er meget høflig i debatter og starter ud med at sige ”Jeg har stor respekt for hr. Schulz”, og derefter gentager den politik, som Schulz fremsætter, som sin egen. Dette gør, at tyskerne har svært ved at skelne mellem Merkel og Schulz, og fordi der netop er en opfattelse af, at det går godt i Tyskland, er vælgerne derfor også mere tilbøjelige til at vælge det de kender.

Som situationen i Tyskland ser ud nu, så ville det faktisk være muligt for SPD at samle et flertal med venstrefløjspartiet Die Linke. Problemet er bare, som Jens Joel påpeger, at de to partier ikke kan fungere sammen. Der er nogle grundlæggende historiske og personlige problemer, som gør, at de ikke vil samarbejde.

Hvor blev indvandre- og flygtningepolitikken af?
Jens Joel nævner også, at de få bløde punkter, som Merkel har, er på indvandrerpolitikken og i det europæiske samarbejde med  håndteringen af euro-krisen. Det har Schulz bare haft problemer med at italesætte og angribe hende på. Tyskland er et meget høfligt og ordentligt land, hvor det tyske folk lægger meget vægt på, at politikerne taler pænt til hinanden. Derfor har Schulz svært ved at være meget hård overfor Merkel. Samtidig er Schulz erklæret europæer og har samarbejdet tæt med Merkel i de europæiske sager.

Medlem af Frit Forum og psykologistuderende


Flere artikler om emnet