Topministre bør logge af Facebook

I rette form og omfang kan sociale medier bidrage til at modvirke politikerlede og styrke demokratiet. Det er til gengæld kontraproduktivt og decideret pinligt når landets fremmeste repræsentanter spilder tiden online og udviser manglende respekt for deres embede.
Der er ingen tvivl om, at enhver politiker, der ønsker at stille op til et politisk hverv bør være aktiv på de sociale medier. Danskernes yndlingsmedie Facebook er et must og Twitter er den direkte vej til journalisternes opmærksomhed.

Der er i min optik ingen tvivl om det dobbeltpositive i, at vælgere og politikere kan føre dialog på sociale medier (SoMe) som Facebook og Twitter. Det skriver jeg velvidende, at der er masser af indbyggede udfordringer. Spredning af falske nyheder og enkelte skærmkrigeres trang til vulgær polemik, anklager og termer de aldrig ville benytte ”In Real Life” er en del af SoMe bagsiden.  Jeg mener på ingen måde, at Facebook overflødiggør det fysiske møde mellem vælger og politiker, men det er et positivt supplement til at engagere folk, der ellers ikke ville eller kunne deltage i den demokratiske debat. Så langt så godt for demokratiet.

På trods af denne overordnede positive tilgang til Facebook bør der være grænser for den tid en ansvarlig politiker er ”på”. De fleste kender folk som bruger for meget tid foran skærmen og det gælder også visse politikere. Det er f.eks. åbenlyst ved at kamme over for henholdsvis Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Udenrigsminister Anders Samuelsen, som ellers burde optræde som landets ledende repræsentanter.

Når statsministeren fortsætter debatten efter midnat med Ekstra Bladets redaktør eller for den sags skyld anonyme twitterprofiler, så virker det ikke gennemtænkt.

Både Stats- og Udenrigsminister er begge særdeles aktive på Facebook og Twitter, hvilket der ikke er noget galt med. Deres ihærdige indsats har endda givet dem rosende ord fra eksperter i sociale medier. Men når de bruger lange aften- og nattetimer på at hamre løs i ligegyldige onlinedebatter, så stopper den demokratiske fest.

Udenrigsministeren bruger sit embede til twitterpolemik med oppositionens fodsoldater, hvilket efterlader et uheldigt indtryk. Er det virkelig nødvendigt?

Spild af tid og manglende respekt for embedet
For det første giver det ingen mening ud fra stats- og udenrigsministerens egne perspektiver. Hvorfor fortsætte krigen på sociale medier til langt ud på natten? Altså hvad får de selv ud af det? Opmærksomhed fra medierne? Måske, men det giver jo ingen mening al den stund, at Løkke og Samuelsen er i en position, hvor de får rigeligt opmærksomhed. De kan stort set bestemme tid, sted og ramme for de fleste interview og artikler. I stedet spilder de deres tid på endeløse twitterdebatter med oppositionens MF´ere, journalister og i nogle tilfælde tilfældige SoMe-troldetyper. Er der mon ikke en ministerrådgiver tilstede som kan hjælpe sin chef?

For det andet bør stats- og udenrigsministeren anerkende, at der findes et andet og særligt kodeks for deres færden på sociale medier. Når de taler i ind- og udland, repræsenterer de ikke blot sig selv og deres partier. De repræsenterer hele Danmark. De repræsenterer en lang historie og de står på skulderne af store statsmænd. Noget som Anders Samuelsen i øvrigt selv har gjort opmærksom på for nyligt. Ved at bruge de sene nattetimer på polemiske udfald mod politiske modstandere og journalister, devalueres hele embedet. Hvad med om de i stedet brugte tiden på at arbejde, læse en bog eller alternativt at sove (som de fleste andre mennesker om natten)?

Læg mobilen
Jeg har stor respekt for de mennesker der, uanset partibaggrund, ønsker at varetage væsentlige offentlige hverv. Det må være vanvittig hårdt og stiller store krav til hele ens liv og familie. Derfor også denne venlige opfordring. Hvis stats- og udenrigsministeren loggede af deres sociale medier, i det mindste engang i mellem, gjorde de livet nemmere for sig selv og alle andre.

Og ja uden yderligere sammenligning, så er det jo ikke kun et dansk fænomen. På begge sider af Atlanten er der opråb til ledende politikere: Læg nu den mobil og log af!

 

Michael Johnson er specialkonsulent og tidligere særlig rådgiver for Mette Frederiksen.

Klummen er alene udtryk for forfatterens egen holdning. 

 

 


Kommentarer fra Facebook