Beslutningen om ikke at forfølge mink-sagen yderligere med en advokatvurdering af om Mette Frederiksens rolle i mink-sagen kunne føre til en dom i rigsretten, åbnede en voldsom diskussion i Venstre mandag.
For hvorfor dropper man nu kravet om en advokat-vurdering, når man tidligere har ment, at der var grundlæggende retsstatsprincipper på spil, spørger mange Venstre-folk.
"Det som også kom ud af møderne i går er en grundlæggende accept af, at det er Jakob Ellemanns beslutning om man går i regering," siger politisk kommentator Jarl Cordua til Netavisen Pio.
Men hvad siger det om Ellemanns styrke som formand, at hans egne forretningsudvalgsmedlemmer sidder og lækker direkte fra møderne til pressen?
"Ellemanns helt grundlæggende problem er, at Venstre i dag står med en hel generation af politikere og aktíve, som er vokset op med at Socialdemokratiet er hovedfjenden og ikke en mulig regeringspartner."
"Og så er det yderligere et problem, at Ellemann ikke tidligere har gødet jorden for, at man nu kan indgå samarbejde."
Hvor dybt i Venstre stikker den her skepsis? Bunder den alene i mink-sagen eller er det mere grundlæggende en modstand mod samarbejde med Socialdemokratiet?
"Der er grundlæggende to synspunkter i Venstre: Der er dem, som synes det er værd at forsøge at få så meget indflydelse som muligt, og så er der dem, som hellere vil stå rene og ranke, uanset hvad Venstre får tilbudt i forhandlingerne.”
“De kan lige nu sidde og kigge over på Danmarksdemokraterne og Inger Støjberg, der læner sig tilbage og fastholder en kritisk linje."
"Der er ingen tvivl om, at særligt i nogle egne af Danmark, hvor der er mange minkavlere og hvor mange minkavlere samtidig er aktive i Venstre, der er der en helt fundamental opfattelse af, at minkavlerne er blevet helt utroligt dårligt behandlet - hvilket de også er - og at der er en følelse af, at det danske samfund skylder dem retfærdighed ved at Mette Frederiksen bliver stillet til ansvar i en rigsret,” siger han.
De seneste dage, har de sociale medier flydt over med skarpe udtalelser fra Venstre-folk, der vil have Mette Frederiksen stillet for en rigsret. Ifølge Jarl Cordua er det Venstres egen skyld, at man først nu erkender, at retorikken ikke holdt:
"Det skyldes ikke mindst den kannibalisering, der har været i den blå blok, hvor partierne internt i kampen om de blå vælgere er blevet ved med at grave fronterne dybere, på trods af, at snart sagt alle landets fremmeste juridiske eksperter er enige om, at der ikke er noget i kommissionens rapport, som vil kunne få Mette Frederiksen dømt ved en rigsret med trommer og piber."
Jarl Cordua sammenligner situationen for Venstre og den øvrige blå blok, med den man har set hos Republikanerne i USA, hvor mange har accepteret Donald Trumps påstand om at Biden kun vandt valget, fordi Demokraterne snød med valget.
Det var en forklaring, som mange af deres egne vælgere godt kunne lide, uanset om fakta sagde det modsatte.
"Derfor er der også en hel masse aktive Venstre-medlemmer, som har helt utroligt svært ved at se sig selv i den her kovending."
"Mange har for kort tid siden stået ude på gader og stræder og delt pjecer ud, talt med deres venner og kolleger på arbejdet om hvor stort et overgreb på minkavlerne, Mette Frederiksen havde begået, og så skal de pludselig høre, at det slet ikke var så stort et problem."
"Det er der mange, som slet ikke kan acceptere og derfor har man allerede set nogle, bl.a. en viceborgmester fra Rebild-kommune, som selv var minkavler, der har meldt sig ud. I den kommende tid vil man helt sikkert se Venstre-medlemmer melde sig ud i bundter," lyder vurderingen fra Jarl Cordua.
Udefra ser det ud som om, at Jakob Ellemann-Jensen har sat en hel del af sin egen politiske kapital ind på at det her projekt skal lykkes. Hvordan vurderer du Ellemanns muligheder for at fortsætte som formand for Venstre, hvis det ikke lykkedes at komme i regering?
"Uanset hvad der sker, så er der en accept af, at det er hans beslutning, om man går i regering i eller ej, og hvis han i sidste ende beslutter sig for, at det skal man ikke, så kan han også sagtens fortsætte som formand."
Jakob Ellemann og de øvrige forhandlere genoptager regeringsforhandlingerne på Marienborg i løbet af tirsdag eftermiddag. En ny regering forventes at blive præsenteret en af de nærmeste dage.
Kommentarer
Kan jeg leve med en SVM regering, det kommer an på regeringsgrundlaget, men jeg har tillid til MF dømmekraft og fornuft. De burde aldrig i blå blok have satset på at vinde et valg på en minksag, som de fleste danskere var uenig med dem i at aflivning var forkert, det var et fåtal af mink ,der ikke var- men kom-lovhjemmel til, og MF vidste det ikke, de der skulle advare, sagde ingen ting. Godt var det ikke, men det giver ikke belæg for hverken rigsret eller andet. Den sag er slut. Og nu skal erstatning gives hurtigst muligt, men en erstatning som er på korrekt grundlag. Nogle minkavlere, var ikke fine i kanten, nogle var på vej ud i konkurs osv. Så den sag er ikke kun sort eller hvid.
"Rene og ranke, uanset hvad Venstre får tilbudt i forhandlingerne.” Der er ingen i Venstre der er "rene og ranke" Dem der tilhører den fløj er hævngerrige eller er sendt i byen af minkavlerne for at betale af på avlernes store økonomiske støtte til Venstre. Penge betyder ALT for det parti.
Selvfølgelig er Ellemann ikke truet. Han er en sand helt blandt Venstre. for nu kan velfærdsstaten total ødelægges med Socialdemokratiets velsignelse. Ellemann går over i historien som Anders Fogh Rasmussens overmand.
En sand neo liberal kriger har slået Socialdemokratiet ihjel.