Annonce

Regeringen strammer nettet over for samfundets elite og kriminelle, som svindler fælleskassen

I kølvandet på dokumentaren ’Den sorte svane’ vil regeringen styrke kontrollen med hvidvask via advokaters klientkonti
Foto: TV 2-dokumentaren 'Den Sorte Svane'
Fasar Abrar Raja, tidligere Bandidaos-rocker - i selskab med forretningsmanden Martin Malm - i skjulte optagelser fra 'Den Sorte Svane'
Dokumentaren ’Den sorte svane’ kunne i forsommeren rydde forsiderne med afsløringer om hvordan det såkaldte over-Danmark bistår underverdenen med at begå kriminalitet.

Blandt andet hvordan advokater hjalp blandt andet den tidligere Bandidos-rocker Fasar Abrar Raja med at hvidvaske penge fra kriminalitet.

Nu vil regeringen stramme reglerne på området med et nyt lovforslag.

Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Og forargelsen er til at tage at føle på hos justitsminister Peter Hummelgaard (S):

”Jeg blev som rigtig mange andre dybt forarget over at se, hvordan personer fra samfundets elite og voldsparate kriminelle så ud til at hjælpe hinanden med at svindle og bedrage vores fælleskasse i dokumentaren ’Den sorte svane’, ” siger Peter Hummelgaard og tilføjer:

”Det er dybt forkasteligt, men desværre ikke overraskende at se, hvordan blandt andet advokaters samleklientkonti blev udnyttet. Med det nye lovforslag vil vi fra regeringens side gøre det lettere for bankerne at lave effektiv hvidvaskkontrol af advokaternes samleklientkonti.” 

I høring i fire uger

Regeringen vil, ifølge pressemeddelelsen, forpligte advokater til at indhente identitetsoplysninger på sine klienter, som har penge stående på advokatens samleklientkonto.

Oplysningerne skal herefter stilles til rådighed for advokatens pengeinstitut:

”Det er afgørende, at bankerne får kendskab til identiteten på de klienter, der har penge stående på samleklientkontiene, så kontiene ikke kan misbruges til f.eks. hvidvask,” siger Peter Hummelgaard.

Lovforslaget bliver nu sendt i høring i fire uger, og kan efter planen fremsættes, når Folketinget åbner.

Souschef, journalist og redaktionssekretær.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

"Regeringen strammer nettet over for samfundets elite og kriminelle, som svindler fælleskassen"
Hvad med lægerne, og deres svindel af fælleskassen...?