Annonce

Pios Julekalender: 8. december

Bag dagens låge gemmer sig en meget fugleglad fynbo.

I dette års julekalender går vi tæt på en række folketingsmedlemmer, borgmestre, profiler i fagbevægelsen og andre. Vi har spurgt dem om, hvad det bedste og det værste ved julen er.

Bag dagens låge gemmer sig Dan Jørgensen, som i denne uge skiftede titlen som udlændingeordfører ud med den som næstformand i folketingsgruppen.

Dan Jørgensen er 42 år gammel, uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har siddet i folketinget siden 2015. Inden da var han næsten 10 år medlem af Europa-Parlamentet, indtil han i 2013 blev gjort til fødevareminister.

Dan Jørgensen var som barn en ivrig fuglekigger omkring Morud på Nordfyn, hvor han voksede op, og lidt af den interesse har han overført til julen. Der bliver nemlig også kigget intenst efter en hel bestemt fugl.

– Min bedste juletradition er…
At hjemme ved os, der er det mig der laver ænderne juleaften. Jeg har tre grundregler, som sikrer det bedste resultat.

Regel nummer et: Ænderne skal have haft et godt liv, hvor de har gået og rappet og rodet i jorden. Kan man ikke lige få ordentlige økologiske ænder fra Fyn, så kan man sagtens gå på kompromis. Man opdrætter nemlig også udmærkede, økologiske ænder andre steder i Danmark.
Regel nummer to: Ænderne skal steges læææænge, gerne 4-5 timer. And der ikke er ordentligt gennemstegt, kan hurtigt ødelægge den gode julestemning.
Regel nummer tre: Ænderne skal hver 20-30 minut overøses med vand og fedt fra bradepanden under dem. Det giver sprødt skind.

– Mit bedste minde om jul er fra dengang…
Må alligevel være da jeg i 2013, få dage før folketinget gik på juleferie, blev kaldt hjem fra Europa-Parlamentet for at blive fødevareminister. Det betød, at jeg sad det meste af juleaftensdag og arbejdede. Men det gjorde jeg med glæde. Det var en fantastisk oplevelse og et stort privilegium, at få lov at låne den post.

– Den værste julegave jeg nogensinde har fået…
Var da jeg det samme år formåede, at få fem eksemplarer af præcis den samme bog. Jeg havde ikke engang ønsket mig den. Titlen på bogen var ‘Spindoktor’. Jeg tænker at nogen må have syntes, at jeg havde brug for at lære lidt i den retning.

God jul!

De øvrige der har medvirker i Netavisen Pios julekalender 2017 er:

1. december: Trine Bramsen
2. december: Jens Joel
3. december: Benny Engelbrecht
4. december: Alexander Petersen
5. december: Birgit Hansen
6. december: Niclas Bekker Poulsen
7. december: Nicolaj Bertel Riber

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet