Analyse: Martin Schulz’ revolverpolitik kan ramme ham i foden

Schulz har fået ja til at gå i regeringsforhandlinger med CDU. Men hans forsøg på at skræmme til enighed risikerer at give bagslag i en urafstemning.
Søndag 21. januar afholdt det tyske socialdemokrati en ekstraordinær kongres i Bonn. De delegerede skulle beslutte, om SPD skulle gå til reelle regeringsforhandlinger med Angela Merkels kristelige demokrater i CDU. Efter en lang og hård debat endte det med et spinkelt ja. Blot 56 procent af de delegerede stemte for at igangsætte regeringsforhandlinger.

De delegerede traf beslutningen på grundlag af det såkaldte ’sonderingspapir’, hvor SPD og CDU i en indledende forhandlingsrunde har fastlagt konturerne for et muligt regeringsgrundlag. Et sonderingspapir, som har fået kritik for at indeholde alt for lidt socialdemokratisk politik.

Det snævre flertal efterlader et stort kritisk mindretal, som sandsynligvis kan blive endnu større, når SPD’s 440.000 medlemmer i en kommende urafstemning skal stemme om regeringsgrundlaget, når det er forhandlet på plads.

Bagtæppet for SPD’s ekstraordinære kongres var ikke bare, at Tyskland har været uden en rigtig regering siden valget i september, og at forsøget på at danne en såkaldt ”Jamaika”-regering mellem Angela Merkels CDU, de grønne og det liberale FDP kuldsejlede. Nej, en vigtig pointe er også, at Martin Schulz tydeligt sagde efter valget, at SPD ikke ”stod til rådighed” for en Große Koalition, også kendt som ”GroKo”.

Det er i hvert fald nærliggende at frygte, at mange medlemmer i ren protest over både ledelsens slingrekurs og implicitte trusler og anklager mod kritikerne vil stemme nej

Derfor er Schulz også blevet anklaget for slingrekurs og for at svække partiets troværdighed. Først sagde han klart nej til at gå i regering med Merkel, så sagde han ja alligevel.

Revolverpolitik mod medlemmerne
SPD-formand Martin Schulz er vendt på en tallerken og støtter nu en regering med CDU. Det sker, selvom
han efter valget sagde, at SPD ikke ”stod til rådighed” for en Große Koalition. I sin én time lange tale til den ekstraordinære kongres argumenterede Martin Schulz særligt for, at Europa har brug for SPD i regering:

”Hvis vi ikke får Europa ind på en ny kurs, så vil Europa miste tilslutning. Europa venter på et Tyskland, som er sit europæiske ansvar bevidst og som handler med beslutsomhed, og det vil ikke være muligt uden SPD.”

Schulz talte også om, hvordan de delegeredes beslutning kan få betydning for Frankrig.

”Jeg er ikke enig med Emmanuel Macron på alle punkter … Men han er en fransk præsident, som i tråd med traditionen ikke sætter nationen først, men sætter Europa først. Europa venter på en partner. Hvis Macrons europapolitik mislykkes, så er det ikke udelukket, at det ekstreme højre også snart vil regere i Paris,” lød det fra SPD-formanden. Her handler det altså om at sætte partiets interesser til side for en større sag.

SPD-formand Schulz fik et minimalt bifald fra de delegerede. Anderledes var det, da formanden for SPD’s ungdomsorganisation, Jusos, indtog talerstolen og agerede uofficiel talsperson for modstanderne mod en Große Koalition. Jusos-formand Kevin Kühnert høstede den nok største klapsalve på kongressen, og på livestreamen på Facebook var der mange positive reaktioner til ham, mens mange ”vrede smilies” blev smidt ind under åbningstalen på kongressen.

Formanden for de tyske ungsocialister, Kevin Kühnert, talte imod en regering med CDU.

Det provokerede nemlig mange kritikere, at man lod ministerpræsidenten i Rheinland-Pfalz, Malu Dreyer, holde åbningstalen på kongressen, da hun brugte en tale på cirka 20 minutter til at støtte ledelsens anbefaling om et ja til en Große Koalition. Ledelsen havde altså sørget for, at de længste og mest markante taler blev holdt af GroKo-tilhængere, mens kritikerne måtte tage til takke med langt mindre taletid.

Sossernes valg: Koalition med Merkel eller Trumpske tilstande
Ledelsens appel til medlemmer og delegerede om at stemme ja kan også ses på Facebook. I lørdags delte Martin Schulz et billede med Donald Trump på Facebook:

Budskabet er her, at Trump ”og de andre hetzere” har brug for stærk europæisk modstand, og derfor er der brug for, at SPD går i regering. Det vigtigste her er måske læsningen af det implicitte budskab: Hvis man er imod en Große Koalition, kommer man til at styrke Trump.

Martin Schulz argumenterer altså for, at SPD skal gå i regering, fordi det modsatte kan bringe det yderste højre til magten i Paris. Han argumenterer på Facebook implicit for, at modstanderne af en Große Koalition styrker Donald Trump. Man får næsten lyst til at kalde det revolverpolitik: Støtter I os ikke på kongressen og i en kommende urafstemning, styrker I det yderste højre. Men Schulz risikerer med revolveren at skyde sig selv i foden.

Hvis man skal blive i revolver-analogien kan man måske sige, at SPD spiller en helt speciel form for russisk roulette, hvor der er hele seks patroner i tromlen.

Det er i hvert fald nærliggende at frygte, at mange medlemmer i ren protest over både ledelsens slingrekurs og implicitte trusler og anklager mod kritikerne vil stemme nej i den kommende urafstemning. Det provokerer, når ledelsen skyder modstanderne sådanne motiver i skoene. De 440.000 tyske socialdemokrater skal stemme ja eller nej, når et færdigforhandlet regeringsgrundlag sendes til urafstemning.

To gange GroKo skræmmer
Foruden ledelsens skræmme-argumentation og den knækkede troværdighed må mange tyske socialdemokrater se tilbage med bekymring på de to gange, der i nyere tid har været en Große Koalition.

Fra 2005 til 2009 og igen fra 2013 til 2017 var SPD nemlig lillebror i en koalition med CDU, og der er spor, der skræmmer. Ingen af gangene var det særligt succesfuldt, og begge efterfølgende valg gav dårlige resultater til SPD, henholdsvis 23,0 og 20,5 procent.

SPD og Schulz står i en decideret lose-lose-situation. Hvis man skal blive i revolver-analogien kan man måske sige, at SPD spiller en helt speciel form for russisk roulette, hvor der er hele seks patroner i tromlen.

Hvis SPD går i regering igen og skal være juniorpartner for CDU, risikerer man – som før – at blive kørt over af CDU og se sin selvstændige profil og identitet blive ofret på de teknokratiske kompromisers uhellige alter. Man kan se passivt til, at den nærmest ideologi-løse Angela Merkel som en politisk kamelæon skifter farve for at tage æren for de populære beslutninger i regeringsperioden og gør socialdemokratiske hjertesager til sine egne. Merkel er notorisk kendt for sin evne til at lurepasse og så slå til, når hun har gennemskuet folkestemningen. Det sås eksempelvis, da det lykkedes SPD at få indført en lovbestemt mindsteløn, som CDU ellers var imod. Det var en stor sejr for SPD, men SPD fik ikke æren.

Hvis SPD ikke går i regering, kommer det med al sandsynlighed til at udløse et nyvalg, som med de nuværende målinger ikke tyder på at blive fremgangsrigt for SPD. Tværtimod. Flere målinger giver SPD historisk lave procenter omkring de 18. Valgresultatet i september gav det dårligste resultat siden 2. verdenskrig, og derfor er ingen af de to muligheder særligt attraktive. Det er tydeligvis et valg mellem to onder.

Jakob Esmann er journalist på Netavisen Pio. Han er bachelor i retorik fra Københavns Universitet, men har tidligere læst tysk sprog, litteratur og kultur ved Aarhus Universitet.

Jakob Esmann er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook