Odense-borgmester: “Hører ingen steder hjemme i Danmark”

Odense Kommune politianmelder iman for at udfærdige sharia-kontrakt, der forbyder en skilt kvinde at gifte sig igen
Odense Kommune politianmelder nu imam Abu Bashar for psykisk vold.

Det gør kommunen, fordi imanen har medvirket til udfærdigelsen af en sharia-skilsmissekontrakt, hvor en kvinde trues med at miste sine børn, hvis hun gifter sig igen.

“Dette er psykisk vold udført med en sharia-kontrakt og hører ingen steder hjemme i Danmark. Derfor har Odense Kommune i dag anmeldt imamen til Fyns Politi,” skriver Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) i et opslag på Facebook.

Rahbæk understreger, at han og Odense Kommune med politianmeldelsen ønsker at sende et klart signal:

Sådan noget bør være strafbart - og er det ikke det, så bør lovgivningen ændres

“Sådan noget bør være strafbart - og er det ikke det, så bør lovgivningen ændres, så den kan beskytte de kvinder, der bliver udsat for negativ social kontrol. Der skal sendes et klart og tydeligt signal til imamer, religiøse råd og andre, som indgår den slags skilsmissepapirer, at det på alle måder er dybt godnat.”

S-borgmesteren understreger, at det handler om at styrke, de unge muslimske kvinder og mænd, der siger fra over for social kontrol og parallel retsudøvelse:

“Vi står med en ukæmpet frihedskamp, som vi skylder at kæmpe sammen med de kvinder (og mænd), som er underlagt negativ social kontrol. Vi skal hjælpe en revolution på vej indefra ved at styrke civilsamfundet. Vi skal hjælpe unge kvinder og mænd med at sige fra. I Odense ved jeg, at der er flere og flere, der siger fra og vil bestemme over eget liv. Det er de frihedsrettigheder, som disse imamer og shariakontrakter knægter på det groveste.”

I Odense ved jeg, at der er flere og flere, der siger fra og vil bestemme over eget liv

 

Her er sharia-skilsmissekontrakten

Her er indholdet af sharia-skilsmissekontrakten udfærdiget af imam Abu Bashar. Kontrakten er oversat til dansk fra arabisk.

Den fraskilte kvinde har skrevet under på kontrakten. Hun kan blive skilt på betingelse af:

  • Hun skal betale 75.000 kr. til eksmanden. Det modsvarer medgiften ved ægteskabets indgåelse
  • Hvis hun bliver gift med en anden mand, mister hun retten til parrets to børn
  • Hvis hun flytter længere end 130 km væk fra Vollsmose, mister hun retten til børnene
  • Hvis hun opfører sig på en måde, så hendes eller familiens ære bliver krænket, mister hun retten til børnene
  • Hun skal bekræfte, at hun vil lære børnene koranen, det arabiske sprog og at bede fem gange om dagen, ellers annulleres skilsmissen
  • Hvis hun bliver alvorligt eller psykisk syg, mister hun retten til børnene
  • Hvis hun slår sine børn eller ikke giver dem mad, mister hun retten til børnene

Kilde: Berlingske

Berlingske beskrev lørdag, at  der eksisterer et fast religiøst råd i Odense, hvor en imam eller flere blandt andet rådgiver om skilsmisse. Der er ikke oplysninger om, hvorvidt Abu Bashar har sæde i det råd.

Peter Rahbæk Juel har på baggrund af oplysningerne om det religiøse råd iværksat en  kortlægning af de parallelle retsstrukturer i Odense.

Til Berlingske siger Rahbæk Juel:

“Selv om sådan en kontrakt jo ikke er retligt bindende, siger det noget om, hvor voldsomt et psykisk pres der kan være for at acceptere de her ting. Det her er for alle et wakeupcall i forhold til, at kvinder sort på hvidt bliver undertrykt i 2020. Det skal straffes, hvis du spørger mig.”

Peter Rahbæk siger, at der kun er ét sæt regler, der skal følges - og det er ikke sharia:

Der er kun ét sæt regler, vi skal følge, og det er ikke sharia

“Det er relativt simpelt. Der er kun ét sæt regler, vi skal følge, og det er ikke sharia. Desuden får vi også sendt et klart signal til andre imamer, der gebærder sig ud i en lignende praksis med dokumenter, der undertrykker kvinder: Det skal man lade være med. Det kan blive straffet,” siger Peter Rahbæk Juel.

Berlingske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra imam Abu Bashar.

Udlændingeminister: "Forrykt og uacceptabelt"

Fungerende udlændinge- og integrationsminister, Kaare Dybvad Bek, er rystet over afsløringen af sharia-skilsmissekontrakten fra Odense:

Religiøse råd skal på ingen måde styre hele bydele eller agere dommere over folks private liv

"Det er fuldstændig forrykt og uacceptabelt, at en kvinde er blevet presset til at underskrive sådan en aftale i dagens Danmark. Religiøse råd skal på ingen måde styre hele bydele eller agere dommere over folks private liv. Alle – både mænd og kvinder – skal frit kunne blive skilt, hvis de ønsker det. Uden at miste retten til at se sine børn og uden at blive udsat for trusler eller andre repressalier. Der er alt for mange eksempler på, at den slags er blevet dagligdag i nogle dele af Danmark," skriver Kaare Dybvad Bek således i et opslag på Facebook.

Han understreger, at vi S-regeringen ikke vil acceptere parallelsamfund i Danmark:

"Den udvikling skal vi have sat en hård stopper for. Vi skal aldrig acceptere parallelsamfund som disse, hvor man indoktrinerer børn og undertrykker kvinder. Det er en forkasteligt og middelalderlig tankegang, som ikke hører hjemme i Danmark. Regeringens holdning er derfor fuldstændig klar på det her område: Vi kommer ALDRIG til at acceptere parallelsamfund. Og vi kommer til at gøre ALT, hvad vi kan for at bekæmpe og stoppe det."

 

 

Enhedslisten: "Psykisk vold"

Også Enhedslistens integrationsordfører, Rosa Lund, er er vred over sharia-skilsmisse-kontrakten:

Det her er psykisk vold - og det er ulovligt i Danmark

"Det her er psykisk vold - og det er ulovligt i Danmark! Jeg fandme glad for at Enhedslisten fik skrevet ind i bemærkningerne at psykisk vold også er ulovligt når det begås af flere. Det stopper lige nu, sharia-imam," skriver hun således på det sociale medie Twitter.

 

SF's integrationsordfører Halime Oguz er helt på linje. Med henvisning til sharia-skilsmisse-kontrakten og efter et møde med yngre kvinder fra netop Vollsmose skriver hun i et Facebook-opslag:

"Man kan på den baggrund spørge, om vi virkelig har to parallelle retssystemer i Danmark, hvoraf det ene IKKE ligebehandler, men giver manden flest rettigheder. Det må da være ulovligt, og noget, der skal slås hårdt ned på! I Danmark er vi et retssamfund, hvor borgere kan henvende sig og få deres sager behandlet."

 

 

Den radikale udlændinge- og integrationsordfører, Andreas Steenberg, er også fortørnet:

Og her er jeg ikke uenig med regeringen og Kaare Dybvad. De Radikale vil vi også gerne deltage i at tage initiativer mod den slags. Det her skal ikke finde sted i Danmark," skriver han på tvitter.

 

Opdateret kl. 13.45 med kommentarer fra Andreas Steenberg

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Det er fint at imamen er politianmeldt, men politianmeldes bør også eksmanden der har underskrevet skilsmisseaftalen. Imamen har ikke selv fundet på kravene, de er dikteret af eksmanden og/eller hans familie. Sådan fungerer det i den verden, der aldrig burde have været inviteret til Danmark.

Jeg kender en dreng på ca 10-12 år fra dette miljø
han faldt på sin cykel og jeg sagde (kør ordenligt)
og der stod en ælder mand og smilte, så drengen sagde
griner du af mig, i en hård tone.
jeg snakkede lidt med drengen og så sagde han
jeg græd ikke, muslimer græder ikke det er kun dansker der græder.
Og det siger en hel masse omkring muslimerne hvis de også lære
deres børn at der er forskel på muslimer og dansker,, det er kun danker der græder???

Annonce