Opgør med idéen om, at mennesket er det eneste intelligente dyr i universet

Maurice Maeterlincks essay, ’Blomsternes intelligens’ (1907) er fyldt med inderlige og passionerede beskrivelser af naturen, som giver anledning til dybe, filosofiske spekulationer.
Foto: A Mock Book
Maurice Maeterlincks essay, 'Blomsternes intelligens' (1907), giver anledning til dybe spekulationer.
I indledningen til Maurice Maeterlincks essay, ’Blomsternes intelligens’ (1907), forklarer han, at han ikke bringer noget nyt til torvs. Hans beskrivelser af blomsternes mange måder, hvorpå de spreder deres støv og befrugtes, er rent videnskabeligt opdaget og registreret af andre botanikere og videnskabsmænd.

Meget af det, som Maeterlinck skriver om, stammer fra blandt andet Charles Darwin, ligesom det også er tilfældet med hans andre bøger om insekterne, om bierne, termitterne, myrerne og glasedderkoppen.

Så det er ikke selve opdagelsen, der er omdrejningspunktet i hans beskrivelser. Vinklen, derimod, er højst original og filosofisk interessant, og det er disse tanker, der gør bøgerne mere aktuelle i dag, end hvad man umiddelbart og ved første granskning opfanger.

Progressiv dramatiker

Maurice Maeterlinck var først og fremmest berømt og anerkendt som progressiv, symbolistisk dramatiker. Derfor var det også den danske symbolist, Johannes Jørgensen, der første gang skrev om ham på dansk. Senere, i 1911, vandt Maeterlinck Nobelprisen i litteratur.

Han var en af tidens mest læste forfattere, men siden er han nærmest gået i glemmebogen.

Han beskriver så inderligt og passioneret, fordi han ønsker at plante en filmisk forståelse af processerne i læserne

Når man genlæser hans bøger om planter og insekter, så kan man næsten høre naturformidleren David Attenboroughs stemme, der forklarer et sælsomt og næsten magisk naturfænomen.

I dag er vi vant til at se naturens processuelle vidundere på tv, hvor en begejstret naturekspert forklarer hvor genialt en blomst eller et insekt gebærder sig.

Og det er ud fra den optik, at man bør læse Maeterlincks tekster i dag. Han beskriver så inderligt og passioneret, fordi han ønsker at plante en filmisk forståelse af processerne i læserne.

Glasedderkoppen

Tag for eksempel essayet om glasedderkoppen, som den nye genudgivelse af Blomsternes intelligens også har taget med.

Glasedderkoppen er den eneste edderkop, der lever langt størstedelen af sit liv under vandet. Den findes i mange dele af Nordeuropa, også i Danmark, og man kan finde den i ferskvand, i skovsøer, hvor der er rig plantevækst.

Glasedderkoppen er særegen, og mystisk, fordi den evner at danne en hinde af luft omkring sig, en slags dykkerklokke. Det er derfor den kan leve under vandet, og kun sjældent har brug for at komme op til vandoverfladen, for at forny luften i boblen.

Under vandet kreerer hunedderkoppen et hjem, som hun bygger med spindelvæv, og som hun efterfølgende beklæder med et stof, så den kan indeholde luft. Hun svømmer op til vandoverfladen, forøger sin dykkerklokkes luftrumfang, dykker igen, og udvider hjemmet under vandet.

Maeterlinck er siden blevet anerkendt af naturforskere for at være en af de første til at indføre ideen om et “memetik” i naturen

Når hun er inde i sit hjem, forsvinder hendes dykkerklokke, og den opstår igen, når hun forlader boligen, ofte for at fortære eller bringe et bytte med sig, der er fanget af det spind, der holder hendes luftboblehjem fast på blade og grenværk.

Og hannen er den, der jager mest. Når tiden er inde, bygger han et tilsvarende luftboblehjem ved siden af sin fortkomne mage.

Derefter bygger han en tunnel, som han fæstner mellem de to boliger. Og så kravler han gennem tunnelen, hen til hunnen, befrugter hende, og hun lægger æg og plejer sin yngel i sin bolig.

Omtrent sådan beskriver Maeterlinck denne edderkop. Og det er på samme måde, at han beskriver de mange planter. Maeterlinck er siden blevet anerkendt af naturforskere for at være en af de første til at indføre ideen om “memetik” i naturen.

Det var Richard Dawkins, der for alvor tog fat i begrebet, i hans herostratisk berømte og stærkt indflydelsesrige bog, ’The Selfish Gene’ fra 1976.

Genetik og memetik

I ’The Selfish Gene’ argumenterer Dawkins for at det er i selve genet, at den egentlig evolution foregår, og at der findes en ækvivalent til denne i den sociale biologi, en art memetik, der kan forklare, hvorfor kollektiv intelligens eller tænkning fremstår så basal og stabil.

Selv erklærede Maeterlinck, at han havde ideen fra den tyske filosof, Richard Semon.

Der opstår en masse problematikker i forbindelse med memetik, men i dag er det en videnskabeligt etableret disciplin. Problemet med genetikken og memetikken handler om agens, dvs manglen på mulighed for fri vilje.

For Maeterlinck er det imidlertid selve ideen om en kollektiv hukommelse, der er vigtig, og det er denne, som giver ham anledning til at tale om intelligens hos planterne og insekterne.

I grunden er det mest illustrerende, når han beskriver myrerne og termitterne. Her argumenterer han for, at hele tuen er et individ, der blot mangler en kontur, dvs en konstaterbar samlet krop.

Det er denne harmoni i planteriget og hos insekterne, der grundlæggende fascinerer Maeterlinck, og som får ham til at konkludere, at disse i grunden er forud for os mennesker

Det lyder måske umiddelbart skørt, men ser man på sådan en tue, så handler alle enkeltindividerne som efter en overordnet plan, der fremstår intelligent.

I hans beskrivelse af ålegræsset, i ‘Planternes intelligens’, forklarer han, at enkeltindivider ikke, som sådan, er intelligente, men skal anskues som art:

“Vi konstaterer her nok en gang, at al genialitet ligger gemt i arten, selve livet eller naturen, og at enkeltindividet i det store og hele er ganske ubegavet. Alene hos mennesket forekommer der en virkelig kappestrid mellem de to former for intelligens, en tendens, der træder stadig tydeligere frem, og som arbejder aktivt hen mod en slags ligevægt, som er vores fremtids store hemmelighed.”

Det er denne harmoni i planteriget og hos insekterne, der grundlæggende fascinerer Maeterlinck, og som får ham til at konkludere, at disse i grunden er forud for os mennesker. Senere - i essayet - skriver han følgende:

“(...) hver blomst har sin idé, sit system og sin velerhvervede erfaring, som den drager nytte af. Når man på nært hold sidder og iagttager deres små opfindelser, deres vidt forskellige fremgangsmåder, kommer man til at tænke på de interessante maskinindstillinger, hvor menneskets mekaniske snilde afslører al sin formåen.”

Naturen som guddommelig

Her er vi fremme ved Maeterlincks originalitet og fornyede aktualitet. Han mener, at planterne og insekterne, anskuet ud fra mekaniske termer, er et bevis på en slags social evolution, der grundlæggende er intelligent, og at menneskets mange opfindelser i grunden allerede eksisterer i naturen.

‘Blomsternes Intelligens’ og Maeterlincks andre skrifter om planter og insekter er en massiv kritik af menneskets selvopfattelse.

Anskuet ud fra denne synsvinkel fremstår mennesket nærmest dumt, fordi vi som samlet art ikke skaber innovationer, der er forenelige med naturens balance, og som i sidste ende kan skade os selv.

Maeterlinck var gnostiker, dvs at han ikke troede på en definerbar Gud, men samtidig anskuede han naturen som intelligent og guddommelig.

Hans løsagtige forhold til alle de naturvidenskabsmænd, botanikere og entomologer, han bruger, er problematisk

Hans tilgang til planterne og insekterne er stærkt poetisk, og når man læser hans skrifter, bliver man konstant forbløffet over skønheden og dramatikken i hans formuleringer, ligesom ens tanke vækkes filosofisk.

Hans løsagtige forhold til alle de naturvidenskabsmænd, botanikere og entomologer, han bruger, er problematisk. I 1927 udgav han bogen om termitternes liv, og den er blevet anklaget for at være et plagiat.

Selvom han i alle bøgerne noterer, at hans beskrivelser ikke er originale, og at andre har opdaget fænomenerne tidligere, er det stærkt problematisk, at han også kunne glemme direkte referencer.

Anledning til dybe spekulationer

Lidt ligesom David Attenborough gør det i dag, når vi ser hans naturfilm. Bagved ligger der selvfølgelig referencer, men han nævner dem aldrig i programmerne. Det er en anden tid, men det ændrer ikke ved, at Maeterlinck dengang plagierede.

Alligevel er det givtigt at læse hans skrifter i dag, ligesom vi begejstres og betages af Attenboroughs film, for det var formodentlig sådan at Maeterlinck selv anskuede det: populærvidenskabelige fremstillinger, der er baseret på reel forskning, men som giver anledning til dramatisk og inspirerende formidling og dybe, filosofiske spekulationer.

 

Maurice Maeterlinck: Blomsternes intelligens. Essaysamling, bestående af teksterne: Blomsternes intelligens, Dufte og Glasedderkoppen. Med forord af Philip Mosley. 136 sider. En del af GAIA-serien. A Mock Book, 2023.

Freddy Hagen er uddannet cand.mag. i Moderne Kunst- og Kulturformidling fra Københavns Universitetet.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Meget tyder på at MENESKET som art overhovedet ikke er "intelligent". Det viser historien og udviklingen. Så der er desværre nok ikke mange
der vil kunne forstå hvad der står i nævnte bog.

Annonce

Annonce