Smukke ord er ikke altid nok

Anmeldelse: Litterære afveje om afføring i Paris, en overflødig sidehistorie og en konsekvent distance gør, at vi aldrig kommer tæt nok på Knud Romer
”Min bevidsthed er et landskab, og det gik op for mig og åbnede sig for mine sanser og gav dem udtryk. De hvide lammeskyer græssede i skyggerne på engen, og jeg stod midt i det og kendte ikke til andet – det var hele min viden og hele min verdens horisont: Falster”

Knud Romer starter i barndomslandet, hvorfra han udkrænger, hvad han havde kært, hvad han havde nært og hvad der gør os trygge som mennesker. Det er her på Falster, hvor den lille ’Knüdchen’, som hans tyskfødte mor kærligt kalder ham, vokser op i skyggen af Tyskland.

Man mistænker hende (moderen) for at have stimuleret en helt unik sproglig sans, der rækker langt ud over det tyske

Den Romerske barndom er fyldt med kærlighed og drømme – det er allerede her i de tidlige år, at Romers sprog udvikler sig. Som han selv beskriver det: ”Hendes (Red. Moderens) vuggegave var det tyske sprog”. Og man mistænker hende for at have stimuleret en helt unik sproglig sans, der rækker langt ud over det tyske. Den sans, der er bogens store styrke.

Den er ganske enkelt smukt skrevet.

Tumultarisk virkelighedsflugt

Mens sproget er bogens stor styrke, så er handlingen tilsvarende svagheden. For en simpel – men bogglad – lægmand som jeg selv, taber jeg fuldstændig hoved og hale i en serie handlingsforløb, hvor de fleste løber ud i sandet.

Romanen er opdelt i to separate spor, hvor den selvbiografiske del handler om en drømmende dreng - den desperate evighedsstudent og yuppie-reklame-fyr Knud - mens den fiktionære del handler om den usynlige ven M, der vokser op i Istanbul og Teheran med en far, der er CIA-spion.

Bogen er ganske enkelt bedst, når den ’bare’ handler om Knud Romer og hans tumultariske liv

De selvbiografiske elementer vinder stort over spionfortællingen. Den usynlige ven skal givetvis understrege bogens tema om virkelighedsflugt og en søgen efter mening i tilværelsen. En jagt, som i den grad også præger og plager barnet, den voksne og det voksne barn Knud Romer.

Bogen er bedst, når den ’bare’ handler om Knud Romer og hans tumultariske liv. Præcis som Lilian Munk Rösing tørt konstaterer i Politikens anmeldelse: ”at Knud helst bare skal skrive om Knud”.

Akademiske ringvrang

Efter at have forladt barndommen på Falster – som man fornemmer, at forfatteren senere erkender, at man aldrig endeligt kan forlade – så følger man en ung forvirret og fortabt mand på totalt deroute i København. Det går helt galt for Romer, der som litteraturstuderende nærmer sig Ole Jastrauske dimensioner i alkohol, ensomhed og meningsløshed.

Litteraturstudiet er afgjort ikke noget godt valg for Knud Romer, som brugte 17 år på universitet på at sumpe hen og træde vande. Men netop tiden på litteraturstudiet er bogens allerbedste del. Den bliver sylespidst analyseret og portrætteret direkte komisk.

Det virker som et klarsyn, når Romer opsummerer sin studietid: ”Hvis det var svært at komme ind på universitet, vist det sig nærmest at umuligt at komme ud”

Romer beskriver de akademiske ringvrang, der gemte sig på kontorerne; de nærmest fatale konsekvenser ved at tilhøre den forkerte teoretiske skole eller at aflevere universitetsopgaver om ikke anerkendt litteratur, og kampen for at give det rigtige svar om en ’syntagmatisk forskydning af signalerne’.

Uortodoks pjank havde ingen plads på litteraturstudiet og det havde Knud Romer i virkeligheden heller ikke. Det virker som et klarsyn, når Romer opsummerer sin studietid: ”Hvis det var svært at komme ind på universitet, vist det sig nærmest at umuligt at komme ud”

Du har ringet til Guldborgsund kommune

Romer rammer bunden i studietiden, hvor han begynder at stjæle bøger hos boghandlerne og med skruetrækker bryder møntautomater op. Men skuden vendes for evighedsstudenten, som pludselige finder sig en tilværelse som succesfuld reklamemand, der render rundt i håndlavede lædersko, går til fester hos Björk i Reykjavik og får en filmrolle i Lars Von Trier-filmen ’Idioterne’.

Men successen er ikke nok for Knud Romer, der stadig jagter de store svar og den endelige ro

Men successen er ikke nok for Knud Romer, der stadig jagter de store svar og den endelige ro. Mål, som aldrig rigtig indfinder sig i denne roman. Hverken for læser eller forfatter. Han vender tilbage til motorvejen og sætter kursen den modsatte vej mod Falster, hvor han prøver at få kontakt til en gammel og syg far, der lider af begyndende demens og næsten ikke kan genkende sig egen søn.

Meget sigende får Knud Romer beskeden ’Du har ringet til Guldborgsund kommune’, da han forsøger at få skaffet sosu-hjælp til sin aldrende far. Et opkald og et fokus, som den identitetssøgende Romer måske skulle have forsøgt tidligere i sit liv.

Ringen er sluttet og Romers eventyr ender, hvor det starter.

Som at drukne i parisisk afføring

’Kort over Paradis’ er mere ordrig og velformuleret end den er fængende. Romanen bliver aldrig overbevisende ud i de hverdagsbeskrivelser og livsperspektiver, som Karl Ove Knausgaard overbevisende mestrer i ’Min Kamp’. Karaktererne forsvinder på horisonten og Knud Romer forbliver distanceret til sit eget liv.

Delete-tasten og slettelak kunne i den grad havde hjulpet Knud Romer.

Romer lader digressionerne tage helt over, når vi læsere over utallige sider bliver trukket igennem kilometervis af parisiske afføring i 16-17tallet. Her kunne delete-tasten og slettelak i den grad havde hjulpet Knud Romer. Der virker til tider, som om forlaget har stukket læserne en kladde i hånden.

Mere Romer, mere fokus og færre ord kunne have gjort meget for ’Kort over Paradis’

 

'Kort over Paradis, Knud Romer,  udgivet 08-06-2018, forlaget Lindhardt og Ringhof

Billede: ARTE booking 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook