Tilbage i 2012 debuterede den dengang blot 18-årige Jake Bugg med et selvbetitlet album, der gav musikverdenen en ordentlig en over nakken. ”Trouble Town”, ”Lightning Bolt”, ”Seen It All” og ”Taste It” var sange, der ikke blot gav os en række autobiografiske glimt af en opvækst i et socialt boligbyggeri i Nottingham. De blev også stilsikret eksekveret med en høj grad af professionalisme som gjaldt det livet og vidnede om, at her havde vi altså en ung mand, der kunne finde ud af det der med at smække sange sammen.

Mindre pubertært, mere sofistikeret
Nu er 23-årige Jake Bugg aktuel med sit, - ja, den er godt nok - fjerde udspil, Hearts That Strain. En imponerende bedrift for en kunstner i så ung en alder. Desværre ikke så meget grundet kvaliteten, vil kræsne kritikere nok mene, som man ellers godt kunne ønske sig for den unge arbejderknægt. Det er undertegnede imidlertid ikke helt så enig i. Hvad der alligevel måtte glimre ved sit fravær på de to forudgående udspil, Shangri La og On My One, synes den talentfulde troubadour nu at råde bod på med sit aktuelle udspil.

Hearts That Strain peger på en kunstner, der trods sin unge alder taget i betragtning har bevæget sig mod et mindre pubertært og mere sofistikeret udtryk

De elleve kompositioner er indspillet i Nashville, Tennessee. I samarbejde med legendariske musikere som Gene Chrisman og Bobby Woods, kendt fra deres arbejde med Elvis Presley, Dusty Springfield og mange flere, bliver vi som lyttere for alvor ført væk fra regnvåde ghettoområder i det nordengelske, og ud ad amerikanske Highway 96 ved solnedgang, hvor Burt Bacharach uden problemer rimer på Neil Young.

Udover førnævnte bidrager Dan Auerbach (The Black Keys red.) på tre numre. Det samme gør Noah Cyrus i form af den sjælevarme og længelsfulde duet ”Waiting”. Hvad førstnævnte angår, omfatter det ikke mindst førstesinglen “How Soon The Dawn”, som desuden fremstår som et af albummets bedste numre. Med sine blide, calypsoagtige toner og briselette kor giver nummeret mindelser om Burt Bacharach.

Sidstnævnte dyrker det kitschede. Sjælevarmeren lyder som en gammel, kendt slager, man nærmest forestiller sig ville kunne høres en sen aften på en dårlig belyst karaokebar way down South. Titelnummeret vækker derimod mindelser om Bert Jansch i kraft sit rige billedsprog, og nummeret ”In the Event Of My Demise” giver mindelser om Neil Young med sine melodiske akkorder og lyriske alvorsmine.

Alt sammen peger Hearts That Strain på en kunstner, der, trods sin unge alder taget i betragtning, har bevæget sig mod et mindre pubertært og mere sofistikeret udtryk. Jake Bugg balancerer et sted mellem en lyd, der på den ene side virker påfaldende bekendt, og på den anden side en lyd, der virker som helt sin egen.

Giganternes fodspor
At Jake Bugg vanen tro modigt går i giganternes fodspor, giver albummet en tidsløst klang. Samtidig understøtter det den blues-folktradition, som den talentfulde troubadour lader sig inspirere af. Om Jake Bugg selv formår at træde tilstrækkeligt ud af sin nævntes skygge til, at man som lytter mærker den talentfulde kunstner, der gemmer sig mellem toner og strofer, er undervejs imidlertid ikke helt så entydigt.

Det er bestemt klædeligt, at Jake Bugg har skiftet musikalsk retning, og man er ikke i tvivl om, at vi har med en dygtig håndværker at gøre, der kan sit kram. Samtidig er man bare tilbøjelig til at savne den nerve og intensitet, som debuten blev leveret med. Ikke mindst lyrisk. I nummeret ”In the Event Of My Demise” finder vi dog noget, der minder herom, hvor han i en ærlig og alvorlig tone fra hinsides graven opfordrer sande venner til, at ”be a friend and please refrain from saying we were friends, and let them tell their lies.”

Selvom Hearts That Strain nu og da helt ikke slår nok gnister til at tænde ild, bør man bestemt give det en chance

Som linjen implicit bekræfter, vil der altid være løgnere derude, som taler én bag om ryggen. Det gælder også, hvad angår selve albummet. Men selvom Hearts That Strain nu og da ikke helt slår nok gnister til at tænde ild, bør man bestemt give det en chance.

Godt nok er Hearts That Strain et album for deciderede fans eller tilhængere af selve genren end den brede skare. Befinder man sig imidlertid et eller andet sted midt imellem, er det i høj grad et album, der er meget nærliggende at tage med ud på sensommerens landeveje.

René Staun Hansen, er kultturskribent og anmelder. Uddannet litterart og kunsthistoriker. Bidrager med indlæg om film, musik og litteratur.