Jeg har aldrig i mine år som folketingsmedlem oplevet en høring som denne
Landstingssalen på Christiansborg er stuvende fuld på denne oktoberdag i 2016. Stemningen er på én gang varm og intens. Jeg har aldrig i mine år som folketingsmedlem oplevet en høring som denne.
Temaet er senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, og en betydelig del af pladserne er fyldt op af mennesker, der har oplevet netop det: At en voksen har misbrugt dem seksuelt som barn.
Særligt én person gør indtryk på mig. En mand træder frem i dyrt jakkesæt og blankpolerede sko. Håret er sat, og han udstråler i den grad selvsikkerhed. Men da han begynder at tale, åbner han op for en inderside, der ser helt anderledes ud. Han beskriver sig selv som rådden inden i.
Og han fortæller om en barndom med anale voldtægter og andre horrible overgreb. Eksempelvis hvordan han som barn havde brug for medicin i form af stikpiller, som hans far valgte at indføre med en vis legemsdel. Det er hjerteskærende.
Han fortæller om en barndom med anale voldtægter og andre horrible overgreb
Under hans tale løber tårerne ned af mine kinder, og på et tidspunkt må jeg ty til toilettet for at samle mig selv, inden jeg kan sætte mig tilbage på forreste række. Tænk at børn oplever det i dagens Danmark.
Når et barn eller en ung udsættes for seksuelle overgreb, sætter det sig dybe spor af store fysiske, psykiske og sociale problemer. Senfølgeramte voksne er klart overrepræsenteret i alle grupper af socialt udsatte borgere, borgere med psykiske lidelser og kroniske fysiske sygdomme. Det kan være svært at færdiggøre en uddannelse, og mange har problemer med at opretholde en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet.
Det estimeres, at der er over 400.000 danskere, der har seksuelle overgreb med sig i bagagen fra barndommen.
Mange børn gemmer misbruget og overgrebene langt inde i sindet og sætter lås på
Til trods for dette har hjælpen fra samfundet været minimal og ventelisterne lange. Og så tilbage til denne uges aftale. For med et bredt flertal i folketinget har vi nu rykket denne gruppe frem i forreste række og sikret, at deres situation tages alvorligt. Og ikke mindst: At ventelisterne bringes ned. For tænk engang: Mange børn gemmer misbruget og overgrebene langt inde i sindet og sætter lås på.
Og først senere – langt op i tyverne – kan minderne dukke op, og de ”opdager”, at de er misbrugsofre. I dag skal du vente i over et år på hjælp, når låsen til minderne først er åbnet op, og du er klar til at tale om den traumatiske barndom. Det er simpelthen ikke godt nok, og derfor er aftalen så vigtig.