Annonce

Nørmark overser at økonomisk frihed er dybt forankret i arbejderbevægelsens DNA

Dennis Nørmark leverer i ’Ufrihedens pris’ velanbragte svirp til både konsulenthuse og den offentlige sektor, men også en romantisering af de gode gamle dage.
Foto: Gyldendal
Dennis Nørmark har skrevet en bog med gode pointer men også en for ensidig hyldest til de gode gamle dage.
På humoristisk vis demonstrerer Dennis Nørmark i sidste del af ’Ufrihedens pris’, hvor frustreret han er over statens indblanding i danskernes tilværelse.

Hen over et par sider opremser Nørmark 27 lov- og regelbrud, hvoraf flere – indrømmet – overraskede mig. For eksempel må man i Danmark ikke anvende en svensk p-skive, og man må ikke overhale en Christianiacykel på cykelstien.

Jeg indleder med gennemgangen, fordi den indfanger bogens grundpræmis; nemlig at vi ifølge Nørmark har affundet os med, at ufrihed er en nødvendighed, som vi bruger til at ”at bure hinanden inde” med.

Nørmark hævder, at hans bog ikke har en politisk farve. Dog kan Nørmarks sympati for særligt røde partier ligge på et lille sted. Allerede på bogens anden side begiver Nørmark sig ud i en lang kritik af coronahåndteringen.

Det er en kritik, som er badet i bagklogskabens lys, men retfærdigvis skal det med, at Nørmark selv reflekterer over, at det er let at sidde og besservizze flere år senere.

Liberalt udgangspunkt

Nørmarks udgangspunkt er meget liberalt. Han har svært ved at acceptere, at individet må give afkald på frihed til at handle som han vil eller betale høje skatter af hensyn til fællesskabet.

Personligt har jeg aldrig forstået, hvorfor borgerlige anfægter at lighed giver frihed

Han underbygger sit frihedsbegreb med henvisning til Isaiah Berlin (russisk liberal filosof, red.), og forholder sig stærkt kritisk til hvad han kalder ”et af de mest populære forsøg på at indsmugle noget andet under frihedsbegrebet” som eksempelvis at sætte lighedstegn mellem frihed og lighed.

Personligt har jeg aldrig forstået, hvorfor borgerlige anfægter at lighed giver frihed, for i en dansk sammenhæng har målet naturligvis altid været lighed på et højt niveau.

Karikaturerne hvor ambitioner om progressiv fordelingspolitik sammenlignes med livsvilkårene i DDR er derfor svære at tage alvorligt.

Andel i velstanden

Nørmark kritiserer, at man politisk har savnet respekt for borgernes ret til økonomisk frihed, men her overser han efter min mening, at netop økonomisk frihed ligger dybt forankret i arbejderbevægelsens DNA som et vigtigt mål.

I Socialdemokratiets første program, Gimleprogrammet, stod der, at arbejdet er kilden til velstand. Siden da har det været målet at arbejderne skulle have andel i den velstand, som de var med til at skabe.

Noget af det mest overraskende i ’Ufrihedens pris’ er forherligelsen af de gode gamle dage; altså tiden før der kom socialdemokrater og frarøvede danskerne alle livets glæder.

Nørmark argumenterer også for at primitive samfund er mindre voldelige og krigeriske

Eksempelvis er Nørmark optaget af de jæger-samlersamfund, som få steder i verden findes endnu.

”Faktisk er jæger-samlere kendt for at have en arbejdsdag, der typisk ikke er længere end et par timer, og leve i områder med relativt stor overflod” skriver Nørmark og henviser til studie, som viser, at: 

”jæger-samlere ikke er forhutlede stakler, der slider og slæber fra morgen til aften, men bruger det meste af deres dag på at hygge og fortælle historier om bålet og grundlæggende har masser af velstand”.

De gode gamle dage

Nørmark argumenterer også for at primitive samfund er mindre voldelige og krigeriske, men mon ikke mange ofre for vilkårlig vold igennem historien havde foretrukket at leve i et retssamfund.

Og mon ikke mange soldater havde foretrukket at leve i et moderne demokrati.

Dels går demokratier ikke i krig med hinanden, og dels er demokratiet en garant for, at regeringer, som udsætter deres soldater for unødige risici stilles til ansvar.

Også når det gælder den teknologiske udvikling, og måden vi producerer på, har Nørmark mere fidus til de gode gamle dage.

Han begræder en stagnation i produktiviteten med henvisning til tal fra udlandet. Men havde han set på udviklingen herhjemme ville historien være en anden.

Han mener også, at man havde velfærdssamfund, længe før de socialdemokratiske samfundsingeniører begyndte at forgribe sig på skatteyderne

Ifølge en rapport fra Det Økonomiske Råd fra 2023 har ”produktivitetsvæksten i Danmark i perioden efter finanskrisen har været højere end i en række andre lande”.

Og analysen viser ”at fremstillingsvirksomheder, der investerer i automatisering, øger produktiviteten og beskæftigelsen samtidig med, at lønnens andel af produktionsværdien mindskes. ”

Og når produktiviteten i dansk industri har udviklet sig flot, er det netop fordi, vi ikke gør som Nørmark anbefaler og baserer os på eksempelvis sidemandsoplæring. Går man ned ad den sti er risikoen et arbejdsmarked, hvor det håndværksmæssige niveau langsomt, men stødt vil dale.

Faglærte med et højt niveau er en af de vigtigste forudsætninger, hvis man er optaget af produktivitetsudvikling, og derfor vil Nørmarks kurs være risikabel at slå ind på.

Svirp til konsulenterne

Han mener også, at man havde velfærdssamfund, længe før de socialdemokratiske samfundsingeniører begyndte at forgribe sig på skatteyderne og den offentlige sektor.

Nørmark revser både den offentlige sektor og konsulentverdenen

Igen må man spørge, hvordan Nørmark kan sammenligne det moderne velfærdssamfund med de livsvilkår der for mange gjaldt langt ind i det 20. århundrede med sult, fattigdom, høj børnedødelighed, minimal skolegang og et fravær af muligheder for at forbedre sin tilværelse medmindre man tilhørte de få procent af befolkningen, som var født ind i overklassen.

Nørmark revser både den offentlige sektor og konsulentverdenen. Her er der bestemt elementer i hans kritik, som er værd at lytte til.

Eksempelvis har Nørmark en pointe i, at det er problematisk, at skolelærere, social- og sundhedsassistenter med flere kan opnå de bedste lønninger i stillinger, hvor de ikke længere har noget med borgerne at gøre, men i stedet administrerer bag et skrivebord.

Har en pointe

På samme måde leverer Nørmark velanbragte svirp til nogle af de store konsulenthuse, som suger skattekroner ud af den offentlige sektor, når konsulenterne med skyhøje lønninger, men uden nødvendigvis at have relevante forudsætninger, kommer for at fortælle en offentlig institution, hvordan den bliver bedre eller løser et problem.

Mange politikere er gode til at foreslå nye initiativer, som kræver både medarbejdere og finansiering.

’Ufrihedens pris’ kunne efter min bedste overbevisning have været 100 sider kortere

Til gengæld er idérigdommen ikke altid tilsvarende stor, når der skal peges på steder eller initiativer i den offentlige sektor, som kan skæres til eller afvikles.

Derfor har Nørmark også en pointe, når han savner en kritisk stemme som den socialdemokratiske økonomiprofessor Jørgen Dich, der også gik i flæsket på sine egne.

’Ufrihedens pris’ kunne efter min bedste overbevisning have været 100 sider kortere, uden at Nørmarks budskaber af den grund havde stået svagere.

Hvis du vil udfordres

Bogen havde virket ærligere, hvis Nørmark tydeligere havde bekendt sin egen politiske kulør, men i stedet forsøger han at afpolitisere frihedsdiskussionen om end mange læsere nok hurtigt vil mærke, at bogen er skrevet af en meget liberal tænker.

Nørmarks baggrund som antropolog gør ikke bogen mindre spændende

’Ufrihedens pris’ rummer en lang række interessante referencer og artikler. Historiske begivenheder og undersøgelser refereres i den velskrevne tekst.

Og Nørmarks baggrund som antropolog gør ikke bogen mindre spændende, fordi det betyder, at han trækker på forskning og tænkning, som sjældent finder vej til samfundsvidenskabelige debatbøger.

Læs derfor ’Ufrihedens pris', hvis du er liberal og vil bekræftes, eller hvis du er socialdemokrat og vil udfordres.

 

'Dennis Nørmark. Ufrihedens pris – hvordan vi lærte at tro, at vi ingenting kan'. 464 sider. Gyldendal 2023.

Rasmus Stoklund er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og forskningsordfører og uddannelsesordfører.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg er såmænd ikke spor uenig i, at vi bør holde regler og paragraffer på et minimum efter nødvendighedsprincippet, og at det har vi ikke været voldsomt gode til.

Men når man kigger de mest højrøstede frihedsprofeter efter i sømmene, viser det sig desværre alt for ofte, at deres lange taler bare var et skalkeskjul for deres virkelige princip, nemlig at pengene ligger bedst i de riges lommer.

Mon Dennis Nørmark havde haft de samme liberale holdninger hvis han havde prøvet at være tyende på en bondegård for 100 år siden, det tror jeg næppe.
Han er antropolog, en fuldstændig overflødig uddannelse som efter min mening burde nedlægges på universiteterne. Den uddannelse kan fint overlades til de private undervisningsinstitutioner med egenbetaling, helt i Dennis Nørmarks ånd.
Han er medlem af liberal alliance hvor han tilhøre den yderste højrefløj med manglende jordforbindelse til den virkelige verden, hvor skulle han dog også få den fra med sin uddannelse og job.

Annonce